Luskede mælkebøtter

Alt imens jeg sidder på havebænken og spekulerer over, om havens roser og andre vækster er eksploderede,  på grund af den megen regn vi har fået på det sidste blandet med lidt sol, eller den måde jeg har gødet på i år, skyder mælkebøtter og andet ukrudt også frem med eksplosiv fart. Lige som jeg tror, at NU er jeg færdig med at luge, så vupti får jeg øje på nogle flere frækkerter, som skal have én (eller flere) over nakken.

Nej den er ikke pæn!

Tæt på min have findes andre haver og vilde områder, hvor der ikke fjernes mælkebøtter. Resultatet er som følge heraf, at de dunede frø flyver rundt i luften for så at lægge sig godt til rette i min lille have. 

Jeg har besvær nok med at få plads til planter, som jeg gerne vil have, og disse gule snyltere skal ikke tage saft og kraft fra dem, jeg så gerne vil forkæle.

For nogle måneder siden fik jeg pludseligt en søndag morgen det mest rædselsfulde hold i ryggen. Den slags hvor man ikke kan rejse sig fra sin stol og næsten er bange for at trække vejret. Der gik nærmest panik i mig, når jeg skulle nyse, for slet ikke at tale om skrækken når jeg var nødt til at bevæge mig. Havearbejde kræver sin kvinde. Jeg har ikke en nem have, selvom den er lille.

Derfor blev jeg også både overrasket og glad, da jeg modtog en mail, som tilbød mig at afprøve Fiskars mælkebøttefjerner og så anmelde den på min blog.

I kender den godt. Det er den fra reklamerne. Jeg har set såvel reklamer som anmeldelser for denne tingest tidligere - før det med ryggen - og tænkt "det er da som at skyde gråspurve med kanoner". Hvad er der nu glat med et godt gammeldags mælkebøttejern, som kan bruges til en mængde andre ting.

Det skal jeg såmænd sige jer. 

Det tager oceaner af tid, er møgbesværligt og dårligt for ryggen.

Det går som lyn og torden, når man skal fjerne mælkebøtter med denne himstregims. 

Som jeg har døbt Mælkebøttegeværet.

Det er virkeligt lige så hurtigt som i reklamerne. Græsset gror med lynets hast med al den regn ....... og det gør mælkebøtterne lige så.

De fandens mælkebøtter har det med at gemme sig i græsset, inden de som lyn fra en klar himmel pludseligt stikker hovederne helt frem. Inden jeg slår græsset, går jagten ind. Nu bevæbnet med det skarpladte Mælkebøttegevær. For hvis man tror, at mælkebøtterne forsvinder, blot fordi man kører et par gange over med plæneklipperen - kan man godt tro om igen!

Efter mit hold i ryggen købte jeg en OneLeg. I lyserød.
Med gummidut til enden, så jeg også kunne bruge den indendørs. Jeg har købt min hos MP Havedesign, men jeg har også set den i flere havecentre. (Bl.a. i Gardenshop i Høsterkøb), men vil man have den leveret til døren i en bestemt farve, kan man bestille den hos Marie Louise.

Jeg bruger min i haven næsten hver dag. Men den er ikke egnet til at fjerne mælkebøtter, da man hele tiden skal rejse sig og flytte hen til en anden gul bøtte.

Det er en sand fryd at lade Mælkebøttegeværet og finde mælkebøtter, når man er udstyret med Fiskars værktøj til formålet. Ja, mælkebøttegeværet laver et hul i græsplænen, men efter et par dage, er hullerne væk igen.


SÅ: Vil du fjerne mælkebøtter i en fart og samtidigt skåne ryggen, 

er dette alvorligt talt et godt stykke værktøj!

Der ER selvfølgelig en anden mulighed end at smide mælkebøtterne ud. Er man et overmenneske udstyret med enorme mængder energi og tid, som fru Pedersen tilsyneladende er, kan man jo tage sit mælkebøttegevær og gå på jagt hos alle naboerne, hvis ikke man kan finde nok mælkebøtter hos sig selv - og så lave sirup af dem.

Jeg indrømmer det. 

