Det er meget mystisk. Helt mærkværdigt. Underligt.
Det er ikke så længe siden, at jeg blev angrebet af havebacillen. Det var i 2009 i forbindelse med at jeg gik i gang med at bygge mit lille havehus. På den korte tid har jeg drastisk ændret smag, mht. hvilke vækster jeg kan lide.
Førhen fattede jeg ikke facinationen af solhatte, for jeg syntes, at de lignede forvoksede margueritter med en stor grim orange knap i midten. Nu synes jeg de er skønne og den første solhat hoppede ned i kurven for en lille uges tid siden.
Tidligere syntes jeg, at hostaer var dødsyge og kedelige. Ikke om jeg ville have dem inden for havelågen. Nu er jeg i gang med at lave et hostahjørne. Faktisk tror jeg, at jeg er nødt til at udvælge én sort og så investere i en masse af samme til hostahjørnet. De andre må så fordeles rundt omkring. (Den opmærksomme læser vil også bemærke, at der står en mælkebøtte i en krukke, men de to tomme krukker består af italiensk ingefær, som desværre ikke gad bo hos mig, og krukkerne står der sørme endnu. Jeg besvarer ikke spørgsmål om disse krukker).
Gad vidst hvad det ender med, hvis jeg bliver ved med at suse rundt i Blogland og besøge haver fremover!?
Haven
mandag den 27. august 2012
lørdag den 25. august 2012
Blomster med minder
I dag havde jeg Tourtøserne til teslabberas i haven. I regnvejr. Hvem skulle have troet, at lidt bloggeri for dagbogs effektens skyld kunne føre venskaber med sig? Ikke jeg. De kom alle med smukke blomster.
Da jeg kom slæbende på div ting og sager ned til haven (jeg bor i lejlighed og haven ligger 60-80 m ned af en lille sti), så jeg min havenabo, Gro, gå rundt i sin have. Hun er en af tourtøserne, og var selvfølgelig også inviteret. "Hvad laver du?" spurgte jeg. "Plukker blomster til dig" lød svaret.
Det sker ret tit, når jeg går rundt i min lille have, at jeg tænker på nogle af mine blogveninder, som har givet mig planter fra deres haver. En af de første jeg fik på denne måde var fra Lisbeth, som jeg kørte hjem efter vores første tour sidste år. Kl. var mange, og det var buldermørkt. Alligvel spurgte Lisbeth, da vi landede foran hendes hjem, om ikke Gro og jeg ville med ind og "se" haven. Se og se var så meget sagt, for vi kunne knap se en hånd for os. Jeg var hunderæd for at glide i en hundehømhøm eller balre ind i hendes drivhus, en busk eller et træ men Lisbeth spurgte glad og fro, om ikke der var noget vi ville have med hjem. "øhhhm ehhhhmmm, ellers tak" sagde jeg, mens jeg tænkte, hvad HUN dog tænkte på. "hvad med en lyserød klokke? Pink Dwarf. Den er sød", sagde Lisbeth og vupti havde hun taget en spade og gravet "noget" op. Jeg var ikke sikker på, om hun kunne se, hvad hun lavede, men ORK jo. Jeg spurgte flere gange "er du sikker på, at den er lyserød". "Ja-ja og den bliver ikke så høj".
Det er skønt at mindes giverne ved at nyde planterne fra deres haver.
Da jeg kom slæbende på div ting og sager ned til haven (jeg bor i lejlighed og haven ligger 60-80 m ned af en lille sti), så jeg min havenabo, Gro, gå rundt i sin have. Hun er en af tourtøserne, og var selvfølgelig også inviteret. "Hvad laver du?" spurgte jeg. "Plukker blomster til dig" lød svaret.
Er den ikke sød?
Lidt senere kom Lone og Lisbeth gående.
Lisbeth ved jeg er tosset med roser og havde denne lille skønhed med.
Desuden havde hun en frøplante fra den dejlige lilla klematis, som hun har skrevet om på sin blog her.
Krea-Lone havde igen begået en eventyrlig buket. Jeg troede den var en smuk købebuket, men nixen. Hun havde selv lavet den af blomster fra sin have.
