Storhedsvanvid og syrlige bolcher

Min have er ikke særlig stor. "En bitte lille have", som Claus Dalby har kaldt den i Romantiske Haver. Jeg ved det jo godt. Alligevel slæber jeg planter hjem, som hører hjemme under større forhold. I forgårs var jeg i Aarhus, og der er planterne tilsyneladende endnu mere hoppende, end de er på mine kanter. Jeg har længe gerne ville have en wisteria. Jeg købte for et par år siden en nordamerikansk en af slagsen, Amethyst Falls, men den kom aldrig til at at ligne andet end en vissen pind, så min frygt for at den ville sluge min lille have i én mundfuld blev gjort til skamme, og jeg endte med at forære den til en havenabo. "Det er nok også bedst", tænkte jeg.

 Og så skete det igen. Jeg fik øje på denne smuksak. 

Wisteria brachybotrys "Showa-beni".
Ca. 160 - 170 cm høj. 

Den fik følgeskab af en del andre dejlige planter, og desværre knækkede nogle af blomsterne 

under hjemtransporten, men nu ved jeg da med sikkerhed, 

at den har den "rigtige" farve, som jeg gerne ville have. 

Jeg ved godt, at wisteria bliver koloenorme, og at det tenderer storhedsvanvid, 

men saksen er opfundet, og jeg vil forsøge at holde den i en krukke og beskære den til et træ. 

Hvis jeg da kan hitte ud af det.

For et par uger siden købte jeg Austin rosen James Galway, der kan blive på størrelse med en lille klatrerose. Den skulle stå i et Dalby stativ. Men så kom jeg for skade at falde forbi en planteskole, og skulle liiiige kigge lidt på deres roser. Og der stod den. Our Last Summer. I blomst. Den duftede vidunderligt. Lidt som rosen Gertrude Jekyll. Den havde en sød lyserød farve og et sundt smukt løv. Det er en ny dansk rose i serien plant n'relax
(den hopper jeg nu ikke på. Roser skal forkæles). 

De fotos jeg har set af denne rose, har ikke imponeret mig, men de eksemplarer jeg så på planteskolen, var rigtig dejlige og VUPTI hoppede den op i kurven. På trods af at jeg har vanskeligt ved at klemme flere roser ind, og nu ikke aner, hvor jeg skal gøre af James Galway. 

Indtil videre står begge roser stadigt i potterne sammen med sommerblomsterne, 

som endnu ikke ser ud af så meget.

Her er endnu et eksempel på storhedsvanvid. 

Dette er den ene indgang til min lille have. Under virvaret af rosengrene står en rosenbue. 

Jeg plantede en Madame Alfred Carrière på hver side sammen med klematis Prinsesse Alexandra, og det var ikke så klogt. For de bliver jo kæmpestore. 

Her er rosen fra den anden side. Nederst til højre kan man lige ane toppen af rosenbuen.

Hvis man har lyst, kan man gå ind under afsnittet om "Mine roser" i højre panel, 

og se hvordan madammerne så ud i sommeren 2013. Det er sørme gået stærkt. 

Måske man skulle binde dem lidt ind?

Det er jo det, jeg siger: Storhedsvanvid.

Mit syrlige bolche, som jeg kalder mit limegrønne hjørne. Jeg fik et flip med det limegrønne og lilla sidste år, og jeg har ikke kunne nære mig igen i år. 

Jeg elsker disse friske farver, og glæder mig til, at det hele vokser lidt sammen.

Det syrlige bolche på den anden side og taget den anden vej. 

Det er skønt at sidde inde i Kagehuset med det grønne gardin som er ved at vokse op uden for. 

Lysvirkningerne er behagelige og smukke.

