Haven

Haven
En lille have på 200 m2

torsdag den 2. januar 2014

..... Fortsættelse på udstyret

Jeg bliver helt fristet til at skrive "fortsat fra forrige nummer", for jeg har ikke kastet det hele på bloggen på én gang. Der er jo flere ting og sager, som er nødvendige for en halvseriøs havetosse.
Da jeg også regerer rundt i haven på denne årstid, er der hårdt brug for gummistøvler. Sådan nogle som klarer både mudder og kulde. Jeg trængte til et par nye her i efteråret, og hvorfor skal det også være så kedeligt med røjsere, så jeg kastede mig over disse, som jeg varmt kan anbefale:
Ilse Jacobsens korte model. Kort fordi jeg nemt vil kunne komme ud og ind af dem,
når jeg suser ind og ud af  Kagehuset. De er lidt store i størrelserne, men det er kun godt til dette formål, for jeg har smidt et par lammeskindssåler i, så de passer bedre og holder mine fusser varme. De er superdejlige. For de knap så modige kan jeg berette,
at de kan fås i sorte og masser af andre mere afdæmpede farver.
Disse er meget pink. Jeg famlede næsten efter solbrillerne, da jeg pakkede dem ud.
Lige indtil jeg besøgte MP Havedesign i sommers, har jeg holdt mig langt væk fra Garden Girl.
Det var - trods alt - for pyssenysset til mig, mente jeg.
Men da jeg var på havebesøg hos Marie Louise Paustian,
 kom jeg for skade at stikke fødderne i disse havesko.
Jeg har ellers brugt Muck Boots, men lad mig blot sige, at disse er ganske vidunderlige at have på. Det i en sådan grad, at jeg var helt ked af, at jeg ikke kunne beholde dem på,
når jeg skulle på arbejde. Der er god plads til at vippe med tæerne,
men elastikken gør, at de sidder godt fast på fødderne.
Især i sommervarmen hvor fødderne kan være en størrelse om morgenen
og en helt anden sidst på eftermiddagen, er disse geniale.
 Nu jeg var i gang med Garden Girl, måtte jeg lige prøve disse handsker.
I virkeligheden bryder jeg mig ikke altid om at have handsker på,
for jeg føler, at jeg ikke rigtigt har føling med hvad jeg laver, og at de er lidt bøvlede at have på.
Jeg har dog adskillige gange om sommeren været et lille smut i haven, inden jeg susede af sted på arbejde, men det holdt jeg op med. For når nu man er der, og får øje på et frækt stykke ukrudt eller to, må man jo lige hapse det op, og det har mange gange været utroligt pinligt,
når jeg har siddet i et forretningsmøde og til min store skræk har fået øje på mine negle,
som var helt rene, da jeg forlod mit hjem, men som nu får mig til at se ud, som om jeg har været ude og grave min oldemor op, inden jeg ankom til mødet.
Disse handsker er dog utrolige. De er vidunderlige. Og kan man ikke lide flæser,
siger jeg bare "get over it", for de er skønne at have på! (Jeg synes dog de er søde).
De første handsker er dog for tynde til roser. Garden Girl laver nogle "rigtige" rosenhandsker
(ikke de viste), der er meget kraftige, og går langt op ad armene.
Som jeg netop har berettet, har jeg det lidt bopbop med at have handsker på,
så jeg har valgt denne lidt mindre Garden Girl model.
Der er det blødeste skind på indersiden og håndledene, og noget stræk-agtigt kraftigt stof på oversiden. De er lækre og gedigne nok til mig, når jeg skal rode med roser.
Jeg vil gerne have lidt føling med, hvad jeg foretager mig,
uden at blive stukket til blods. Dem kan jeg også anbefale.
Den tynde model her til våde og fugtige ting er også ok. Ja, det er ikke en gummihandske, men den har gummi på indersiden, og jeg har brugt den en del her i december,
hvor næsten alt jeg har haft fingre i, har været vådt eller fugtigt.
Den har også været varm nok, i det klima vi har nu.
Kan forestille mig at den bliver for kold i frostvejr,
hvis man er tosset nok til at rumstere rundt i haven i sådant vejr.
Det var måske lidt mange handsker at vise, for en person som hævder ikke at bryde sig om havehandsker, men jeg synes egentligt, at jeg har brug for dem alle.
 