Jeg råbte "NU STOPPER HUN", 

så højt at papegøjen var ved at falde ned af pinden, da jeg læste fru Pedersens indlæg og opskrift på mælkebøttesirup.

Vil du gøre hende kunsten efter kan du klikke her.

Jeg gad godt smage ;-)

Gal med gul

Ja, ikke "rigtig" gul men den cremede måneskinsgule altså. Den er smuk med mange forskellige farver.

Jeg kom for skade at tale med Syrenprinsen, Tante Grøns søde mand, som fortalte mig om en helt svagt lysegul syren. Sådan en måtte jeg have, og jagten gik ind. Det viste sig ikke at være helt nemt at opstøve en med knopper, så den ville komme til at blomstre i år, og pokker stå sig i at købe en syren i april eller maj, som først kom til at blomstre næste år. Ikke på vilkår. Min stædighed gav gevinst. Jeg fandt et eksemplar.

Syringa Primrose. Er det ikke en vidunderlig farve?

Den er sat i en stor krukke lige overfor vandhullet med de hvide og lysegule farver, hvor der er flere ligesindede lysegule og cremede farver.

Denne langsporede lyse akeleje er allerede sprunget ud.

Denne lysegule tagetes Eskimo står ved foden af syrenen sammen med nogle violette sommerblomster.

I formiddags da jeg var på vej ud af døren, ringede en havenabo og spurgte, om jeg ville med på Aldershvile Planteskole. JOW, jeg skulle alligevel den vej, så jeg kunne godt slå et slag inden om.

Mens vi var der, kom en gartner hen og spurgte, om ikke det var mig, der var på jagt efter en lysegul syren. Jo, det var det, men jeg havde fundet en på en anden planteskole.

Ærgerligt for hun havde fundet et flot stort eksemplar, som hun havde overset.

Det viste sig at være en kæmpestor og meget smuk busk til en rimelig pris, som min havenabo nappede. 

Nappede og nappede er så meget sagt. Den var så stor, at hun var nødt til at komme igen senere og transportere den hjem med en trailer.

Det var jo den, jeg skulle have haft, så jeg var nødt til at finde noget at trøste mig med og vupti

hoppede denne dejlige lysegule rose Kronprinsesse Mary fra Poulsen Roser op i kurven. Læg mærke til de små gulgrønne knopper og den dejlige boldformede cremede knop. Rosen har også en fin duft.

Nu er det ikke alt, som er lysegult. Mit lille nye Discovery æbletræ blomstrer hvidt og lyserødt.

Og det vælter op af jorden med alskens ting og sager. Som jeg ikke altid har forventet. Det er ind i mellem som at finde penge i en gammel frakkelomme. Man havde helt glemt, at man havde dette eller hint, og man bliver så kisteglad, når man ser det igen.

Den spæde start på det måneskinsgulgrønlilla pottebed og m.m.

Sidste år lavede jeg et hjørne i helt lysegrønne, svagt måneskinsgule og lilla toner. Faste læsere vil nok tro, at det var de lyserøde toner, som var det største hit hos mig, men jeg kunne ikke få øjnene fra de lysegrønne toner. Jeg indrømmer blankt, at jeg er noget dalbyficeret. Med andre ord er jeg ikke et naturtalent, når det gælder om at lave have, så jeg stjæler med arme og ben fra alle og enhver, som har lavet smukke indslag i deres haver. Jeg ville aldrig selv være kommet på, at løv kan være smukt og interessant i sig selv. Det er blot én af de mange ting, jeg har lært af hr. Dalby.

Således så det ud sidste år

Det kræver lidt fantasi på nuværende tidspunkt at forestille sig, hvordan det bliver i år.

Mobilbillede og farverne er ..... ikke så gode, men her er lagt op til samme farver som sidste år.

Jeg havde besluttet IKKE at købe en Philadephus Caucasicus Aureus, men tænk sig ...... 

jeg kunne ikke lade være.

"Hvad laver den i klatrestativ?", vil nogen måske spørge. 

Og nej. Dette er ikke den blivende plads, men lige nu passer den så flot i farverne til de cremede og hvide narcisser og tulipaner omkring vandhullet.

