Poulsen rosen Kronprinsse Mary
Er næsten færdig med at blomstre lige nu. Jeg flyttede den for et par uger siden fra en stor krukke til en plads ved havehullet, hvor austinrosen Winchester Cathedral tidligere stod. Den har nu fået et nyt hjem hos en havenabo. Mary har ganske vist knopper, så mon ikke hun springer ud med nye lysegule knopper, der langsomt bliver til disse cremehvide. Jeg tror det.
I foråret såede jeg cosmos Xanthos. Jeg plantede nogle af dem ud omkring Mary, for jeg tror, de vil se godt ud sammen. Xanthos står endnu ikke i fuldt flor hos mig, men jeg glæder mig til,
at de alle springer ud, så det bliver et brus af denne smukke farve.
Claire Austin står i et stort rustent Dalby stativ fra Bilka på den anden side af havehullet.
Austinrosen Olivia
Jeg er blevet temmelig begejstret for Olivia, som står i en stor krukke.
Jeg købte denne lyserøde verbena hos Anchers Havecenter, og jeg fortryder, at jeg ikke købte flere. Jeg har hverken før eller siden stødt på denne farve, som passer så flot med alt i min have.
Min havenabos (Gros) Constance Spry og mine egne Madame Alfred Carrière er snart færdige for denne gang, men ser stadigt dejlige ud.
Heldigvis vil madammerne blomstre det meste af sommeren.
Heldigvis vil madammerne blomstre det meste af sommeren.
Nu til noget mærkeligt. Jeg plejer (nej plejer er ikke død) at følge Ernst Jensens opskrift på pasning af mine roser fra hans bog Mit liv med roser. I år har jeg dog ikke sprøjtet min roser. Og det kan ses flere steder. Jeg har krøllede blade på flere roser, "skudhuller" i bladene nogle steder og opdaget skjoldlus på mine St. Swithun. Og se nu her. De brune perler er utroligt klistrede. Minder lidt om harpiks. Jeg aner ikke hvad det er. Hvis nogen ved det, vil jeg meget gerne høre om det. Indtil videre har jeg kun fundet det på to forskellige roser. Louise Odier og Harlow Carr.
Mystikken breder sig. Hvad kan det være mon? Plantesaft? Et insekts gøren?