Det sker ret tit, når jeg går rundt i min lille have, at jeg tænker på nogle af mine blogveninder, som har givet mig planter fra deres haver. En af de første jeg fik på denne måde var fra Lisbeth, som jeg kørte hjem efter vores første tour sidste år. Kl. var mange, og det var buldermørkt. Alligvel spurgte Lisbeth, da vi landede foran hendes hjem, om ikke Gro og jeg ville med ind og "se" haven. Se og se var så meget sagt, for vi kunne knap se en hånd for os. Jeg var hunderæd for at glide i en hundehømhøm eller balre ind i hendes drivhus, en busk eller et træ men Lisbeth spurgte glad og fro, om ikke der var noget vi ville have med hjem. "øhhhm ehhhhmmm, ellers tak" sagde jeg, mens jeg tænkte, hvad HUN dog tænkte på. "hvad med en lyserød klokke? Pink Dwarf. Den er sød", sagde Lisbeth og vupti havde hun taget en spade og gravet "noget" op. Jeg var ikke sikker på, om hun kunne se, hvad hun lavede, men ORK jo. Jeg spurgte flere gange "er du sikker på, at den er lyserød". "Ja-ja og den bliver ikke så høj".
Hun fik ret. Man kan desværre ikke se det på billedet, men den er svagt lyserød og meget sød.
Det vælter op med torskemund alle vegne, fordi jeg fik et par dejlige eksemplarer med hjem sidste år, da vi besøgte Tante Grøns og Syrenprinsens have første gang. Bag ved står en lav blå ærenspris også derfra. Jeg sender tit mange varme tanker til Flade, når jeg går forbi dem. For ikke at tale om når jeg går forbi de flotte pokaler, men det er en helt anden historie.
Sidste år berigede Lene mig med flere skønne verbena hastata, spydverbena. De står højt og flot og dækker for indkig. Det er en fin staude, som kommer igen i modsætning til dens kusine verbena bonarienses, som er en del mere utro. Jeg er meget glad for dem. De tilfører haven flot grafik.
Et par planter er kommet i kuverter:
Det markede i baggrunden er lyserøde drejeblomster som kom som små stiklinge fra Flora. De har været meget dejlige i den dejligste babylyserøde farve. Desværre har jeg ikke et godt billede af dem. De er først ved at afblomstre helt nu.
Denne smuksak har jeg sået fra frø:
Fru Friis sendte frø til denne parfumefabrik forklædt som plante i den mest vidunderlige hjemmelavede frøpose.
Blomsterne - som der er MANGE af - lukker sig om dagen, men åbner sig om aftenen og udsender den mest fantastiske duft. Jeg synes, at bladene ligner lidt syrenblade, men det vil jeg nok få et par Flade for at mene. Planten hedder Vidunderblomst. Og den lever op til sit navn.Det er skønt at mindes giverne ved at nyde planterne fra deres haver.
tirsdag den 21. august 2012
Sensommerens have
Jeg har ikke haft så megen tid til at suse rundt i Blogland, men der hvor jeg har været, har billeder vist et vidunderligt sensommer flor. I min lille have ville det nok være at tage munden for fuld, hvis jeg skrev "flor". For jeg forbinder det med rosernes fyrværkeri i juni. Remonteringen lader vente på sig og bliver tilsyneladende ikke så effektfuld som sidste år, selvom der er knopper i mange roser.
Men hvem har ikke nydt de sidste dages hede dage og nætter? Hos os er det ikke kun undertegnede.
Der er en duft så vidunderlig, når man nærmer sig Lathyrus Matucana
Men hvem har ikke nydt de sidste dages hede dage og nætter? Hos os er det ikke kun undertegnede.
Sammenlign f.eks. minipetunierne i krukken med en opstammet Eden Rose
med billedet øverst på bloggen.
Claus Dalby jorden er ikke så ringe endda.
Et af sommerens projekter var at male det nye hegn sort og opsætte wire til
roserne Arvensis Splendens og Madame Alfred Carière samt en kaprifolie.
De kommer forhåbentligt hurtigt til at dække wirene.
Også her skal fuglene kunne søge læ og måske lave små pipfugle.
Det er ikke kun fuglene men også sommerfugle og mariehøns, som har fået mulighed for logi.
Phlox Maculata og Hewitt's Double taget her til aften
Rosen Stanwell Perpetual og Lathyrus Janet Scott ser vidunderlige ud sammen
Jeg elsker lathyrus.
Det eneste jeg er ked af er, at jeg ikke kan plante dem ud igen samme sted næste år.
Jeg har masser af dahlia. Bl.a. denne Gitts Perfection som er voldsom stor. Alvorligt talt større end en kagetallerken og alt for meget. Men den får mig til at le, hver gang jeg ser på den, fordi den er så enorm.
Her er det Gitts Perfection, Stars Lady og Stoltze von Berlin
Dahlia Evelyn er blevet næsten lige så høj som jeg.
