Pip og roser

At jeg er begejstret for roser er vist ingen hemmelighed, men jeg er ikke samler. Det er den stemning, som roser bidrager med, jeg så godt kan lide. Og da jeg kan være impulsiv og let begejstres, er rosernes antal på lidt mystisk vis kommet lidt ud af kontrol. Næsten uden at jeg opdagede det. Der er mange andre ting i en have, som bidrager til stemninger, så I får lige et par eksempler skudt for et par dage siden i min have. Hvis man følger mig på Instagram, vil man kunne nikke genkendene til nogle af disse billeder.

Den ene indgang til min lille have er blevet et rent vildnis. Og det får det lov til at være. 

Jeg er til det lidt småvilde look. Den lyserøde rose i forgrunden er slet ikke min, men tilhører min havenabo Gro. Det er Constance Spry, og hun kravler ind til mig flere steder. Hun er meget velkommen. Den svagt lyserøde bag Constance er Madame Alfred Carriére. 2 stk. faktisk. De står på hver sin side af en rosenbue, og fylder helt vildt. Jeg nåede ikke at klippe i dem i foråret.

Jeg elsker hyggelige overraskelser i haven. Jeg har en del små fuglehuse rundt om, og bag den gigantiske vildbasse Arvensis Splendens sidder bl.a. et lille mariehønehus. Jeg ved godt, at jeg burde have klippet den visne rose væk, inden jeg tog billedet, men jeg klipper egentligt ikke i denne rose. Det er den eneste engangsblomstrende jeg har, så det er der ingen grund til. 

Også denne rose er ALT, ALT for stor til min lille have, men smuk er den i al sin magt og vælde, og den får lov at kaste sig rundt.

Jeg har for et par indlæg siden også vist et fuglehus, som sidder på en stolpe, og lidt til venstre for mariehønehuset sidder et andet lille fuglehus gemt bag Arvensis Splendens og klematissen Broughton Star, som også giver den gas lige nu, og passer så smukt med rosen.

Claire Austin er lige sprunget ud. Hun har masser af knopper og nye skud. Hun starter med denne farve, som falmer til næsten hvid med et gulligt strejf. Hun dufter også vidunderligt. Jeg er begejstret for denne rose, som har fået en central plads i min lille have ved vandhullet.

Austinrosen St. Swithun består egentligt af 3 roser, som skulle dække et rionet på 3 m i bredden og 1,8 m i højden. Det gør de til fulde. 

Dem fik jeg heller ikke klippet i, så de er blevet meget store og blomstrer som en vanvittig. 

Dem kommer I nok til at se mere til her på bloggen, for de er imponerende.

Tante Grøn skrev på min Instagram, at dette billede var ren Morten Fuglekorch, og det har hun ret i. Flaget i baggrunden tilhører en anden lille have et par haver væk. Ejeren døde meget pludseligt og blev begravet for 1 uges tid siden. Det får jo én til at komme i tanke om, at man skal huske at nyde de små ting. Hver eneste dag.