Haven

Haven
En lille have på 200 m2

søndag den 3. maj 2015

Uventet tulipan

Mon der er andre end mig, som ind imellem kigger en ekstra gang på de tulipaner og narcisser, som udfolder sig, og spekulerer på, hvordan og hvornår de er kommet til?
Denne dobbelte tulipan dukkede op flere steder, og jeg tænkte, at det måtte være en fejlleverance, for den havde jeg da ikke købt og lagt i efteråret. Jeg måtte kigge i mine gemmer for at sikre mig, at jeg ikke var blevet småsenil, men nej. Ingen af de flotte posefotos, som jeg havde gemt, lignede denne tulipan. Jeg talte med min havenabo, Gro, om tulipanen, og hun viste mig, at hun havde et enkelt eksemplar af samme tulipan. Mystikken bredte sig. Jeg var ærgerlig over ikke at kende navnet på tulipanen, for jeg var ret begejstret. Den passer flot med alle de hvide, måneskinsgule og creme narcisser og de forskellige pink og purpur tulipaner, som jeg har. Så slog det mig. BOM! Det måtte være den dobbelte Shirley tulipan, som jeg havde købt. Den ligner overhovedet ikke billedet på posen. Den er faktisk smukkere. Slet ikke som jeg forventede. Dejligere.
REDIGERING:
Shirley Double fotograferet i eftermiddags.
"What a difference a day makes"
Jeg tog et billede af samme tulipan i eftermiddags, som er vist øverst i dette indlæg.
På blot 1 dag har tulipanen (ja dem allesammen i denne sort) ændret sig, således at man nu tydeligt kan se, at dette er Shirley Double. Jeg håber stadigt, at jeg kan få fat i flere til efteråret.

Tulipanen er købt i Bilka, og nu vil jeg så bare håbe, at bilkadrengene køber den igen til efteråret, for den må jeg have nogle flere af!

13 kommentarer:

  1. Den er smuk, den har jeg ikke hørt om før.

    SvarSlet
    Svar
    1. Næ, heller ikke jeg Lisbeth. Shirley er jo en ret kendt tulipan, som er kendt for bl.a. at være flink til at komme igen, så da jeg så denne sidste efterår, tænkte jeg, at den skulle prøves.

      Slet
  2. Ha! Den er så også dukket op i mit runde staudebed og jeg er 100 % sikker på at jeg kun har lagt lyserød Angelique i det sidste efterår.
    Jeg må erkende, at jeg er skuffet, jeg synes at den er kedelig og jeg er så grundig træt af fejlleverancer fra Holland. Jeg har også lige trukket en portion knaldgule op fra det andet bed - de skulle have været ferskenfarvede.
    Bortset fra det - sikke en herlig haveweekend vi har haft :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lisbeth, det er møgirriterende, når man har et billede på nethinden, og køber planter derefter, for så at blive "snydt". Men som her kan det jo også gå i modsat retning. Med andre ord bliver man måske positivt overrasket, fordi det falder bedre ud end forventet. Er det i virkeligheden ikke det, som er spændende ved at lege have? Det skal jeg vist minde mig selv om, næste gang noget går i udu for mig i haven :-)

      Slet
    2. Jo du har ret og min lidt kønsløs farvede tulipan er også blevet en smuk svane i form af lyserød Angelique - så mit sure opstød er gjort til skamme..
      De gule derimod er stadig gule for de kom ind i en vase i stuen - jeg nænnede ikke at smide dem ud:-)

      Slet
  3. Den tror jeg også jeg har Nette, jeg lagde den forrige år og den er virkelig skøn. Den er på et af billederne inde på min blog. Jeg husker den tydeligt for den var i en Dalby blanding jeg købte.
    Håber du har haft nydt tiden i haven i weekenden, det har jo været skøønt vejr.:o)
    Masser af glade smil herfra :o))

    SvarSlet
    Svar
    1. Jo tak. Jeg har været myreflittig, og faktisk nået en hel del. Ganske vist ville jeg gerne have nået endnu mere, men jeg bør nok være tilfreds. Det har været SKØNT.

      Slet
  4. Den er smuk på den sarte måde. De dobbelte kan ellers godt være lidt for bastante for min smag.

    SvarSlet
  5. Du har ret i, at nogle dobbelte tulipaner nærmest ligner pæoner, men det er charmerende at mixe og matche de forskellige typer. Jeg har tidligere holdt mig fra frynsetulipaner, fordi jeg mente, at de var for hysteriske, men har i år fundet ud af, at det ikke er tilfældet. Frynsetulipanen, Santander, som jeg viste i et tidligere indlæg i år, er ganske enkelt skøn. Den vil jeg have flere af til efteråret.

    SvarSlet
  6. Uuuuhh det kender jeg godt - aldrig har jeg haft så mange knaldgule tulipaner i mine bede - dem ved jeg trods alt, jeg ikke har lagt! ØV BØV! Det har jeg ellers sjældent været ude for. Jeg husker godt, CD viste billeder af Dobbelt Shirley :-) Den er da ganske fortryllende og i år må jeg hellere få indkøbt nogle seriøse mængder :-) I øjeblikket er min yndlingstulipan, Akebono, dominerende i næsten alle bede. Med truslen om nedstyrtning idag, er alle vaser fyldt og jeg går som en anden Karen Blixen, rundt og nyder min "blomsterbutik".
    Jeg kan anbefale den hvide Daytona, hvis du er blevet lidt hooked på frynsetulipaner.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg nænner ikke at plukke. Regn eller ej. I rosensæsonen plukker jeg før styrtregn, men min have er så lille, at jeg ikke nænner at plukke. Jeg har googlet dine tulipaner, og kan vældigt godt lide din fryns. Akebono ser MEGET gul ud på de fotos, som popper op, når man googler den. Jeg passer på ikke at få for mange kridhvide løgplanter. Jeg har Thalia, som jeg er begejstret for, men den er meget "hård" i den hvide farve, og jeg synes de cremede farver næsten er pænere til de lyserøde, violette og pink farver. Klassikeren Spring Green er jeg f.eks. fuldstændig pjattet med.

      Slet
  7. http://www.froetorvet.dk/Resources/Files/blomsterloeg/tulipan-akebone-44.jpg

    Jeg synes dette billede gengiver farven på bedste vis - nogle billeder er meget knaldgule. Men hvis man ikke er til gul, så er den nok gul :-) Du er heldig du kan se ned i din have - nøøøj det gad jeg godt istedet for at køre 100 km hver gang. Thalia er skøn, helt klart en darling, men i den skala du har, er jeg enig i, at hvidt er hårdt. Det lyder ganske fortryllende! GLÆDER mig meget til at se din have i CDs nye bog :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ydersiden af kronbladene på tulipanerne fra dit link har den "rigtige" gule farve, som jeg så godt kan lide ;-) Jeg har en del hvidt og lysegult her først på sæsonen, og har planer om at lave endnu et lille bed med måneskinsgult og ..... muligvis lidt lyserødt.

      Ja, det er skønt at kunne se ned i haven fra lejligheden. Min have ligger 60 m nede af en lille grussti, og det er som at komme på nano ferie, når jeg er i haven. En helt anden lille verden. Jeg har aldrig taget arbejde med derned. Der er helle. Mht. Romantiske Haver skal du nok lige huske på, at Claus Dalby er dygtig til at få alting til at se vidunderligt ud. Han er superdygtig til at få stemninger med på sine fotos.

      Slet

Du er altid velkommen til at lægge en kommentar!