Haven

Haven
En lille have på 200 m2

torsdag den 13. marts 2014

Den nye Plantekasse nord for København

Bilka er ikke til at komme uden om, hvis man skal købe ind til have, terrasse, altan, orangeri eller havehus, da de har mange og dejlige fristelser til fornuftige priser, men det ligger ikke lige om hjørnet for mig. Jeg lægger  derfor ofte vejen forbi Aldershvile Planteskole,. Men NU er der åbnet en skrækkelig fristelse for svage haveentusiaster endnu tættere på mig. Ja, jeg burde skrive for boligentusiaster, for de har utroligt mange dejlige ting til såvel udendørs som indendørs brug og pynt. På adressen lå der også tidligere et havecenter kaldet Plantekassen, men den var efterhånden godt slidt og havde desværre ikke længere et fornuftigt kvalitets-udbud og niveau. Da jeg sidste weekend var på vej til Aldershvile, fordi jeg stod og manglede et par sække komposteret kogødning, ringede jeg til en havenabo, og spurgte om hun ville med. Det ville hun da gerne, men foreslog "Den nye Plantekasse", som lige havde fået ny ejer, og var blevet totalrenoveret. Sådan blev det.
Jeg var ved at falde ud af bilen, da jeg så facaden på det nye plantecenter, 
for det har i høj grad forandret sig.
Et kæmpestort område er lagt under spritnyt glas.
Området virker meget større end tidligere, og der er et meget bredt udvalg af såvel krukker som
alskens træer, og buske samt
flotte planter.
Her er et væld af forskellige indendørs krukker
og mange forskellige vaser og
lækkerier til ganen.
Jeg har svært ved at forstå, at alt dette kan vises på denne dellikate måde på samme m2 
som det tidligere havecenter.
Der hoppede et par skønne annanas-dimser samt denne lille betonpotte op i kurven sammen med kogødningen. Jeg plantede den straks til med hornvioler.
Dejligt at vi igen har fået et lokalt havecenter med sunde planter, bredt udvalg og flotte rekvisitter.

torsdag den 6. marts 2014

Nye programserier på Tv2 om kolonihaver og årets dejligste haver

I aften starter der på Tv2 Fri en ny programserie 'Peter og kolonihaven', hvor 37-årige Peter Nordholm Andersen, der er journalist og redaktør på magasinet 'Økologisk', skal istandsætte sin egen kolonihave og sit eget kolonihavehus. Det program vil jeg da se, for min egen lille have er meget kolonihave-agtig, og det lyder både sjovt og spændende. Tænk hvis man kunne samle et fif eller to op.
Programmet starter i aften kl. 20:40 på TV2 Fri, 
men abonnerer man på Tv2 Play kan man se snigpremieren allerede nu.

Men vent - der er mere:
Tv2 Fri starter også en serie 10. marts med titlen Årets dejligste have.

Her er kanalens egen beskrivelse:
"Tag med vært Ellen Nybo og de to haveeksperter, Dorthe Kvist og Tom Knudsen, rundt i Danmark, når de er på jagt efter "Årets dejligste have".
og
"Vi begynder i Nordsjælland, hvor vi besøger en familie i Holte, som har forvandlet et vildnis til en villahave, hvor børnenes behov spiller en vigtig rolle. I Fredensborg har Lene og Knud pool, petanquebane, køkkenhave og drivhus i deres kæmpe parklignende have - og i Hundested har Preben og Gitte en ambitiøs prydhave i engelsk stil med en masse små stier og et stort udvalg af specielle planter. Hvem går videre til finalen, hvor den endelige vinder findes og præmieres?"

Også dette program kan ses allerede nu, hvis man abonnerer på Tv2 Play.
Så ved I det.