Det siger måske ikke så meget,
men det er en af de dahlia, som jeg opbevarede med success fra sidste år.
Jeg er småpjattet med hortensiaer, og de står og giver den gas i øjeblikket,
men det må I se en anden gang.
onsdag den 8. august 2012
2. etape på havetouren
Jeg har været noget fraværende fra Blogland, men tænkte at det vist var på høje tid, at jeg fik afsluttet beretningen om Kongehavetouren 2012. Så her er fortsættelsen:
Efter den sjove lille færge havde transporteret os til fastlandet igen, gik turen op til Haven i Hune, hvor vi skulle overnatte. Dette besøg stod meget højt på min ønskeseddel, efter at jeg for lang tid siden havde læst på fru Friis blog, at man kunne overnatte deroppe. Det var da heller ikke svært at overtale tourtøserne til dette, da touren blev planlagt i februar.
Det blev en fantastisk oplevelse. Haven var stadigt underskøn, selvom Anne Just desværre har været borte i lidt mere end 3 år. Linjerne, rammerne, gulvene, væggene, idéerne er stadigt intakte. Når man træder over tærsklen til haven, tager man et skridt ind i en helt anden verden. Haven er udformet, således at alt uden for forsvinder. Jeg har tendens til at blive dryppende sentimental, og selvom jeg desværre aldrig har mødt Anne Just, fik jeg et stik i hjertet over, at hun var borte. Sikke et tab!
Hermed var Kongehavetouren slut. Vi kørte til færgen, dernæst til Lones far i, hvor vores respektive biler stod og så den lange tur hjem. Trætte og mætte af smukke indtryk.
Tusind mange tak til Tante Grøn og hendes søde mand Syrenprinsen for godt selskab. Utroligt at han kunne holde alle os kvinder ud så længe. Også en meget stor tak til Claus Dalbys fantastiske gæstfrihed. Jeg er i sandhed meget benovet over hans medmenneskelige egenskaber og store generøsitet samt hans faglighed. Og selvfølgelig også tak til Tourtøserne Lene, Lone, Lisbeth og Gro. I har igen været super dejligt selskab! Når alle er tilbage fra ferierne, må jeg vist invitere på kage i Kagehuset. Hvordan vi skal klare at nå dette års tur bare til sokkeholderne næste år, må guderne vide.
Snip snap snude.......
Efter den sjove lille færge havde transporteret os til fastlandet igen, gik turen op til Haven i Hune, hvor vi skulle overnatte. Dette besøg stod meget højt på min ønskeseddel, efter at jeg for lang tid siden havde læst på fru Friis blog, at man kunne overnatte deroppe. Det var da heller ikke svært at overtale tourtøserne til dette, da touren blev planlagt i februar.
Det blev en fantastisk oplevelse. Haven var stadigt underskøn, selvom Anne Just desværre har været borte i lidt mere end 3 år. Linjerne, rammerne, gulvene, væggene, idéerne er stadigt intakte. Når man træder over tærsklen til haven, tager man et skridt ind i en helt anden verden. Haven er udformet, således at alt uden for forsvinder. Jeg har tendens til at blive dryppende sentimental, og selvom jeg desværre aldrig har mødt Anne Just, fik jeg et stik i hjertet over, at hun var borte. Sikke et tab!
Der var masser af vand i haven
Hvert haverum var forskelligt og der var så mange detaljer, at jeg helt sikkert opdager nye ting næste gang, jeg besøger haven. For der bliver sandelig en næste gang for mit vedkommende.
Annes kunst var at finde mange steder i haven. I dette lille "drivhus", hang der f.eks. billeder af bamser! Meget anderledes end alle de andre malerier, keramik osv. man stødte på rundt omkring. Her spiste vi også den middag, som vi efter megen besvær og tumult fik bragt til os. Hyggeligt var det. Maden var heller ikke så dårlig.
Tak til Lene for tilbud om at låne hendes bukser til at tørre fingre i :0)
Tak til Lene for tilbud om at låne hendes bukser til at tørre fingre i :0)
Efter middagen gik vi igen tur i haven, og jeg troede det næppe, da jeg fik at vide, at klokken var 23:30. Hurra for de danske, lange, lyse sommeraftener.
Andeboligen ved sen aftentide. Den der var en rapand.
Masser af skønne lange kig
Skønne belægninger på både bygninger og gulv. Her er det f.eks. toiletterne som er blevet camoufleret på den mest charmerende facon.
