Flere pasteller og mystik i roser

Hvis man har klikket sig ind på denne blog mere end 1 gang, ved man nok, at jeg er begejstret for pasteller. Ikke at jeg ikke bryder mig om andre farver i haver, men min have er så lille, at jeg synes, at der skal være en sammenhæng. Jeg ved også, at det er "moderne" med de mættede farver og kontraster. Der gik et lys op for mig, da jeg i 2009 læste om Claus Dalbys tone-i-tone koncept. Jeg ved godt, at han i dele af sin store have har kastet sig ud i andre farvekombinationer, men jeg holder mig til pastellerne. Stort set. Selvom andre valg kan være smukke.

Poulsen rosen Kronprinsse Mary 

Er næsten færdig med at blomstre lige nu. Jeg flyttede den for et par uger siden fra en stor krukke til en plads ved havehullet, hvor austinrosen Winchester Cathedral tidligere stod. Den har nu fået et nyt hjem hos en havenabo. Mary har ganske vist knopper, så mon ikke hun springer ud med nye lysegule knopper, der langsomt bliver til disse cremehvide. Jeg tror det.

I foråret såede jeg cosmos Xanthos. Jeg plantede nogle af dem ud omkring Mary, for jeg tror, de vil se godt ud sammen. Xanthos står endnu ikke i fuldt flor hos mig, men jeg glæder mig til, 

at de alle springer ud, så det bliver et brus af denne smukke farve.

Claire Austin står i et stort rustent Dalby stativ fra Bilka på den anden side af havehullet.

Austinrosen Olivia

Jeg er blevet temmelig begejstret for Olivia, som står i en stor krukke.

Jeg købte denne lyserøde verbena hos Anchers Havecenter, og jeg fortryder, at jeg ikke købte flere. Jeg har hverken før eller siden stødt på denne farve, som passer så flot med alt i min have.

Min havenabos (Gros) Constance Spry og mine egne Madame Alfred Carrière er snart færdige for denne gang, men ser stadigt dejlige ud.
Heldigvis vil madammerne blomstre det meste af sommeren.

Nu til noget mærkeligt. Jeg plejer (nej plejer er ikke død) at følge Ernst Jensens opskrift på pasning af mine roser fra hans bog Mit liv med roser. I år har jeg dog ikke sprøjtet min roser. Og det kan ses flere steder. Jeg har krøllede blade på flere roser, "skudhuller" i bladene nogle steder og opdaget skjoldlus på mine St. Swithun. Og se nu her. De brune perler er utroligt klistrede. Minder lidt om harpiks. Jeg aner ikke hvad det er. Hvis nogen ved det, vil jeg meget gerne høre om det. Indtil videre har jeg kun fundet det på to forskellige roser. Louise Odier og Harlow Carr. 

Mystikken breder sig. Hvad kan det være mon? Plantesaft? Et insekts gøren?

Pakket ind i roser og andre pastel lækkerier

Da min entusiasme for haveri brød ud i lys lue i 2009 drømte jeg om at lave et fortættet lille haveunivers, hvor roser og andre havegodter  pakkede min lille have ind. Den slags tager tid, men nu er den ved at være der. I hvert fald lige nu hvor roserne giver den gas.

Her er et lille udsnit af de 3 stk. St. Swithun der dækker et rionet på 3 m x 1,8 m . 

Det er ikke en klatrerose, men den kan godt blive stor.

St. Swithun fra den anden side. Den udgør en af siderne på min lille terrasse. 

Kombinationen af min mobil og det skarpe lys er ikke en god kombination, når der skal tages billede, for farverne "forsvinder" på billederne. 

Billedet over dette som er taget i skyggen, viser bedre farven på denne rose. 

Jeg har før vist hovedindgangen til min lille have, men her er den igen, for det er en vidunderlig modtagelse man får disse dage. Det er min havenabos (Gro) Constance Spry som kravler ind til mig samt mine egne svagt lyserøde Madame Alfred Carriére. Begge typer roser er ALT for store til omgivelserne, men saksen er vel opfundet, tænker jeg.

Hegnet for den ene ende af haven er også dækket af rosen Arvensis Splendens. 

Jeg elsker småvilde have, men indrømmer blankt, at det er ved at være lidt for vildt. 

Paeonia Myrtle Gentry er en af de kraftigst duftende pæoner og - efter min mening - 

også en af de smukkeste.

Sarah Bernhard er også lyserød og med fin duft, men anderledes end Myrtle, 

som jeg varmt kan anbefale.

Der er stadigt masser af akelejefrøstjerner rundt om i haven. Deres fine farve og lethed passer med næsten alt andet, jeg har i haven. Her står de sammen med bistorta officinalis. De har næsten nøjagtig samme farve, og dette er en godt eksempel på, at planterne nogle gange selv finder ud af det. For dette er en selvsået akelejefrøstjerne.

Bierne er HELT vilde med denne slangeurt.

Claus Dalby på tv

Da jeg følger lidt med på Claus Dalbys Instagram, så jeg i går aftes, at der er lavet en portrætudsendelse på TV2Østjylland. Jeg så udsendelsen i går aftes, og kan anbefale at man laver sig selv en kop te eller anden drik, og klikker sig ind på udsendelsen her.