Så er det nu, at jeg spekulerer på, om man på Tv2 Fri har spurgt Claus Dalby, hvor man finder de dejligste haver, for det må han helt klart have mere end styr på. Men programmerne får afgjort alle en chance.

tirsdag den 4. marts 2014

Havens fugle har susende travlt

Der er helt klart forår i luften. Havens fugle har vanvittigt travlt. De styrter rundt som vilde og vanvittige. Jeg fodrerfugle hele året. For det første fordi jeg næsten føler det som en glad pligt. Det er ikke nemt at være en lille pipfugl, når det er vinter, og jeg lader også redekasserne sidde ude hele året, så de kan krybe i læ. For det andet har det også en lille bagtanke. For jeg vil gerne tiltrække - visse - insekter til haven, men det er afgjort ikke alle, der er lige velkomne, og det er her de små fugle kommer ind i billedet. For de tager mange af de skadelige små irriterende insekter.

Vi har på et tidspunkt for et par år siden haft problemer med rotter her, så jeg fodrer ikke med frøautomater længere. Kun fedtbolde og jordnødder i et hængende jernnet. Jeg køber skam fedtbolde, men er begyndt at lave dem selv, efter at have set Claus Dalbys utroligt fine beskrivelse af, hvordan man bærer sig i Jul med Claus Dalby, episode 5. Du kan gense den (alt for) lille udsendelse her.

Jeg nyder at både se og høre fuglene, når jeg er i haven, men vil også gerne have kig til de små, når jeg er inden for. Som nogle vil vide bor jeg i lejlighed, og har min lille have 60 meter nede af en lille sti bag ved ejendommen. Så hvordan får man musvitter og blåmejser tæt på, når man bor på 2. sal? Jo, da jeg sidste sommer var på havetour på Fyn, besøgte jeg Marie Louise Paustians have. Hendes lille havehus/kontor med alskens ting og sager til salg trak i mig som en magnet. Mens jeg stod og prøvede Garden Girl handsker og sko, så jeg, at Marie Louise havde en lille rund "bold" siddende på sit vindue med nødder, og musvitter kom flyvende, nappede en nød, og var væk igen som lyn og torden. Sådan en måtte jeg have med hjem.

Jeg har tidligere haft et lille hus til frø af plexiglas, men det faldt af i tide og utide, og det går jo ikke, for tænk hvis det ramte nogen i hovedet. Denne lille kugle sidder meget fast. Den har ikke rørt sig ud af flækken gennem to storme og alskens vintervejr. Det tog noget tid for fuglene at hitte ud af systemet, 
men nu kommer de flyvende tit og ofte og napper sig en bid. 
Jeg sidder ofte ved et chatol og arbejder blot 1½ meter fra vinduet.
Uden for stuevinduerne står 2 meget høje lærketræer, som frekventeres af  forskellige fugle og egern.
De små fugle kommer susende, tager en nød, og flyver af sted for at spise den et andet sted.
"Bolden" fylder ikke meget. Den kan købes her for 129,- kr.

søndag den 2. marts 2014

Trængsel i køkkenvinduet

Et par såkaldte showaurikler har fundet vej til min vindueskarm ved køkkenvasken. Jeg ved ikke meget om disse små yndigheder. De findes i en del farver, men når sandt skal siges, er det langt fra alle farverne, som jeg er begejstret for. Selvom meget kommer an på sammensætningen, finder de brunlige og rustfarvede nok ikke vej til mig. Men disse lilla skønheder kunne jeg ikke stå for. De ligner næsten tegninger eller papirblomster. Jeg har de sidste par år bemærket dem på andres blogge, men endnu ikke forsøgt mig med dem. Jeg bliver vist nødt til at gå lidt på opdagelse på nettet, for jeg aner ikke, om de bør plantes ud i haven om kort tid, eller de skal blive i potterne og i læ om vinteren.
De står indtil videre sammen med lidt krydderurter og andre forårsblomster, men bliver om ikke så længe forvist til en drivbænk eller Kagehuset i haven, for nu varer det ikke så længe, inden vindueskarmene fyldes med jord, frøbakker og hvad sig dertil hører af uskønheder.