Når de hvide duftlathyrus er klar til at blive plantet ud, skal de stå her, hvorefter den uægte jasmin ryger ned i det måneskinsgulgrønlilla hjørne.

Mount Hood er lysegul i udspring, men får den dejligste cremede farve senere.

I baggrunden er det den stærkt duftende og skønne Thalia, som er kridhvid fra start til slut.

Narcissen Obdam er også lysegul i udspring, men bliver lige som Mount Hood cremehvid senere. 

Den er slet ikke så tosset sammen med Concerto, som dog er ved at være færdig nu.

Til gengæld er tulipanen Purissima nu sprunget ud, og har overtaget rollen 

som medspiller til Obdam og Mount Hood.

Forrige år købte jeg en opstammet Nordens Oliven i november måned hos Bilka. Den havde første rigtige sæson hos mig sidste sommer, men jeg så ingen blomster. Det har den til gengæld fået i år.

Er de ikke yndige? Det er et lille træ, som jeg varmt kan anbefale.

En cottagehave skal kunne spises

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har en stor forkærlighed for cottagehaver. De er ofte små, uformelle og fyldt med alskens blomster i pastelfarver. Selvsåede planter får lov at leve deres eget liv, og de er fyldt med overraskelser og hygge. Stramme linjer og "havedesign" hører sig ikke til. Man skal i hvert fald ikke få det indtryk. Historisk set hjalp de også til med at få mad på bordet, så selvom jeg ikke har ambitioner om at lave en helt autentisk engelsk cottagehave, så har jeg besluttet, at i år skal jeg have tilført lidt spiseligt. I krukker. For der er ikke plads til meget mere i mine bede.

Kirsebærtræet stod her, da jeg overtog haven.

Jeg elsker kirsebær, og spiser gerne kirsebær så ofte jeg kan komme til det i sæsonen.

Men dette træ.

Det har de absolut lækreste, saftigste mest lækre bær jeg i mit liv har smagt!

Jeg aner ikke hvilken sort det er, men selv før bærene er helt modne smager de himmelsk.

En havenabo har i år forsøgt sig med at pode grene fra mit træ, for der findes ikke bedre bær i verden.

Spændende om det lykkes. Ellers må hun forsøge igen næste år.

I år har jeg indkøbt et enkelt eksemplar af efterårshindbær Autumn Bliss.

Den skal stå i krukke, og så må vi se, om den bryder sig om det.

Hvis man ser godt efter på dette foto, vil man i forgrunden kunne ane nogle stritgrene.

Det er et lille æbletræ indkøbt for et par dage siden. Også det skal stå i krukke.

Det er sorten Discovery, og det er podet på en dværgstamme (M9).

Gad vidst hvordan det går.

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive kartoffeldyrker, men jeg har indkøbt læggekartofler af sorten Exquisa, som skal sættes i 2 stk. nyindkøbte smarte kartoffelspande. 

Den slags hvor man kan løfte indsatsen ud, og nappe de kartofler man skal bruge, 

hvorefter man sætter den ned igen, så de ikke færdige kartofler kan modne færdigt. 

Eller hvad det nu end hedder, når der er tale om kartofler. 

Jeg må vist hellere se at få dem lagt i spandene nu, for de er vist nok parate.

Jeg må med skam melde, at jeg ikke har været særlig god til det med krydderurter.

Mange hævder, at det skulle være så dejligt og nemt.

Ikke for mig. De plejer at få meldug, visne og i det hele taget ikke blive til noget, som jeg kunne tænke mig at sætte tænderne i. Jeg aner ikke, hvad jeg gør galt, men jeg forsøger mig igen i år.

Her er et lille udsnit af de nyindkøbte krydderurter.

Fra venstre er det jordbærmynte, æblemynte og salvie. Jeg har også købt et par forskellige slags timian.

Da jeg for et par dage siden var på planteskole for at købe æbletræet, så jeg, 

at man kunne købe jord til krydderurter. Måske det var investeringen værd for mig.



