Storhedsvanvid og syrlige bolcher

Min have er ikke særlig stor. "En bitte lille have", som Claus Dalby har kaldt den i Romantiske Haver. Jeg ved det jo godt. Alligevel slæber jeg planter hjem, som hører hjemme under større forhold. I forgårs var jeg i Aarhus, og der er planterne tilsyneladende endnu mere hoppende, end de er på mine kanter. Jeg har længe gerne ville have en wisteria. Jeg købte for et par år siden en nordamerikansk en af slagsen, Amethyst Falls, men den kom aldrig til at at ligne andet end en vissen pind, så min frygt for at den ville sluge min lille have i én mundfuld blev gjort til skamme, og jeg endte med at forære den til en havenabo. "Det er nok også bedst", tænkte jeg.

 Og så skete det igen. Jeg fik øje på denne smuksak. 

Wisteria brachybotrys "Showa-beni".
Ca. 160 - 170 cm høj. 

Den fik følgeskab af en del andre dejlige planter, og desværre knækkede nogle af blomsterne 

under hjemtransporten, men nu ved jeg da med sikkerhed, 

at den har den "rigtige" farve, som jeg gerne ville have. 

Jeg ved godt, at wisteria bliver koloenorme, og at det tenderer storhedsvanvid, 

men saksen er opfundet, og jeg vil forsøge at holde den i en krukke og beskære den til et træ. 

Hvis jeg da kan hitte ud af det.

For et par uger siden købte jeg Austin rosen James Galway, der kan blive på størrelse med en lille klatrerose. Den skulle stå i et Dalby stativ. Men så kom jeg for skade at falde forbi en planteskole, og skulle liiiige kigge lidt på deres roser. Og der stod den. Our Last Summer. I blomst. Den duftede vidunderligt. Lidt som rosen Gertrude Jekyll. Den havde en sød lyserød farve og et sundt smukt løv. Det er en ny dansk rose i serien plant n'relax
(den hopper jeg nu ikke på. Roser skal forkæles). 

De fotos jeg har set af denne rose, har ikke imponeret mig, men de eksemplarer jeg så på planteskolen, var rigtig dejlige og VUPTI hoppede den op i kurven. På trods af at jeg har vanskeligt ved at klemme flere roser ind, og nu ikke aner, hvor jeg skal gøre af James Galway. 

Indtil videre står begge roser stadigt i potterne sammen med sommerblomsterne, 

som endnu ikke ser ud af så meget.

Her er endnu et eksempel på storhedsvanvid. 

Dette er den ene indgang til min lille have. Under virvaret af rosengrene står en rosenbue. 

Jeg plantede en Madame Alfred Carrière på hver side sammen med klematis Prinsesse Alexandra, og det var ikke så klogt. For de bliver jo kæmpestore. 

Her er rosen fra den anden side. Nederst til højre kan man lige ane toppen af rosenbuen.

Hvis man har lyst, kan man gå ind under afsnittet om "Mine roser" i højre panel, 

og se hvordan madammerne så ud i sommeren 2013. Det er sørme gået stærkt. 

Måske man skulle binde dem lidt ind?

Det er jo det, jeg siger: Storhedsvanvid.

Mit syrlige bolche, som jeg kalder mit limegrønne hjørne. Jeg fik et flip med det limegrønne og lilla sidste år, og jeg har ikke kunne nære mig igen i år. 

Jeg elsker disse friske farver, og glæder mig til, at det hele vokser lidt sammen.

Det syrlige bolche på den anden side og taget den anden vej. 

Det er skønt at sidde inde i Kagehuset med det grønne gardin som er ved at vokse op uden for. 

Lysvirkningerne er behagelige og smukke.