Jeg har adskillige gange her på bloggen skrevet om min ærgrelse over, at en af de store tv stationer ikke lader CD løbende lave haveudsendelser à la Gardeners' World. Udover at det ville være utroligt spændende at følge med i, hvad der sker i hans egen have over havesæsonen, ved jeg fra hans bøger, at han har kendskab til ufatteligt mange helt vidunderlige haver i såvel Danmark som andre europæiske lande. Alt sammen inspirerende og ikke mindst lærerigt. Jeg kan med sikkerhed sige, at min egen have aldrig ville have set ud som den gør, hvis ikke det var for Claus Dalby. Det var hans blog og bøger, der tændte min haveinteresse. Ja, satte den i brand. Jeg har det muligvis med CD, som han havde det med Anne Just i sin tid.

Jeg har også for et par år siden skrevet til DR og Tv2. Måske hvis vi var nok, der skrev? Indtil videre må vi håbe og ellers nyde Gardeners' World og denne lille snas fra Claus Dalbys have. God fornøjelse.

Pip og roser

At jeg er begejstret for roser er vist ingen hemmelighed, men jeg er ikke samler. Det er den stemning, som roser bidrager med, jeg så godt kan lide. Og da jeg kan være impulsiv og let begejstres, er rosernes antal på lidt mystisk vis kommet lidt ud af kontrol. Næsten uden at jeg opdagede det. Der er mange andre ting i en have, som bidrager til stemninger, så I får lige et par eksempler skudt for et par dage siden i min have. Hvis man følger mig på Instagram, vil man kunne nikke genkendene til nogle af disse billeder.

Den ene indgang til min lille have er blevet et rent vildnis. Og det får det lov til at være. 

Jeg er til det lidt småvilde look. Den lyserøde rose i forgrunden er slet ikke min, men tilhører min havenabo Gro. Det er Constance Spry, og hun kravler ind til mig flere steder. Hun er meget velkommen. Den svagt lyserøde bag Constance er Madame Alfred Carriére. 2 stk. faktisk. De står på hver sin side af en rosenbue, og fylder helt vildt. Jeg nåede ikke at klippe i dem i foråret.

Jeg elsker hyggelige overraskelser i haven. Jeg har en del små fuglehuse rundt om, og bag den gigantiske vildbasse Arvensis Splendens sidder bl.a. et lille mariehønehus. Jeg ved godt, at jeg burde have klippet den visne rose væk, inden jeg tog billedet, men jeg klipper egentligt ikke i denne rose. Det er den eneste engangsblomstrende jeg har, så det er der ingen grund til. 

Også denne rose er ALT, ALT for stor til min lille have, men smuk er den i al sin magt og vælde, og den får lov at kaste sig rundt.

Jeg har for et par indlæg siden også vist et fuglehus, som sidder på en stolpe, og lidt til venstre for mariehønehuset sidder et andet lille fuglehus gemt bag Arvensis Splendens og klematissen Broughton Star, som også giver den gas lige nu, og passer så smukt med rosen.

Claire Austin er lige sprunget ud. Hun har masser af knopper og nye skud. Hun starter med denne farve, som falmer til næsten hvid med et gulligt strejf. Hun dufter også vidunderligt. Jeg er begejstret for denne rose, som har fået en central plads i min lille have ved vandhullet.

Austinrosen St. Swithun består egentligt af 3 roser, som skulle dække et rionet på 3 m i bredden og 1,8 m i højden. Det gør de til fulde. 

Dem fik jeg heller ikke klippet i, så de er blevet meget store og blomstrer som en vanvittig. 

Dem kommer I nok til at se mere til her på bloggen, for de er imponerende.

Tante Grøn skrev på min Instagram, at dette billede var ren Morten Fuglekorch, og det har hun ret i. Flaget i baggrunden tilhører en anden lille have et par haver væk. Ejeren døde meget pludseligt og blev begravet for 1 uges tid siden. Det får jo én til at komme i tanke om, at man skal huske at nyde de små ting. Hver eneste dag.

Lidt rislende vand i varmen

Selvom man har en lille bitte have, kan man godt få plads til et lille bitte vandanlæg. Når man kommer ind ad én af de 2 havelåger i min lille have, kan man ikke se mit vandhul, før man næsten er helt henne ved Kagehuset. Selvom man kan høre det om sommeren når solen skinner. Alligevel bliver havegæster som aldrig har været i min have overraskede, når de får øje på vandet. "Hold da op har du også vand" ......... og efter en kort pause, hvor de har stirret på vandet "og fisk!" Ja, det har jeg. Her i varmen kan jeg bilde mig selv ind, at lyden gør det køligere, end det i virkeligheden er. Noget værre vås selvfølgelig. Det er altid dejligt at høre lyden af vandet. Den lille pumpe kører på et solcellepanel. Det er ikke så stort, og heldigvis for det, for det er jo ikke specielt kønt. Der er intet batteri tilkoblet, så det virker kun i solskin.

Jeg skød denne lille video i solskinnet i forgårs. Videoen er taget i skarpt solskin, og jeg er langt fra en god fotograf. Kvaliteten bliver bedre, hvis man trykker på YouTube nederst til højre.
Læg mærke til de smukke "pigsten" by Helle Nørby, som ligger lidt tilfældigt i kanten. Dem vil jeg fortælle meget mere om senere, for de er fantastiske og kan bruges til alt fra stillebens til små overraskelser på stier af pigsten og ja .... f.eks. vand i haven.