Og hvorfor laver jeg nu disse indlæg om haveudstyr?
Jo, det er fordi jeg har lavet en del fejlkøb i min korte havetid.
Som da jeg f.eks. lige havde fået min have, og vidste 0 og en dyt om noget.
Dengang jeg syntes skvalderkål da var pænt osv. Jeg blev klogere.
Desværre kan jeg ikke tilføje et "hurtigt" her.
De første haveredskaber jeg købte var disse, som alle passer på samme skaft:
Jeg bruger stort set ingen af dem i dag. Nogle gange dimsen til venstre i flisefuger.
Sjældent hverken den lille eller store rive. Aldrig kultivatoren. Den ville slagte mine planter.
Og så er det for øvrigt tudegrimt. Men det er en helt anden sag.
Græstrimmeren er god til hækken på grusstien uden for haven. Og i nogle kanter til havenaboer,
som har rå mængder skvalder, der kommer krybende hele tiden.
Kosten kan man ikke komme uden om, men grim er den.
Ginge håndskubberen til mine græsstier kan IKKE anbefales.
Den er skrækkelig. Jeg har ikke meget græs, men en græsslåmaskine må jeg have.
Burgon and Balls damespade er til gengæld vidunderlig, hvis man har plantet tæt.
Jeg har fået min havealf til at slibe den. Han kalder den "Sølvspaden" (lidt hånligt),
men den hører til blandt noget af mit kæreste haveudstyr.

22 kommentarer:

  1. Herligt Nette - dér kom så pangfarver, blomster og flæser på disken;)) Jeg sværger til gode lækre handsker som vel og mærke passer min lille hånd og dem er der heldigvis kommet en del af på markedet - dejligt!
    Jeg købte de lækreste skindhandsker hos Heides forrige år og de er FANTASTISKE at have på når jeg arbejder.
    Alt-i-et-sættet er ikke kønt, men værre er at det sikkert ikke er så godt at anvende.
    En nyslebet spade er derimod ikke at kimse af.

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er et KÆMPEmarked og mange valgmuligheder, og jeg hører selv til den slags mennesker, som ofte læser andre anmeldelser. Jeg så godt dine lækre handsker, men kom du bare og prøv både de første handsker og min Oneleg, så skal du bare se løjer :)

      Slet
  2. Du milde makrel - du er sandelig ambitøs mht haveudstyr ...HAhahahahaha !

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, ja, den er god med dig Søster Lystig, men har du nogen sinde hørt, at med godt værktøj er arbejdet halvt udført? (Det er muligvis årsagen til, at jeg har så meget lugeudstyr) ;-)

      Slet
    2. Ja ja ja ja.... jeg ved det jo godt.
      Kender du iøvrigt havehandsker af mærket GOLDEN LEAVES, de ER altså verdens bedste!!! De har også et par gummistøvler (lilla) som jeg ønsker mig check dem lige ud her: http://www.goldleaf-gloves.com/theboot.htm

      Slet
    3. Orv, firmaet linker netop alle mine indvendinger mod dårlige handsker. Jeg giver dem 100 % ret. Til lettere havearbejde tror jeg det bliver svært at få mig fra de øverste, men man skal prøve handsker på hånden, for at vide om de duer. Støvlerne ser også lækre ud.

      Slet
  3. Hvilken inspiration at finde her, der er sandelig mange ting til min ønskeseddel. Jeg "vidste" at du var damen med både de pink gummistøvler og den pink One leg - ha-ha - det er bare så frisk. Stort arbejde med dine krukker, men hvor er jeg lettet over at læse at du har sat dem op på paller i år, så kan de sikkert modstå frosten og ikke gå i stykker som sidste år.
    Ingen tvivl om at kvalitetsværktøj og tilbehør højner haveglæden - du har mange fine ting.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, hvorfor skal det være så kedeligt? Jeg har bandet godt, grundigt og længe over krukkerne, og jeg har gået og sagt til mig selv: "Ikke flere krukker - ikke flere krukker - ikke flere krukker - ikke flere krukker - ikke flere krukker". For KORS et arbejde!

      Slet
  4. Hold da op en skøn samling af udstyr du har fået samlet dig. Jeg har de pink støvler i lilla......de var engang meget lilla, men farven falmer og desværre ikke helt ens. De er mindst 5 år gamle og ikke til at slide op, så dem kan jeg også anbefale.
    Spaden er godt nok lækker, så den tager jeg lige et billede af og så kommer den på min ønskeliste! Tak for go' inspiration.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du bor så vidt jeg husker i nærheden af Aldershvile. Der har de spaden. De har også en lille damegreb, men jeg holder mig til min store voksenmandegreb.

