I dag tog jeg ikke "nej" for et svar

I går tog jeg på langfart til Bilka for at rive lidt Dalby frø og knolde ned i kurven. Velvidende at jeg havde mistet forstanden, for jeg har allerede købt alt for mange frø fra forskellige steder. Har ikke de rigtige forhold til et sådan så-show, men der skal fyldes i krukkerne til forår og sommer, og det er jo langt billigere selv at producere indholdet. Hvis ellers jeg kan finde ud af det. Da min lille have grænser op til rå mængder skvalderkål på 3 sider, kan jeg kun have krukker op til disse skel. Så jeg ville supplere mine krukker og samtidigt erstatte dem, der var gået i stykker denne vinter.



Jeg kastede nogle frøpakker i vognen (nogle af de cremede og rosa pakker samt nogle lathyrus, som jeg også havde sidste år. De var HELT fantastiske). Desuden lidt dahliaknolde og derefter styrede jeg mod udeområdet, hvor jeg kunne se, at der var sat krukker op. Men næ-nej. Glasdøren var låst og på et skilt stod "Åbner 1. marts". Æv. Så kunne de rende og hoppe. Jeg drog hjem igen.

Efter jeg var kommet hjem viste det sig, at det min. max termometer jeg havde købt til mit Grønne Plastik Helvede var defekt. Jeg var derfor nødt til at starte bilen op igen i dag og drage af sted for at bytte det. I mellemtiden havde jeg set Claus Dalbys indlæg om krukker i Bilka.

Det er meget muligt, at hr. Dalby aldrig får nej - men i dag - tog jeg ikke nej for svar!

Jeg styrede mod en mand og spurgte, om ikke han kunne åbne. Nej. Først i morgen. "Det skal være løgn", tænkte jeg og styrede mod en anden medarbejder, som ikke havde hørt den 1. sige nej. "Kan det være rigtigt, at man skal bo i Jylland for at kunne købe Claus Dalby krukker? Jeg er bekendt med, at andre af jeres afdelinger lystigt sælger ud af varerne, og de står der vel for pokker, fordi de skal sælges. Vær venlig at låse op". Tror vist også jeg fik sagt noget om diskrimination og forskelsbehandling. Jeg havde et smil på læben, men var nok en anelse myndig i min stemmeføring.

Jeg må have ramt det hemmelige kodeord, for døren blev låst op og her er lidt af, hvad jeg så:



Der var skam flere spændende ting kendt fra sidste år. Så som kastanjehegn. Det aner jeg heldigvis ikke, hvor jeg skulle gøre af. Til gengæld tænkte jeg, at jeg sagtens kunne finde en plads til sager som disse, så de røg op i vognen:



Og så lige denne som kan få lov at bo ved min køkkenvask:

 

Jeg nåede (desværre?) at tage en smut forbi Ancher's Havecenter, inden jeg tog til Bilka i dag, for jeg var ikke sikker på at få adgang til krukkerne. Så nu er min bil fyldt med krukker fra både Ancher's Havecenter og Bilka. Jeg må i morgen få bakset dem alle ned til min have. Den tid den glæde.



 



I Sne står urt og busk i skjul

Der er ikke meget at vise frem i haven for tiden. Det hele ser lidt trøsteløst ud. Mange bloggere viser vidunderlige opstillinger og billeder af smukke frøstande med hvide hatte.

"Yndigt" er ikke lige et ord, som falder mig ind, når jeg kigger mig omkring i min egen have.

I sne står urt og busk i skjul,
det er så koldt derude,
dog synger der en lille fugl
på kvist ved frosne rude.

 

Giv tid! giv tid! - den nynner glad
og ryster de småvinger,
giv tid! og hver en kvist får blad,
giv tid! - hver blomst udspringer.

 

Giv tid! og livets træ bli'r grønt,
må frosten det end kue,
giv tid! og hvad du drømte skønt,
du skal i sandhed skue.

 

Giv tid! og åndens vinterblund
skal fly for herlig sommer,
giv tid! og bi på herrens stund,
- hans skønhedsrige kommer.

 

Tekst: B. S. Ingemann, 1831
Melodi: J. P. E. Hartmann, 1866

 

En ganske pragtfuld gammel dansk sang, som jeg har sunget fra jeg var barn masser af gange uden egentligt at tænke over teksten. Må jeg med stor skam melde.

"giv tid! og hvad du drømte skønt,
du skal i sandhed skue."

Ja, det må man så sandelig da håbe med al den planlægning og indkøb af frø og småplanter m.m., som vi har gang i disse dage. Selv er jeg meget utålmodig i min venten på forår. Nu er det jo muligt, at hr. Ingemann ikke blot digtede om forårets komme, men det vil jeg tillade mig at tro lige nu.

 

I dag gik jeg ned i haven med et mål for øje. Hanne havde vist billeder fra sit forede drivhus med udsprungen Clematis Pixie. I går da jeg var nede og kigge til mit eget eksemplar, som står med dyne på i mit uopvarmed havehus, lagde jeg ikke mærke til, om der mon var knopper. Blot var jeg lykkelig over, at den tilsyneladende havde overlevet. Indtil videre. Pixie er en helt vidunderlig stedsegrøn klematis med måneskinsgule små blomster, som dufter helt forrygende og kraftigt. Desværre er den ikke helt vinterhårdfør. Derfor står den også på et bord sammen med et par andre planter, som der ikke var plads til i mit grønne plastikdrivhus (Det Grønne Plastikhelvede).

Det er i forvejen ved at brase sammen, da hylderne er tynget af krukker.

 

Jeg kan ikke klappe i hænderne over blomster endnu, som Hanne kan,  men der var dog "noget" i bladhjørnerne, som måske kunne være begyndelsen?

Hvor jeg dog håber, at denne pixie klarer vinteren.

Bordet med planterne pynter ikke just. Det ligner mest et forvirret spøgelse, som er gået forkert.

 

Det bringer mig til det næste: Der er SÅ meget jeg ikke ved.

Hvad betyder det f.eks., at man skal "vande sparsomt"?

 

Udover at der står krukker med stauder i Det Grønne Plastikhelvede, har jeg også fyldt op med krukker indeholdende planter under mit udhæng til Kagehuset. De får ingen væde, hvor de står. De skal naturligvis ikke vandes i frostvejr - duuuhhh - og jeg er da også klar over, at de sover vintersøvn,

 men hvor meget vand skal de have?

 

Så vidt jeg har kunne se, er der kun gået en enkelt krukke med planter i stykker i Det Grønne Plastikhelvede, ingen under udhænget og ingen af ovenstående i Kagehuset.

Planterne under det hvide fiberdug har alle grønne blade.

Men 2 meget store krukker, som jeg havde tømt og sat på hovedet og på fliser er gået i stykker.

Det har jeg beklaget mig over i et tidligere indlæg, for jeg er ærgerlig. Kunne forstå det, hvis der havde været jord eller planter i. Nå det nytter ikke at græde over spildt mælk. Videre.