Haven

Haven
En lille have på 200 m2

tirsdag den 25. juni 2013

Endnu flere roser

I går aftes kom jeg hjem efter et par dage i Jylland. (Den tur kommer I til at høre mere om). Inden jeg tog bagagen ud af bilen, gik jeg lige et smut i haven for at se, hvad der var sket på et par dage. Mit lille "smut" blev til 1½ times tid, og det var ved at blive mørkt, da jeg endelig forlod haven. For der var lige nogle krukker, som skulle vandes osv. osv. Utroligt som tiden flyver, når man nusser rundt i haven. Til tider chokerende. Der var mange roser, som trængte til at blive "deadheaded", men det må blive i aften, for det kommer til at tage tid. Her er nogle flere sigt-og-skyd-billeder af roser taget mandag aften:
Portland rosen Comte de Chambord forrest og remontantrosen Reine des Violette i baggrunden.
Reine des Violettes er lidt vild i timen.
Den nærmest kaster sine lange skud ud til højre og venstre i buer.
Awakening er nært beslægtet med den kendte New Dawn,
men den er mere fyldt og dufter dejligt sødt. Den står i et Dalby stativ,
og det er meningen, at den skal have lov at krybe langs taget på Kagehuset hen foran huset.
Awakening i knop. Den er plantet med klematis Hagley Hybrid.
Hvis man er på jagt efter en lyserød klatrerose, er dette et godt bud.
Den er netop sprunget ud, og kommer nok til at blomstrer non stop hele sommeren.
Jeg plantede den i efteråret 2011, så det er kun dens 2. sommer.
Den er allerede lidt bamset og ca. 2 m høj.
Giardina er en anden klatrerose. Den står i et jernstativ midt i "Påskeægget",
hvor den skal danne overstander. Den er vist ikke så kendt.
Er lavet af Tantau og får kæmpestore meget fyldte og runde blomster.
Løvet er smukt mørkegrønt og skinnende.
Den er lidt en sinke, og nægter at vokse hurtigere, selvom jeg stamper i jorden.
Den skulle blive 3 meter høj, men er endnu kun ca. 1,20 høj hos mig.
Den blev plantet sidst på sommeren 2011. En usædvanligt smuk rose med fin duft.
Madame Alfred Carrière.
Jeg har plantet en på hver side af en rosenbue sammen med klematis Prinsesse Alexandra.
Det er vel at bemærke ikke Dalby buer, så jeg indrømmer blankt,
at det er stukket af for mig, for det kommer til at blive ALT, ALT, ALT
for voldsomt, når først de får fat, men smukke er de, og skønt dufter de.
Klematis Prinsesse Alexandra er den eneste klematis i gruppe 2, jeg har.
Jeg har flere gruppe 1 og masser af gruppe 3.
Rose de Rescht må der være i enhver have. Jeg har plantet 2 stk. (og en pind som havens forrige ejer havde sat i buldermørke i et skvalderkålsbed. Utroligt at den overlevede.) En stærk og historisk rose, hvis oprindelse er lidt uklar, men den stammer vist tilbage fra det gamle Persien.
Den er i år blevet meget stor. 1½ meter høj og næsten 2 meter bred.
Austin rosen Alan Titchmarsh er endnu en af mine ynglinge.
Kuglerunde meget fyldte blomster og et smukt løv med røde stilke og rødlige kanter.
En skøn rose jeg nødigt ville undvære.
Austin rosen Harlow Carr får flade skålformede blomster når de er helt udsprungne.
En sød lille rose.
The Mayflower er endnu en Austinrose. Blomsterne sidder på en masse tynde grene,
men taber alligevel aldrig hovedet. Bare jeg kunne sige det samme. En sund rose.

Portland rosen Jacques Cartier. Den har en skøn duft,
men har tendens til at gemme blomsterne under løvet, og er lidt uregerlig i år, hvor jeg ikke har beskåret den ret meget, da de står bagerst i bedet. Blomsterrig.
Jeg var så begejstret for Jacques Cartiers duft, at jeg også plantede en hvid.
Nok lidt tosset, når man ikke har så meget plads.
Eden Rose 88 har jeg i opstammet form.
Den står nu på 3. år i en stor potte, og jeg må vist hellere finde et sted at plante den ud til efteråret.
Eden i knop. Det er den eneste rose jeg har, som ikke dufter. Normalt har roser uden duft ingen adgang i min lille have, men dette er undtagelsen. Smuk er den.
Den lille moderne rose Blue Perfume lever op til sit navn og dufter som en parfumefabrik.
Det er en smuk lille rose, men hos mig er den lidt et skravl.
 
SNIP SNAP SNUDE
nu er rosenhistorien ude

lørdag den 22. juni 2013

Nu er der fart på pæoner og roser

Det går som lyn og torden lige nu. Pæoner og roser blomstrer om kap og strides om at være den smukkeste.