Et par eksempler på belægninger
Jeg har mange sigt-og-skyd billeder fra Hune, som ved denne gennemgang giver mig lyst til snart at vende tilbage. Lad dette være en opfordring til haveinteresserede, som endnu ikke har været der.
Jeg kunne godt være blevet noget længere, men touren skulle videre, og det hjalp en hel del, at næste etape også gik til en helt vidunderlig have. Tante Grøn havde nemlig vredet armen om på Claus Dalby, som havde lovet at slå de mange låger op for os. Ja, hvor heldig har man lige lov at være?
Forrige år havde jeg lagt billet ind i lodtrækningen om at se denne have, men blev ikke udtrukket, så jeg måtte græde mig selv i søvn. Sidste år var der så heldigvis gevinst. Selvom CD har gennemfotograferet sin vidunderlige have, og jeg derfor næsten følte, at jeg kendte den lidt, blev jeg alligevel overrasket over, hvor dejlig en skønhedsplet det var. Netop fordi jeg sidste år havde besøgt haven og var meget begejstret, troede jeg, at jeg vidste, hvad der var i vente. Men nej. Jeg tog fejl.
Haven var endnu skønnere, end sidste år! Hvordan var det dog muligt?
Da jeg skulle kigge igennem billederne til dette indlæg, slog det mig, hvor usandsynligt dårlig jeg er til at fotografere. Det jeg så og følte (!) ved dette besøg, har jeg slet, slet ikke fået med på billederne. Måske fordi jeg har så travlt med at kigge, at jeg glemmer at fotografere?
Måske fordi CD selv tager så uovertrufne billeder, at mine sigt-og-skyd er ligegyldige?
Måske fordi jeg ikke sigter så godt?
Hvorom alt er, så er her nogle få eksempler:
Jeg er småpjattet med The Sunken Garden
Jeg er helt grøn af misundelse over de skønne lyserøde gulerødder. Jeg købte et par stykker sidste år, men de blev desværre aldrig til noget. Jeg tror det var Anne Gine, som skrev til mig for et stykke tid siden og spurgte om jeg havde billeder af dem. Troede jeg ikke, at jeg havde, men her er da et
Der er selvfølgelig mange Kjeld Sloth inspirerede laaaaaange kig
Jeg indrømmer gerne, at jeg er meget begejstret for det småvilde og naturlige. Man forbinder muligvis ikke Claus Dalby med denne stil. Men jeg tror, at jeg fandt haven endnu skønnere i år, fordi jeg fik øje på så mange eksempler på dette
Jeg tror ikke, at CD sidder så meget ned, men her kunne jeg godt have siddet længe og kigget
Eller her. Bemærk de helt unikke og vidunderlig reoler i baggrunden med påsvejsede sengegavle. De måtte godt bo i min have!
Tiden fløj af sted, og selvom vi var der nogle timer og nød CDs gæstfrihed, måtte vi videre. Claus skulle tale om sin maximalistiske have ved Kjeld Sloths gardenparty, så vi myldrede ind i bilerne om eftermiddagen og satte næsen mod Djursland.
Man kan roligt sige, at der var mange gæster. Blandt de mange mødte jeg også flere bloggere. På dette tidspunkt af vores tour begyndte jeg at spekulere på, hvordan CD bærer sig ad med at overkomme sin faren rundt i ind- og udland, for havde nogen skubbet til mig med en lillefinger, var jeg faldet om af træthed. Det var ikke nemt at fotografere med så mange mennesker, men haven var selvfølgelig spændende.
Her var også dejlige vilde bede
De berømte lange kig
og anderledes mindre haverum
Hermed var Kongehavetouren slut. Vi kørte til færgen, dernæst til Lones far i, hvor vores respektive biler stod og så den lange tur hjem. Trætte og mætte af smukke indtryk.
Tusind mange tak til Tante Grøn og hendes søde mand Syrenprinsen for godt selskab. Utroligt at han kunne holde alle os kvinder ud så længe. Også en meget stor tak til Claus Dalbys fantastiske gæstfrihed. Jeg er i sandhed meget benovet over hans medmenneskelige egenskaber og store generøsitet samt hans faglighed. Og selvfølgelig også tak til Tourtøserne Lene, Lone, Lisbeth og Gro. I har igen været super dejligt selskab! Når alle er tilbage fra ferierne, må jeg vist invitere på kage i Kagehuset. Hvordan vi skal klare at nå dette års tur bare til sokkeholderne næste år, må guderne vide.
Snip snap snude.......
Abonner på:
Opslag (Atom)