Du milde hvor går det stærkt med det hele i haven på trods af, at vejret har været til den kølige og fugtige side. Roserne brager af sted med en sådan fart, at jeg er helt bange for, at det hele futter af på én gang. I dag skal jeg i gang med seriøs deadheading. Der er ikke længere nok med et snip her og der. Fra nu af kommer der til at gå en del tid med at fjerne afblomstrede rosenhoveder, så jeg kan holde gang i blomstringen.
Giardina
De kan også godt finde ud af at lave skønne roser i Tyskland. Tantau har denne dejlige rose i deres sortiment. Den står i et stativ, fordi den skulle kunne blive 3-4 meter høj, men hos mig er den altså lidt en undermåler. Muligvis fordi den er pakket ind i andre planter.
Giardina
Som man måske kan fornemme, er blomsterne tætpakket med kronblade. Igen i går aftes havde jeg kun mobilen ved hånden, men jeg håber man alligevel får et indtryk af, hvor dejlige roserne er lige nu. Selvom alle mine roser remonterer - på nær Arvensis Splendens - er det andet flor som kommer senere ikke så overdådigt som det første.
Awakening
Dette mærkelige rodede billede har jeg sat på for at vise, hvor stor Awakening er blevet. Jeg bliver nødt til at gøre et eller andet denne weekend for at få lidt styr på den, for jeg kan næsten ikke komme forbi. Den har kastet sig op på taget af Kagehuset, og det må den gerne, men den har også kastet sine fangarme ud i andre retninger.
Awakening som den ser ud, når den næsten er færdig. Den har en utrolig mængde knopper.
Den historiske bourbon rose Louise Odier
Måske vil man en dag opfinde en duftcomputer, men indtil videre må I bare stole på mig, når jeg siger, at duften er vidunderlig. Det er en grokraftig og sund rose.
Austinrosen Scepter d'Isle er blevet ca. 160 cm høj, fordi jeg har holdt saksen i ro.
Den blomstrer som en drøm og dufter også dejligt.
Den blomstrer som en drøm og dufter også dejligt.
Austinrosen Sharifa Asma
Jeg slutter af med Sharifa Asma, som er en smuk rose med en varm lyserød farve. Det er en ganske dejlig rose, selvom jeg altid har haft lidt bøvl med løvet sidst på sæsonen. Jeg har kun interesseret mig for roser siden 2009, så min erfaring er begrænset i sammenligning med mange andres, men det forekommer mig, at den samme rosenbusk kan reagere forskelligt fra år til år.
Der er sikkert mange, som spekulerer på, om jeg kun har lyserøde roser, og dertil kan jeg sige "nej". Jeg har også en del hvide og et par måneskinsgule, men dem vil jeg vise en anden gang.
Samtlige billeder i dette indlæg er taget med mobilen i går aftes mellem kl. 21:30 og 22:00.