Romantiske Haver er nu udgivet

I dag kom postbudet med Claus Dalbys seneste bog Romantiske Haver. Og jeg har svært ved at få armene ned. Som nogle vil vide, figurerer min lille have i bogen, men det er ikke derfor, jeg er så begejstret. Nej, Claus Dalby har gjort det igen. Haverne er som perler på en snor. 23 fantastiske haver fra hans haverejser rundt i hele Europa. Min egen have på ca. 200 m2 er den mindste af dem alle. Bogen viser haver i alle størrelser. Flere af dem vil jeg kalde parker, men fælles for alle er, at brugen af blomster, planter, små havebygninger og rekvisitter alle har et romantiskt islæt.

Kan man lide roser, er denne bog en "must have", for alle haver har forskellige roser, som er med til at give haverne et romantisk anstrøg. Derudover er bogen garneret med fotos af andre hyggelige indslag i haverne, som er med til at skabe den nostalgiske stemning. Man kunne frygte, at en bog med titlen "Romantiske Haver" ville være så sukkersød og honningdryppende en fotokavalkade, at man fik kvalme, men det er slet ikke tilfældet. Bogens mange fine detaljer viser også rå og rustik romantik. Det er jo det, Claus Dalby gør så eminent: Han får stemninger med på sine dejlige fotos. Det er ikke blot smukke glansbilleder, men billeder som viser havernes sjæl. Claus forstår at vise de mange små detaljer, som man let kunne overse på en havevandring.

Man kan svælge mellem småvilde haver med rå mængder blomster, roser som er vilde i timen, og har indtaget træer over til stramt formklippede figurer og hække. Det er en af den slags bøger, hvor jeg bladrer rundt og forsøger at beslutte mig for, på hvilke sider jeg helst vil flytte ind. Tante Grøns og Syrenprinsens dejlige have er også med, og man kan nyde Tante Grøns superlækre og naturlige stillebens. Jeg kan i øvrigt oplyse om, at Tante Grøns have er med i det sidste nye Isabellas.

I kan se bogen her - men lad det være sagt med det samme: Denne hurtig bladren gør slet ikke bogen ære. Det er noget helt andet at sidde med bogen i hånden. Jeg taler af erfaring.

Haverne er så skønne, at selvom jeg da synes, at min have er sød og dejlig, ved jeg ikke helt, hvad jeg laver i så flot et selskab. Jeg har det som musen i historien om elefanten og musen, der sammen gik over en bro, og musen siger til elefanten "Orv hvor vi tramper".

Uventet tulipan

Mon der er andre end mig, som ind imellem kigger en ekstra gang på de tulipaner og narcisser, som udfolder sig, og spekulerer på, hvordan og hvornår de er kommet til?

Denne dobbelte tulipan dukkede op flere steder, og jeg tænkte, at det måtte være en fejlleverance, for den havde jeg da ikke købt og lagt i efteråret. Jeg måtte kigge i mine gemmer for at sikre mig, at jeg ikke var blevet småsenil, men nej. Ingen af de flotte posefotos, som jeg havde gemt, lignede denne tulipan. Jeg talte med min havenabo, Gro, om tulipanen, og hun viste mig, at hun havde et enkelt eksemplar af samme tulipan. Mystikken bredte sig. Jeg var ærgerlig over ikke at kende navnet på tulipanen, for jeg var ret begejstret. Den passer flot med alle de hvide, måneskinsgule og creme narcisser og de forskellige pink og purpur tulipaner, som jeg har. Så slog det mig. BOM! Det måtte være den dobbelte Shirley tulipan, som jeg havde købt. Den ligner overhovedet ikke billedet på posen. Den er faktisk smukkere. Slet ikke som jeg forventede. Dejligere.
REDIGERING:

Shirley Double fotograferet i eftermiddags.
"What a difference a day makes"
Jeg tog et billede af samme tulipan i eftermiddags, som er vist øverst i dette indlæg.
På blot 1 dag har tulipanen (ja dem allesammen i denne sort) ændret sig, således at man nu tydeligt kan se, at dette er Shirley Double. Jeg håber stadigt, at jeg kan få fat i flere til efteråret.

Tulipanen er købt i Bilka, og nu vil jeg så bare håbe, at bilkadrengene køber den igen til efteråret, for den må jeg have nogle flere af!