Luskede mælkebøtter

Alt imens jeg sidder på havebænken og spekulerer over, om havens roser og andre vækster er eksploderede,  på grund af den megen regn vi har fået på det sidste blandet med lidt sol, eller den måde jeg har gødet på i år, skyder mælkebøtter og andet ukrudt også frem med eksplosiv fart. Lige som jeg tror, at NU er jeg færdig med at luge, så vupti får jeg øje på nogle flere frækkerter, som skal have én (eller flere) over nakken.

Nej den er ikke pæn!

Tæt på min have findes andre haver og vilde områder, hvor der ikke fjernes mælkebøtter. Resultatet er som følge heraf, at de dunede frø flyver rundt i luften for så at lægge sig godt til rette i min lille have. 

Jeg har besvær nok med at få plads til planter, som jeg gerne vil have, og disse gule snyltere skal ikke tage saft og kraft fra dem, jeg så gerne vil forkæle.

For nogle måneder siden fik jeg pludseligt en søndag morgen det mest rædselsfulde hold i ryggen. Den slags hvor man ikke kan rejse sig fra sin stol og næsten er bange for at trække vejret. Der gik nærmest panik i mig, når jeg skulle nyse, for slet ikke at tale om skrækken når jeg var nødt til at bevæge mig. Havearbejde kræver sin kvinde. Jeg har ikke en nem have, selvom den er lille.

Derfor blev jeg også både overrasket og glad, da jeg modtog en mail, som tilbød mig at afprøve Fiskars mælkebøttefjerner og så anmelde den på min blog.

I kender den godt. Det er den fra reklamerne. Jeg har set såvel reklamer som anmeldelser for denne tingest tidligere - før det med ryggen - og tænkt "det er da som at skyde gråspurve med kanoner". Hvad er der nu glat med et godt gammeldags mælkebøttejern, som kan bruges til en mængde andre ting.

Det skal jeg såmænd sige jer. 

Det tager oceaner af tid, er møgbesværligt og dårligt for ryggen.

Det går som lyn og torden, når man skal fjerne mælkebøtter med denne himstregims. 

Som jeg har døbt Mælkebøttegeværet.

Det er virkeligt lige så hurtigt som i reklamerne. Græsset gror med lynets hast med al den regn ....... og det gør mælkebøtterne lige så.

De fandens mælkebøtter har det med at gemme sig i græsset, inden de som lyn fra en klar himmel pludseligt stikker hovederne helt frem. Inden jeg slår græsset, går jagten ind. Nu bevæbnet med det skarpladte Mælkebøttegevær. For hvis man tror, at mælkebøtterne forsvinder, blot fordi man kører et par gange over med plæneklipperen - kan man godt tro om igen!

Efter mit hold i ryggen købte jeg en OneLeg. I lyserød.
Med gummidut til enden, så jeg også kunne bruge den indendørs. Jeg har købt min hos MP Havedesign, men jeg har også set den i flere havecentre. (Bl.a. i Gardenshop i Høsterkøb), men vil man have den leveret til døren i en bestemt farve, kan man bestille den hos Marie Louise.

Jeg bruger min i haven næsten hver dag. Men den er ikke egnet til at fjerne mælkebøtter, da man hele tiden skal rejse sig og flytte hen til en anden gul bøtte.

Det er en sand fryd at lade Mælkebøttegeværet og finde mælkebøtter, når man er udstyret med Fiskars værktøj til formålet. Ja, mælkebøttegeværet laver et hul i græsplænen, men efter et par dage, er hullerne væk igen.


SÅ: Vil du fjerne mælkebøtter i en fart og samtidigt skåne ryggen, 

er dette alvorligt talt et godt stykke værktøj!

Der ER selvfølgelig en anden mulighed end at smide mælkebøtterne ud. Er man et overmenneske udstyret med enorme mængder energi og tid, som fru Pedersen tilsyneladende er, kan man jo tage sit mælkebøttegevær og gå på jagt hos alle naboerne, hvis ikke man kan finde nok mælkebøtter hos sig selv - og så lave sirup af dem.

Jeg indrømmer det. 

Jeg råbte "NU STOPPER HUN", 

så højt at papegøjen var ved at falde ned af pinden, da jeg læste fru Pedersens indlæg og opskrift på mælkebøttesirup.

Vil du gøre hende kunsten efter kan du klikke her.

Jeg gad godt smage ;-)

Gal med gul

Ja, ikke "rigtig" gul men den cremede måneskinsgule altså. Den er smuk med mange forskellige farver.

Jeg kom for skade at tale med Syrenprinsen, Tante Grøns søde mand, som fortalte mig om en helt svagt lysegul syren. Sådan en måtte jeg have, og jagten gik ind. Det viste sig ikke at være helt nemt at opstøve en med knopper, så den ville komme til at blomstre i år, og pokker stå sig i at købe en syren i april eller maj, som først kom til at blomstre næste år. Ikke på vilkår. Min stædighed gav gevinst. Jeg fandt et eksemplar.

Syringa Primrose. Er det ikke en vidunderlig farve?

Den er sat i en stor krukke lige overfor vandhullet med de hvide og lysegule farver, hvor der er flere ligesindede lysegule og cremede farver.

Denne langsporede lyse akeleje er allerede sprunget ud.

Denne lysegule tagetes Eskimo står ved foden af syrenen sammen med nogle violette sommerblomster.

I formiddags da jeg var på vej ud af døren, ringede en havenabo og spurgte, om jeg ville med på Aldershvile Planteskole. JOW, jeg skulle alligevel den vej, så jeg kunne godt slå et slag inden om.

Mens vi var der, kom en gartner hen og spurgte, om ikke det var mig, der var på jagt efter en lysegul syren. Jo, det var det, men jeg havde fundet en på en anden planteskole.

Ærgerligt for hun havde fundet et flot stort eksemplar, som hun havde overset.

Det viste sig at være en kæmpestor og meget smuk busk til en rimelig pris, som min havenabo nappede. 

Nappede og nappede er så meget sagt. Den var så stor, at hun var nødt til at komme igen senere og transportere den hjem med en trailer.

Det var jo den, jeg skulle have haft, så jeg var nødt til at finde noget at trøste mig med og vupti

hoppede denne dejlige lysegule rose Kronprinsesse Mary fra Poulsen Roser op i kurven. Læg mærke til de små gulgrønne knopper og den dejlige boldformede cremede knop. Rosen har også en fin duft.

Nu er det ikke alt, som er lysegult. Mit lille nye Discovery æbletræ blomstrer hvidt og lyserødt.

Og det vælter op af jorden med alskens ting og sager. Som jeg ikke altid har forventet. Det er ind i mellem som at finde penge i en gammel frakkelomme. Man havde helt glemt, at man havde dette eller hint, og man bliver så kisteglad, når man ser det igen.