Haven

Haven
En lille have på 200 m2

søndag den 16. august 2015

Nogle få af sensommerens herligheder

Jeg indrømmer blankt, at foråret er min favorit årstid. Men hver årstid sin charme. Selvom nogle af roserne driller mig i år, er der alligevel nogle af dem, som opfører sig ordentligt, så jeg stadigt kan smile til dem. Og så er der alt det andet, som har sin storhedstid lige nu.
Hydrangea Macrophylla som jeg fik forærende sidste år. Da var den blå, men det var der heldigvis råd for. Jeg har "noget" med hortensiaer, og har efterhånden en del i min lille have.
Denne fandt også vej til min have sidste år. Hortensiaer blomstrer længe, og man skal være underlig indrettet, hvis ikke man kan finde hortensiaer, der passer til ens smag. Kombinationen af lyserød og æblegrøn kan jeg ikke stå for. Jeg tror, at jeg har ca. 10 hortensiaer. Alle i forskellig størrelse, form og farve, og alle - på nær 2 stk. - står i krukker. Nogle er blevet temmelig store på kun et par år.
De meget lange cremefarvede liljer her står også i krukke. Det er Pretty Woman, og hun indhyller en stor del af haven i sin vidunderlige duft. Hun passer fint sammen med dahlia Karma Serena.
Så smuk og velduftende og ca. 160 cm høj.
Sommerfuglebusken, Buddeleja Davadii Pink Delight, dufter også, men man skal stikke næsten helt ned i blomsterne for at dufte den. Der er noget dejligt over den lidt særegne duft, så jeg forstår godt sommerfuglene. Det lader dog til at den store tiltrækningskraft er om aftenen efter solen er gået ned, for da bliver busken besøgt af et utroligt stort antal natsværmere, som basker helt vildt med vingerne, altimens de suger nektar.
Solhatte må der også til. Desværre er mine bede så proppede, at solhatte bliver kvalt, 
så jeg har et par stykker i krukke. 
Lyserød Cleome som holder til i klyngen med solhatten. Jeg holder meget af den lyslilla Senorita Rosalita, som jeg også har, men denne lyserøde passer flot med mange af mine andre krukkevækster. 
Den er stor og frodig og giver et lidt småvildt look. Den blomstrer fra forår til frosten tager den.
Det er ikke alle mine roser, der ikke opfører sig ordentligt. St. Swithun har ikke svigtet mig.
Det har Wisley 2008 heller ikke. Rent faktisk kan jeg have svært ved at følge med deadheadingen også på denne årstid.
Scepter D'Isles er heller ikke værst
Hyde Hall er sund og flittig til at remontere. En lille og sund rose.
Kronprinsesse Mary står i krukke på 2. år og remonterer også fint uden for mange dikkedarer.
Ja, der er meget at glæde sig over. Også på denne årstid. Selvom jeg ikke fik klippet ned. 
Næste år må saksen frem i tide.

12 kommentarer:

  1. Åh Nette du har bare de skønneste sarte rosa blomster, nyder dine billeder ;-) dejlig rosenfest du stadig holder. Den der Kronprinsesse ser altså ikke tosset ud, måske man skulle se nærmere på den ;-) kh Tina

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har altid haft et blødt punkt for pastellerne - og ja - især den lyserøde. Kronprinsessen er lysegul til creme og det passer jo til det meste. Det er ikke en tosset rose.

      Slet
  2. Hej Nette.Du har da nogle helt vidunderlige roser.Men dine hortensia er nu heller ikke så tossede.
    Tror da også at jeg vil prøve med liljer og solhatte i krukker...............for mine har det med at forsvinde.Jeg siger som Tina at Mary er værd at se nærmere på.
    Jeg viser også mine sommerfuglebuske....................og de er meget populære hos både bier og de yndige sommerfugle.
    Rigtig god aften knus Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Liljerne er glade for at stå i krukke. Om solhattene er det ved jeg ikke helt, men de kræver jo ikke så megen næring, så mon ikke det går. Hos mig er problemet bare at mange krukker kræver sol, og der er ikke plads til at alle kan stå i knaldende sol hele dagen.

      Slet
  3. suk, hvor er det altså fint, utroligt at det klarer sig så godt i krukker..... du må give dem noget god jord tror jeg

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg bruger Dalby jorden fra Bilka, men køber også Home & Garden jorden i Aldershvile Planteskole. Det har også langtidsvirkende gødning og en god struktur.

      Slet
  4. Hej. Det ser rigtig frodigt ud i din have. Liljen er virkelig fantastisk og den står i et godt selskab. Jeg synes, det er utroligt, du har så stor succes med dine hortensiaer i krukker, det lykkes ikke rigtig hos mig, så jeg har opgivet dem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Aj, det kan du da ikke mene. Alle mulige typer hortensiaer står i krukker hos mig uden problem. De står ikke i knaldbang sol hele dagen, men mere i vandrende skygge. Og vand skal der selvfølgelig også til :-)

      Slet
  5. Uuuhhh Nette - den der Solhat! Hvad hedder den? Har lige været et smut på planteskolen og købe "Cupcake" og " Pink Sorbet" - ja, altså med de navne ku jeg da ikke lade dem stå! Hop, små basser, op i vognen med jer ;-) Jeg er afsindig glad for dem! Ja, hende Kronprinsesse Mary, hun er nok værd at beundre! Købte 2 så snart de var i handlen og foræret flere væk. Pretty Woman lyder som en musthave! Der er jo så vanvittig mange liljer så det er bare at bide fast i navnet :-) Ååhh hvis bare dine billeder havde duft!! Har kradtet lidt på skærmen men det giver ikke noget :-(

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, Cendie, med sådanne navne får man jo næsten lyst til at spise planterne. Den solhat jeg viser, er jeg en smule i tvivl om, for den ser ikke nær så hysterisk ud, som hvis man googler den. Det er enten Echinacea Secret Romance eller Echinacea Catharina. Jeg hælder mest til det sidste. Desværre har solhatte det med at forsvinde i min have, fordi alt står for tæt, men denne har nu overlevet flere sæsoner. I krukke ;-)

      Ærgerligt at kradteriet ikke gav resultat, for Pretty Woman dufter helt fantastisk!

      Slet
  6. Mange utrolig smulke blomster i din have. Stadig vekk!! Dejlige roser altså... Og slæt ikke verst at problemet er å deadheade - det sier saktens litt om stor blomstring:):)

    SvarSlet
  7. Altså, du forbarmende - hvor du forbavser mig. Foruden alle dine roser og krukker med lime-og-lilla så læser jeg nu at du også har 10 hortensiaer. Lad mig lige tælle.... hmmm... det har jeg ikke engang, og min have er over dobbelt så stor som din.
    Hvilken frodighed og fryd og den sart rosa Cleome er da bare en yndighed.

    SvarSlet

Du er altid velkommen til at lægge en kommentar!