Jeg bliver helt fristet til at skrive "fortsat fra forrige nummer", for jeg har ikke kastet det hele på bloggen på én gang. Der er jo flere ting og sager, som er nødvendige for en halvseriøs havetosse.
Da jeg også regerer rundt i haven på denne årstid, er der hårdt brug for gummistøvler. Sådan nogle som klarer både mudder og kulde. Jeg trængte til et par nye her i efteråret, og hvorfor skal det også være så kedeligt med røjsere, så jeg kastede mig over disse, som jeg varmt kan anbefale:
Ilse Jacobsens korte model. Kort fordi jeg nemt vil kunne komme ud og ind af dem,
når jeg suser ind og ud af Kagehuset. De er lidt store i størrelserne, men det er kun godt til dette formål, for jeg har smidt et par lammeskindssåler i, så de passer bedre og holder mine fusser varme. De er superdejlige. For de knap så modige kan jeg berette,
at de kan fås i sorte og masser af andre mere afdæmpede farver.
Disse er meget pink. Jeg famlede næsten efter solbrillerne, da jeg pakkede dem ud.
Lige indtil jeg besøgte
MP Havedesign i sommers, har jeg holdt mig langt væk fra Garden Girl.
Det var - trods alt - for pyssenysset til mig, mente jeg.
Men da jeg var på havebesøg hos Marie Louise Paustian,
kom jeg for skade at stikke fødderne i disse havesko.
Jeg har ellers brugt Muck Boots, men lad mig blot sige, at disse er ganske vidunderlige at have på. Det i en sådan grad, at jeg var helt ked af, at jeg ikke kunne beholde dem på,
når jeg skulle på arbejde. Der er god plads til at vippe med tæerne,
men elastikken gør, at de sidder godt fast på fødderne.
Især i sommervarmen hvor fødderne kan være en størrelse om morgenen
og en helt anden sidst på eftermiddagen, er disse geniale.
Nu jeg var i gang med Garden Girl, måtte jeg lige prøve disse handsker.
I virkeligheden bryder jeg mig ikke altid om at have handsker på,
for jeg føler, at jeg ikke rigtigt har føling med hvad jeg laver, og at de er lidt bøvlede at have på.
Jeg har dog adskillige gange om sommeren været et lille smut i haven, inden jeg susede af sted på arbejde, men det holdt jeg op med. For når nu man er der, og får øje på et frækt stykke ukrudt eller to, må man jo lige hapse det op, og det har mange gange været utroligt pinligt,
når jeg har siddet i et forretningsmøde og til min store skræk har fået øje på mine negle,
som var helt rene, da jeg forlod mit hjem, men som nu får mig til at se ud, som om jeg har været ude og grave min oldemor op, inden jeg ankom til mødet.
Disse handsker er dog utrolige. De er vidunderlige. Og kan man ikke lide flæser,
siger jeg bare "get over it", for de er skønne at have på! (Jeg synes dog de er søde).
De første handsker er dog for tynde til roser. Garden Girl laver nogle "rigtige" rosenhandsker
(ikke de viste), der er meget kraftige, og går langt op ad armene.
Som jeg netop har berettet, har jeg det lidt bopbop med at have handsker på,
så jeg har valgt denne lidt mindre Garden Girl model.
Der er det blødeste skind på indersiden og håndledene, og noget stræk-agtigt kraftigt stof på oversiden. De er lækre og gedigne nok til mig, når jeg skal rode med roser.
Jeg vil gerne have lidt føling med, hvad jeg foretager mig,
uden at blive stukket til blods. Dem kan jeg også anbefale.
Den tynde model her til våde og fugtige ting er også ok. Ja, det er ikke en gummihandske, men den har gummi på indersiden, og jeg har brugt den en del her i december,
hvor næsten alt jeg har haft fingre i, har været vådt eller fugtigt.
Den har også været varm nok, i det klima vi har nu.
Kan forestille mig at den bliver for kold i frostvejr,
hvis man er tosset nok til at rumstere rundt i haven i sådant vejr.
Det var måske lidt mange handsker at vise, for en person som hævder ikke at bryde sig om havehandsker, men jeg synes egentligt, at jeg har brug for dem alle.
Og hvorfor laver jeg nu disse indlæg om haveudstyr?
Jo, det er fordi jeg har lavet en del fejlkøb i min korte havetid.
Som da jeg f.eks. lige havde fået min have, og vidste 0 og en dyt om noget.
Dengang jeg syntes skvalderkål da var pænt osv. Jeg blev klogere.
Desværre kan jeg ikke tilføje et "hurtigt" her.
De første haveredskaber jeg købte var disse, som alle passer på samme skaft:
Jeg bruger stort set ingen af dem i dag. Nogle gange dimsen til venstre i flisefuger.
Sjældent hverken den lille eller store rive. Aldrig kultivatoren. Den ville slagte mine planter.
Og så er det for øvrigt tudegrimt. Men det er en helt anden sag.
Græstrimmeren er god til hækken på grusstien uden for haven. Og i nogle kanter til havenaboer,
som har rå mængder skvalder, der kommer krybende hele tiden.
Kosten kan man ikke komme uden om, men grim er den.
Ginge håndskubberen til mine græsstier kan IKKE anbefales.
Den er skrækkelig. Jeg har ikke meget græs, men en græsslåmaskine må jeg have.
Burgon and Balls damespade er til gengæld vidunderlig, hvis man har plantet tæt.
Jeg har fået min havealf til at slibe den. Han kalder den "Sølvspaden" (lidt hånligt),
men den hører til blandt noget af mit kæreste haveudstyr.