      Slet
  5. Tak for de 2 gode indslag omkring haveudstyr. Det giver mig i høj grad lyst til at få set mit eget igennem og opgraderet det. Jeg er kun nået til at få købt et par billige crocs at stikke fødderne i, når jeg skal i haven. Har altid brugt alle pengene på planterne. Men det må være mit nytårsforsæt at få redskabs skuret opgraderet i det nye år. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Fejlkøb er dyre, så en prioriteringsliste er måske en idé.

      Slet
  6. *SMILER* søde Nette......."get over it" - det var lige hvad jeg gjorde da jeg stak min fingre ned i de lækre og efter min smag ALT for pussenussede garden girl handsker. De sidder perfekt og følelsen af jordforbindelsen er der stadig - så ja de blev købt :0) I øvrigt forsvinder lidt af det pussenusede i takt med at de bliver mere og mere beskidte :0)

    Tror vi er mange der kan nikke genkendende til fejlkøb for hvem vil gå ned på udstyr ;0) Tillykke med dine ny erhvervelser - jeg er sikker på at det bliver bliver et godt haveår både for fødder og negle :0)

    Knus og godt nytår
    Dorthe

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Dorthe. Ja, når man først har prøvet de øverste handsker, MÅ man bare have dem. Jeg har for øvrigt vasket mine på 30 grader flere gange, og de ser ud som nye, når jeg hiver dem ud af vaskemaskinen ;-)

      Slet
  7. Hej Nette. Handsker er bare 100% nødvendige for mig, det ville være nærmest grundlag for tjenstlig samtale hvis jeg ikke havde klippede og rene negle hver dag.....Jeg bruger sådan et par grønne gummirosenhandsker fra Bauhaus, og slider ved 2-3 par op om året, det gode er så længe de er vandtætte, til vinter starter jeg altid på et nyt par. Spræl på farverne er godt, så bliver det ikke væk i alt det grønne, jeg har en del Gardena, men drømmer da om BB med tiden.
    Henrik

    SvarSlet
    Svar
    1. Sorte negle er som regel ikke velanset på en arbejdsplads. Der er naturligvis undtagelser, men en "tjenstlig samtale" fik mig til at tænke, at du måske var kirurg. Har for øvrigt ladet mig fortælle at Gardenas håndskubber skulle være god :-)

      Slet
  8. Hej Nette.Endnu et skønt indlæg fra dig.Jeg har også i tidens løs købt meget have grej der ikke var en krone værd..........men har efterhånden fået købt mig nogle gode ting.Hver gang jeg er i London køber jeg lidt med hjem.Og den spade du viser fik min søster til sin 50 års fødselsdag i sept............og hvem tror du lige var godt misundelig?.Men den står øverst på min ønskeseddel.
    God weekend knus Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er altid dejligt at have ønsker :-)

      Slet
  9. Hej din dejlige havequinde:o)

    Tillykke med dine pragtfulde pink havestøvler:o) Garden Girl handskerne og skoene er søde. Mon ikke min leverpostejsfarvede og lidet sexy Harboørehavehabit kunne trænge til en lille opgradering i form af lidt feminine assecories?:o)

    Du går ihvertfald IKKE ned på udstyr, Netchen:o) Og sikken en orden.

    God weekendknus fra een, der også døjer med lænden

    SvarSlet
    Svar
    1. Du må se at få gang i ønskesedlen. Eller er det efterhånden blevet til en hel stak af papir? Jeg har, som du nok har gættet, masser, masser, masser af ønsker ;-)

      Slet
  10. JA det gør sgu da ikke noget, at vi ser bare en smule kvindelige ud, derude i mudder og ukrudt. Er vis på, at Anne Marie Helger ville elske pink gummistøvler og flæser på handskerne. Og hende (og flæser, når jeg tænker nærmere efter) er jeg stor fan af!

    Gad godt have en damespade :D

    Hjerteligst

    SvarSlet
    Svar
    1. Hahaha, jeg er knapt så ekstrem som fr. Helger, og er afgjort ellers IKKE flæsebehængt, når jeg går i haven. Jeg var meget tæt på at købe gummistøvlerne i den sorte model, men tænkte så at jeg ville gemme det klassiske look til en anden god gang.

      Slet

Du er altid velkommen til at lægge en kommentar!