Min have er lille, så det kniber med at få plads til alle de roser og pæoner, jeg kunne ønske mig. Jeg har kun 4 stk. pæoner, men de er store og blomsterrige. Jeg ville gerne kunne prale af at have valgt dem, således at blomstringerne afløste hinanden, men det er rent held at dette er tilfældet. Træpæonen springer først ud, og er for længst afblomstret. Den ukendte fra Ledreborg (som jeg næsten er helt sikker på er Edulis Superba) springer ud som nr. 2, og er også ved at takke af nu. Nr. 3 i udspring er den kendte Sarah Bernhardt, som lige nu er på sit højeste, og nr. 4 er Myrtle Gentry, som først lige er sprunget ud.
Sarah Bernhard med rølliken Pretty Belinda foran
og de sidste blomster fra Edulis Superba i baggrunden
Myrtle Gentry der dufter som en drøm
Arvensis Splendens, som blev plantet her sidste år,
er den eneste engangsblomstrende rose jeg har.
Den kan blive umådeligt stor, og fylder allerede godt på "bagvæggen".
Den har røde knopper, men er svagt lyserød og hvid i udspring.
Den historiske rose Compte de Chambord
En af mine absolut yndlinge: Austinrosen Geoff Hamilton
Austinrosen St. Swithun ligner i udspring en lille marcipanrose.
Der står 3 stk. på rad og række ved et 3 meter rionet,
som danner den ene væg på min lille terrasse.
De er blevet ca. 1,80 høje i år og dufter som babypudder.
Austinrosen Sharifa Asma har den skønneste duft.
Den historiske Souvenir de Malmaison er en sød lav rose, som kan virke lidt sart, men selvom den bliver skåret næsten helt ned hvert forår, kommer den lige så fint igen.
Et nyt bekendtskab fra Bilka. Den moderne rose Heidi Klum, som indtil videre står i en krukke på terrassen. Den bliver ikke så høj, og er meget charmerende.
Den er lavet af det tyske firma Tantau, og et kig på den smukke blomst får mig ofte til at tænke "ordnung muss sein", for alle kronbladene sidder helt perfekt.
Den vidunderlige Odyssey har ikke altid helt orden på balletskørterne, men den er helt vidunderlig.
Hvem kan stå for sådan en skønhed? Ikke jeg.
Der er flere roser i blomst, men nu vil jeg stoppe.

tirsdag den 11. juni 2013

Haven i udbrud

Da det gik op for mig, at jeg ikke havde lavet indlæg, siden tulipanerne blomstrede, blev jeg næsten forskrækket. Jeg har haft så travlt i haven, at der ikke har været ret meget tid til at blogge. For det første såede jeg mere, end jeg burde, og dertil blev der bestilt lidt uundværligt hos Odenia ..... og så ... er der selvfølgelig farlige Aldershvile. Så jeg har pottet op til den store guldmedalje, og ukrudtet farer jo også op med lynets hastighed. Hvad i alverden gør folk med større haver?
Dobbelt petunia og den helt vidunderlige Blossom i baggrunden.
Achillea Pretty Belinda er ny og passer perfekt til den tidlige pæon, som netop er sprunget ud.
Denne pæon købte jeg før jeg blev havetosset på en livsstilsmesse på Ledreborg. Udelukkende fordi jeg kom til at dufte til den. Den dufter uovertruffent vidunderligt.
Desværre aner jeg ikke, hvilken sort det er.
Jeg såede Malva Sylvestris fra Claus Dalbys Bilka kollektion.
Den er sprunget ud med første blomst i dag, og selvom jeg har lovet mig selv, at jeg ikke vil så lige så meget næste år, er denne vist kommet for at blive.
Verbena Bushy Mauve fra Odenia sprang ud i går. Den er også dejlig.
Den passer godt sammen med Petunia Picasso, som egentlig er lidt "meget",
men da jeg i år har fået et totalt lysegrønt flip, passer den skønt sammen med disse bladvækster,
som den giver fint modspil til. I baggrunden er det en opstammet Acer Aureum, som jeg i et par år har beundret som lille træ hos en havenabo. Da jeg fandt ud af, at man kunne få sådan en lille fætter opstammet, fløj den op i kurven hos Aldershvile med lynets hast.
Nu vi er ved det grønne, må jeg indrømme, at mit vandhul
(som jeg næste forår vil lave om til en vaskebalje med sæbebobler
med hjælp fra allium Mount Everest),
er alt for lille til disse nøkkeroser. Bladene hviler ikke meget på vandspejlet, men hæver sig op.
Det giver flotte farver, da de er i modlys fra min terrasse.
Rosenskovmærke titter frem flere steder.
Min pileurt er helt skøn og kæmpestor. Min begejstring for denne plante deler jeg med bierne, som summer om den hele tiden. Kan ses på det ene billede i min header.
Rosen Stanwell Perpetual er sprunget ud for en uges tid siden.
Det er en sund rose, som i udspring er lyserød, men bliver hvid efterhånden som den modnes.
Den hvide Austinrose Winchester Cathedral er sprunget ud i går.
Den bliver kridhvid, efterhånden som den modnes.
Claus Dalby står på terrassen og tager sig ud.
En lækker rose som har en smuk cremehvid farve og en dejlig frisk duft.
Krukker allevegne. Jeg kunne bruge en vis hr. Dalby til at ordne krukkerne.
Lige nu er de bare sat et sted, da de endnu ikke blomstrer.
 
Jeg synes, at der er rigtig meget at glæde sig over i haven lige nu.
Og endnu mere at glæde sig til. Om lidt er er der fuld fart på alle roserne.