En cottagehave skal kunne spises

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har en stor forkærlighed for cottagehaver. De er ofte små, uformelle og fyldt med alskens blomster i pastelfarver. Selvsåede planter får lov at leve deres eget liv, og de er fyldt med overraskelser og hygge. Stramme linjer og "havedesign" hører sig ikke til. Man skal i hvert fald ikke få det indtryk. Historisk set hjalp de også til med at få mad på bordet, så selvom jeg ikke har ambitioner om at lave en helt autentisk engelsk cottagehave, så har jeg besluttet, at i år skal jeg have tilført lidt spiseligt. I krukker. For der er ikke plads til meget mere i mine bede.

Kirsebærtræet stod her, da jeg overtog haven.

Jeg elsker kirsebær, og spiser gerne kirsebær så ofte jeg kan komme til det i sæsonen.

Men dette træ.

Det har de absolut lækreste, saftigste mest lækre bær jeg i mit liv har smagt!

Jeg aner ikke hvilken sort det er, men selv før bærene er helt modne smager de himmelsk.

En havenabo har i år forsøgt sig med at pode grene fra mit træ, for der findes ikke bedre bær i verden.

Spændende om det lykkes. Ellers må hun forsøge igen næste år.

I år har jeg indkøbt et enkelt eksemplar af efterårshindbær Autumn Bliss.

Den skal stå i krukke, og så må vi se, om den bryder sig om det.

Hvis man ser godt efter på dette foto, vil man i forgrunden kunne ane nogle stritgrene.

Det er et lille æbletræ indkøbt for et par dage siden. Også det skal stå i krukke.

Det er sorten Discovery, og det er podet på en dværgstamme (M9).

Gad vidst hvordan det går.

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive kartoffeldyrker, men jeg har indkøbt læggekartofler af sorten Exquisa, som skal sættes i 2 stk. nyindkøbte smarte kartoffelspande. 

Den slags hvor man kan løfte indsatsen ud, og nappe de kartofler man skal bruge, 

hvorefter man sætter den ned igen, så de ikke færdige kartofler kan modne færdigt. 

Eller hvad det nu end hedder, når der er tale om kartofler. 

Jeg må vist hellere se at få dem lagt i spandene nu, for de er vist nok parate.

Jeg må med skam melde, at jeg ikke har været særlig god til det med krydderurter.

Mange hævder, at det skulle være så dejligt og nemt.

Ikke for mig. De plejer at få meldug, visne og i det hele taget ikke blive til noget, som jeg kunne tænke mig at sætte tænderne i. Jeg aner ikke, hvad jeg gør galt, men jeg forsøger mig igen i år.

Her er et lille udsnit af de nyindkøbte krydderurter.

Fra venstre er det jordbærmynte, æblemynte og salvie. Jeg har også købt et par forskellige slags timian.

Da jeg for et par dage siden var på planteskole for at købe æbletræet, så jeg, 

at man kunne købe jord til krydderurter. Måske det var investeringen værd for mig.