Roser igen igen igen ..... bl.a.

"Nu må du stoppe med at vise flere billeder af roser", tænkte jeg, da jeg netop havde udvalgt nogle billeder taget i går aftes. Men så kom jeg i tanke om, at jeg egentligt havde startet bloggen i sin tid for min egen skyld. Som en slags havedagbog. Og roserne fylder en hel del. Både i haven og i mit hoved. Så her er billeder af - bl.a. - nogle af de roser, som er sprunget ud siden sidste skriv.

Mosrosen Salet. Den dufter vidunderligt, har en meget smuk lyserød farve mod det friskgrønne løv. Den har begrænset mos, er sund og stærk, men hader desværre regnvejr, da kronbladene er meget, meget tynde. Det gør den til gengæld til en drømmedejlig rose,

når blot regnen holder sig væk.

Wisley 2008. Ikke at forveksle med Wisley. Sidste sommer blev den KÆMPEstor med 1 trilliard blomster. Derfor var min skuffelse stor, da jeg dette forår måtte blive ved med at klippe og klippe og klippe og klippe for at komme ned til friskt ved. Jeg måtte klippe helt ned til kineserne, og havde besluttet mig for, at den skulle have spaden. Da jeg bad min knokkelmand om at grave den op, sagde han "giv nu lige en chance", og det er jeg glad for. For nu står den og giver den gas med masser af blomster og knopper og sundt løv. Så hvad kan man lige lære af det?

Det samme gjorde sig gældende for Scepter d'Isle, som ligeledes blev ca. 1,70 m sidste sommer. Også den havde stængelsyge og måtte klippes HELT ned dette forår. Nu er den kommet flot igen, har mange knopper, og er lige begyndt at blomstre.

The Alnwick rose blev plantet sidste sommer. Også den måtte jeg konstatere havde det skidt dette forår. Den er til gengæld stadig en jordfræser, men har knopper og er lige sprunget ud. Vidunderlig smuk og dufter dejligt. Håber den klarer den.

Brother Cadfael er netop sprunget ud. Sjovt nok er den temmelig lyserød nu, men har de tidligere 2 år været varm lyserød. Ikke abrikos men ovre i den varme tone.

Også den har fyldte boldformede blomster.

Allan Titchmarsh har jeg vist før, da den netop var sprunget ud, men jeg måtte lige vise den igen.

Selvom den hænger med hovederne er både løv, farve, form og duft skøn skøn skøn.

Giardina har jeg også vist før, og selvom den er en snegl, er jeg dybt imponeret af den. 

Regnen kan stå ned i stænger, og på trods af at den har kæmpestore meget fyldte blomster,

holder den sig flot rank, og blæser på vejret.

Awakening og klematis Hagley Hybrid. De får ofte et par kys i forbifarten, når jeg går forbi.

Jeg stod med armene oppe i luften, da jeg tog billedet. Den har hørt efter i timen, og vokser derudad i fint tempo.

Selvsåede (altså "selv" som i sået af mig) og stærkt duftende fjernelliker, Dianthus plumarius Sweetness. De dufter så himmelsk, at jeg har flyttet potten op i næsehøjde, så jeg ikke behøver at bukke mig, men kan stikke næsen ned i dem, når jeg går forbi.

ENDELIG er Comtesse de Bouchaud sprunget ud. Det tog sin tid. Jeg plantede (bl.a.) denne gruppe 3 klematis sidste år. Det er meningen, at den skal være med til at lukke af på det 1,8 m rionet ind til min havenabo. Det er ikke fordi klematis farer op af jorden hos mig.

Der kan skrives tykke bøger, om alt det jeg ikke forstår. En af tingene er, at når jeg har haft havebesøg, skal folk nærmest trækkes ned i bunden til mit lysegrønne og lilla eventyr. Jeg er selv helt tosset med disse planter og farver, men gæsterne lader til mest at have øje for roserne.

Kan man nu forstå det!?