Haven

Haven
En lille have på 200 m2

tirsdag den 21. juli 2015

Så kom klippeværktøjerne frem

Min have har et meget begrænset antal m2. Når ikke-haveinteresserede spørger mig, hvor stor min have dog er, når de hører, at det er her jeg bruger meget af min fritid, er det let at se, at de har svært ved at lægge ansigtet i rette folder, når de hører "ca. 200 m2". Måske jeg skulle overveje at svare "ca. 20.000 cm2"? Jeg udnytter i hvert fald hver cm2 så godt som muligt.

Derfor har min gigantiske rhododendron levet et lidt farligt liv i lang tid. Når sandheden skal frem, er jeg ikke særlig begejstret for rhododendroner, så derfor er det paradoksalt, at netop en sådan plante har fået lov til at optage så meget plads hos mig, men den har fungeret som en slags rumdeler, og er da flot når den i starten af juni bliver til en stor lilla klat.

I forrige indlæg nævnte jeg min hæk-klipper-hjælper. Da vi sad og drak formiddagskaffe på terrassen, sad jeg og kiggede hen på den store busk (over 2 m høj, næsten 4 m bred og over 3 m dyb) og sagde - mest til mig selv - "jeg burde nu opstamme det monstrum". Næppe havde jeg sagt "monstrum", før min klippeglade hækklipper sprang op og sagde "det var dog en god idé! DET gør vi". Felcoen, grensaksen og saven blevet hurtigt fundet frem.
Et stykke inde i projektet kom jeg i tanker om at tage billeder.
Vi kørte meget store mængder grene væk.
Ta-daaaa. Færdig. 
Hele området med både mørk og lys jord var tidligere helt dækket af rhododendron. 
Jeg for af sted til det lokale havecenter og købte 150 liter rhododendron jord, 
som jeg kastede på tæt på de stammer, som er tilbage.
Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvad jeg skal bruge al den nye plads til, men indtil videre har jeg sat nogle krukker med hosta, da et kirsebærtræ skygger for solen. Der er jo ikke græs, der hvor rhodoen bredte sine grene ud, og jeg må den bare jord til livs. Det skal lige siges, at min klippeglade hjælper er eminent til sådanne opgaver. Han klipper f.eks. også min hvidtjørn og taks til smukke runde kugler.
Til slut en kornmark med lidt lyserødt. I weekenden besøgte jeg min bror, som har taget springet og er flyttet på landet. Der er intet hegn mellem hans grund og naboens marker, og mens vi spiste frokost uden for, fik jeg øje på denne lille selvsåede smuksak, som stod og pyntede. Det er vist en katost. Jeg forsøgte at grave den op med en spade, men jorden var så lerholdig, at det var helt umuligt. Tænkte ellers at den ville have pyntet i min lille have. 

10 kommentarer:

  1. Hej Nette.Ja !!! der er ikke langt fra snak til handling hos dig.Og det ser da hammergodt ud........................elsker selv at opstamme alle mine stedsegrønne vækster.
    Godt med sådan en handymand.
    Nu har du lidt mere jord at brede dig på.....................spændend hvad du finder på.
    Jeg har katost i både hvide og rosa hvis du er interesseret ?
    Rigtig god dag knus Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Jette. Jo, det kunne jeg SAGTENS være interesseret i. Måske jeg så kunne se din have denne gang :-) Jeg vender tilbage.

      Slet
  2. Ja sådan har vi jo forskellige meninger om planter, og ret mange rhodoer er der ikke plads til i din lille have, det forstår jeg godt. Sikken en masse bar jord du fik ud af den handling, og jeg må sige, at det ser godt ud.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lisbeth, jeg ved godt, at du er rhododendron elsker, men du har jo også store forhold ovre på øen. Desuden har du også masser af andre dejligheder.

      Slet
  3. Hej Nette, det var fra tanke til handling, SÅ godt gjort af din mand . Nøjjj din have får du så meget ud af ingen spild plads hos dig.....ja jeg kan heller ikke lide Rhodoer..kun hvis de står i parker som de hører hjemme i efter min mening...
    God havedag fra mig....elsker din fortælleform ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Grethe! Klippe-manden er nu ikke min mand :-) men en livline jeg ringer til et par gange om året.

      Slet
  4. YES! Jeg vidste at det ville blive godt og du skal have kugler i krukker inde bag dine hostaer - mindst tre.
    Skide godt og tak til din hjælper, det lettede :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. :-) Kugler i krukker bag hostaerne siger du? Virkelig? Skulle det nu være noget? Der er som sagt meget skygget, så mon de kan klare det? Havde også en idé om, at jeg ville lægge mange hvide cyclamen helt inde ved stammerne. Mon det er en god idé?

      Slet
  5. øøøøj bar jord..... sikke mange spændende ting der nu er blevet plads til.... cyklamen lyder som en skøn ide.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, er det ikke bare vidunderligt!?

      Slet

Du er altid velkommen til at lægge en kommentar!