Hvad der blomstrer lige nu

Det vælter op af jorden med vækster. Desværre er det ikke alt, som jeg er helt klar over hvad mon er. Noget er ganske givet ukrudt, mens andet er ....... ja hvem ved. Ikke jeg.

Der er dog allerede en del, som blomstrer. Jeg skal hvert efterår tage mig voldsomt sammen for at lægge forårsløg, men jeg indrømmer blankt, at jeg bliver kisteglad, når det hele viser sig om foråret, hvor jeg længes efter blomster.

Jeg har fået, hvad man nok kunne kalde et lysegult flip. Claus Dalby har tidligere både skrevet og vist, hvordan man om foråret kan lave en cremet tulipan 3-trinsraket.

Den består af den lille tulipan Concerto efterfulgt af Purissima og afsluttes med Spring Green. De 3 tulipaner lagde jeg mellem alle de andre i det lille bed rundt om mit vandhul. 

Concerto har allerede blomstret i en uges tid.

Her står den og lyser op sammen med den lille botaniske Turkistanica, som også blomstrer nu.

Den hulkravede kodriver, primula Veris, har også allerede blomstret i et stykke tid. 

Der står et væld af narcisserne Mount Hood, Cheerfulness, Thalia og andre cremefarvede og stærkt duftende pinseliljer i dette bed. Kun Mount Hood er så småt ved at blomstre nu.
Billedet her er af Mount Hood, som er lysegul i udspring. 

Sidste års helleborus orientalis er på retræte og derfor nu gulgrøn i blomsterne. Hornviolerne er købt for ikke så længe siden. De er mere lysegule i virkeligheden, men fotograf bliver jeg aldrig, og jeg aner ikke hvorfor farverne nogle gange bliver mærkelige på mine billeder. Noget med lyset vel.

Concerto ser da også dejlig ud med de små hvide anemone blanda.

De hvide perlehyacinter er fra sidste år. Krukken blev gemt og siden glemt. De skulle have været lagt i efteråret, men det glemte jeg alt om. Alligevel blomstrer de nu.

Da jeg i sin tid fik fjernet et kæmpemæssigt syrenmonster, blev der samtidigt gravet ca. 150 løg op, som lå omkring det. Jeg forærede dem alle væk, for selvom der også var nogle enkelte, dejlige pinseliljer kunne jeg ikke se forskel på løgene. Der ligger stadigt nogle nettogule varianter rundt omkring, men jeg nænner ikke at flå dem op. Her er nogle dobbelte sammen med kugleprimula, som jeg købte for et par uger siden. Farvekontrasten er lige til at blive glad i låget af.

Nu er det heller ikke alt, som er gult. Myrerne har hjulpet mig en del, for flere steder finder jeg martsvioler, og det er ikke så tosset. Det skal de have tak for.

Der hoppede et par af disse yndige primula vulgaris Quakers Bonnet op i kurven, da jeg skulle købe ...... det husker jeg ikke.

Endnu en formastelig narcis står sammen med de første af forhåbentligt mange vibeæg, lyserøde anemoner, perlehyacinter og alt muligt andet.

Nede i det mørke rodehjørne, står et par hvide hornvioler sammen med lidt italiensk ingefær, som vist ikke kan beslutte, om den skal op af jorden eller ej.

Hertil flyttede jeg også nogle kulsukker, Symphytum grandiflorum. 

Om den skriver Camilla Plum i sin bog Blomster under kapitlet Skvalderkålens overmand: 

"Det er fuldstændigt uforståeligt, at den ikke sælges i tusindvis, for det er eddermame en smart plante." Og konen har ret.

Jeg har naboer på næsten alle sider på nær én, som ikke fjerner ukrudt, og så kan jeg gå med numsen i vejret hele tiden. For lige så snart jeg vender mig, er det kommet igen. Jeg har en lille servicegang mellem Kagehuset og et hegn indtil en havenabo, og her satte jeg sidste år nogle enkelte kulsukker. I dag så det lille stykke jord, som ellers er totalt invaderet af ukrudt, således ud. Jeg ville gerne have digitalis og klematis her, men det kan ikke nytte noget, så længe naboen ikke luger. 

Jeg er spændt på, hvordan de klarer opgaven i rodehjørnet.