Haven

Haven
En lille have på 200 m2

søndag den 18. maj 2014

Luskede mælkebøtter

Alt imens jeg sidder på havebænken og spekulerer over, om havens roser og andre vækster er eksploderede,  på grund af den megen regn vi har fået på det sidste blandet med lidt sol, eller den måde jeg har gødet på i år, skyder mælkebøtter og andet ukrudt også frem med eksplosiv fart. Lige som jeg tror, at NU er jeg færdig med at luge, så vupti får jeg øje på nogle flere frækkerter, som skal have én (eller flere) over nakken.
Nej den er ikke pæn!
Tæt på min have findes andre haver og vilde områder, hvor der ikke fjernes mælkebøtter. Resultatet er som følge heraf, at de dunede frø flyver rundt i luften for så at lægge sig godt til rette i min lille have. 
Jeg har besvær nok med at få plads til planter, som jeg gerne vil have, og disse gule snyltere skal ikke tage saft og kraft fra dem, jeg så gerne vil forkæle.


For nogle måneder siden fik jeg pludseligt en søndag morgen det mest rædselsfulde hold i ryggen. Den slags hvor man ikke kan rejse sig fra sin stol og næsten er bange for at trække vejret. Der gik nærmest panik i mig, når jeg skulle nyse, for slet ikke at tale om skrækken når jeg var nødt til at bevæge mig. Havearbejde kræver sin kvinde. Jeg har ikke en nem have, selvom den er lille.

Derfor blev jeg også både overrasket og glad, da jeg modtog en mail, som tilbød mig at afprøve Fiskars mælkebøttefjerner og så anmelde den på min blog.
I kender den godt. Det er den fra reklamerne. Jeg har set såvel reklamer som anmeldelser for denne tingest tidligere - før det med ryggen - og tænkt "det er da som at skyde gråspurve med kanoner". Hvad er der nu glat med et godt gammeldags mælkebøttejern, som kan bruges til en mængde andre ting.

Det skal jeg såmænd sige jer. 
Det tager oceaner af tid, er møgbesværligt og dårligt for ryggen.

Det går som lyn og torden, når man skal fjerne mælkebøtter med denne himstregims. 
Som jeg har døbt Mælkebøttegeværet.
Det er virkeligt lige så hurtigt som i reklamerne. Græsset gror med lynets hast med al den regn ....... og det gør mælkebøtterne lige så.
De fandens mælkebøtter har det med at gemme sig i græsset, inden de som lyn fra en klar himmel pludseligt stikker hovederne helt frem. Inden jeg slår græsset, går jagten ind. Nu bevæbnet med det skarpladte Mælkebøttegevær. For hvis man tror, at mælkebøtterne forsvinder, blot fordi man kører et par gange over med plæneklipperen - kan man godt tro om igen!

Efter mit hold i ryggen købte jeg en OneLeg. I lyserød.
Med gummidut til enden, så jeg også kunne bruge den indendørs. Jeg har købt min hos MP Havedesign, men jeg har også set den i flere havecentre. (Bl.a. i Gardenshop i Høsterkøb), men vil man have den leveret til døren i en bestemt farve, kan man bestille den hos Marie Louise.
Jeg bruger min i haven næsten hver dag. Men den er ikke egnet til at fjerne mælkebøtter, da man hele tiden skal rejse sig og flytte hen til en anden gul bøtte.
Det er en sand fryd at lade Mælkebøttegeværet og finde mælkebøtter, når man er udstyret med Fiskars værktøj til formålet. Ja, mælkebøttegeværet laver et hul i græsplænen, men efter et par dage, er hullerne væk igen.


SÅ: Vil du fjerne mælkebøtter i en fart og samtidigt skåne ryggen, 
er dette alvorligt talt et godt stykke værktøj!


Der ER selvfølgelig en anden mulighed end at smide mælkebøtterne ud. Er man et overmenneske udstyret med enorme mængder energi og tid, som fru Pedersen tilsyneladende er, kan man jo tage sit mælkebøttegevær og gå på jagt hos alle naboerne, hvis ikke man kan finde nok mælkebøtter hos sig selv - og så lave sirup af dem.
Jeg indrømmer det. 
Jeg råbte "NU STOPPER HUN", 
så højt at papegøjen var ved at falde ned af pinden, da jeg læste fru Pedersens indlæg og opskrift på mælkebøttesirup.
Vil du gøre hende kunsten efter kan du klikke her.
Jeg gad godt smage ;-)

2 kommentarer:

  1. Hahaha... Herligt indlæg, som sender sjove billeder på min indre skærm. Lyder selvfølgelig ikke spændende med dit hold i ryggen, man jagten på mælkebøtterne kender jeg alt til. Vi har også mælkebøttegeværet og den er virkelig rigtig god og effektiv. Syntes dog den efterlader nogle huller i græsplænen, men sammenlignet med bøtterne så er det ingenting. Vi bor med en eng som nabo, som hvert år bliver fantastisk gul. Så det betyder også at vi heller ikke bliver arbejdsløse med bøttegeværet, de næste mange år.
    One leg har jeg også kigget på, men blev lidt nærig. Kan dog godt se den giver god mening for ryggen.. Ja ja, mon ikke også den sniger sig ind på et tidspunkt :)

    SvarSlet
  2. Mælkebøttesirup... hm med de to firbenede jeg har der strinter alle vegne tror jeg, at jeg springer over, men interessant er det:)
    Jeg har også mælkebøttegeværet og er godt tilfreds med det, selvom jeg ikke er så flittig til at fjerne mælkebøtter når de står i græsplænen - det er mine naboer heller ikke skulle jeg hilse og sige.

    SvarSlet

Du er altid velkommen til at lægge en kommentar!