Haven

Haven
En lille have på 200 m2

onsdag den 22. oktober 2014

Sommerens afgrøder

Ja, overskriften er lidt sarkastisk, for hvor mange "afgrøder" kan der lige være på 200 m2, når haven også skal indeholde oceaner af roser, storkenæb, hortensiaer og 1 milliard andre stauder, træer, Kagehus, skur, terrasse osv.? Men mit hjerte higer efter den småvilde cottage stil, så spiselige vækster må der til. Helst nogle som jeg vil elske at sætte tænderne i.
Kirsebærtræet ovenfor stod i haven, da jeg overtog den. Desværre ved jeg ikke, hvilken sort det er. Træet har de dejligste kirsebær i Verden. Jeg elsker kirsebær, og disse er uovertrufne. De behøver ikke en gang være fuldmodne for at smage godt. 
Jeg fordrer fugle hele året, og det er en stor fornøjelse at se dem guffe mad fra træer og buske både sommer og vinter. Her er det et egern, som er på rov om foråret.
Jeg dyrker ikke jordnødder, men synes lige at I skulle se denne lille frækkert, som tit kom på besøg hos fuglene denne sommer. 
Jeg hænger også fedtboller og jordnødder ind i den kæmpestore rhododendronbusk.
Den var slet ikke bange for mig, og som det fremgår kunne jeg komme meget tæt på, uden den stak af.
Hvem kan ikke lide hindbær? Uden orme tak. Jeg købte denne tørre tingest i det tidlige forår. Det er efterårshindbær (de får ikke orme), Autumn Bliss. Den er plantet over i en meget stor zinkpotte, og selvom jeg kun har den ene busk, finder jeg den både smuk og de dejlige bær har afgjort ikke skuffet.
Busken har vokset sig stor og frodig. Jeg plukker stadigt bær fra denne ene busk disse dage, og selvom jeg ikke bliver mæt, er smagen og det faktum at de er "hjemmelavede" en rar tanke.
Billedet her er taget i oktober.
Disse javertusser bliver ikke en gentagelse. Det er Exquisa kartofler, og selvom de blev sat i nymodens sorte kartoffelspande, som blev viklet ind i groft hessian, var de afgjort ikke skønne at skue, og jeg har på fornemmelsen, at løvet som lagde sig lidt ind over de omkringstående potter med dahlia o.a. var årsag til at de tog skade. 
Løvet er som bekendt giftigt, og bladene på de andre planter blev gullige. 
Gammeldags brombær gror vildt omkring min lille have, og nogle af dem får lov at blive, for de smager rasende godt.
Denne stritpind blev købt i april og skulle forestille et æbletræ. Det er podet på en lille og langsomt voksende stamme (M9) og sat i en meget stor lerpotte. Det er Discovery, og jeg havde ikke ventet, at der kom æbler på i år.
Men sørme om ikke det producerede 3 stk. velsmagende æbler. 
Hvad? Spiser hun blomster? Nej, det gør jeg ikke, men jeg kunne ikke finde et eneste foto af min gammeldags jordbærkrukke med jordbær. Bortset fra dette. Hvor man skal være særdeles årvågen for at få øje på krukken i baggrunden, hvor man kun kan ane ét lille jordbær. Men dette sommebillede fik mig til at smile. Det oser af sommer. Og der kom masser af jordbær. Jeg plantede både Honeoye og Korona, så der var jordbær over en længere periode. 
De fik ikke hverken meldug eller andre ubehagelige sygdomme.
Jeg havde også jordbær i en hængende kurv. Jeg kan vældig godt lide løvet, og på denne årstid får planterne flotte høstfarver.

Jeg har beklageligvis haft travlt med dit og dat og derfor ikke fået blogget meget i den forgangne sæson, men da jeg her til aften kiggede igennem sommerens billeder, blev jeg overrasket og glad. Det var et dejligt gensyn. Hvorfor glemmer jeg dog så hurtigt, hvor dejligt det hele var denne sommer? Måske fordi haven lige nu ligner noget, der er løgn? KORS, hvor skal jeg nå meget inden Kong Vinter for alvor melder sin ankomst, men efter at have set på billederne fra denne sidste sæson, har jeg fået helt blod på tanden. Hvis bare det nu ikke ville øse ned, når jeg endelig har fri og tid .......

Jeg vender tilbage en anden dag snart med flere opdateringer fra sommeren 2014. Jeg må vist også hellere få opdateret rose- og klematis siderne, for der flyttede flere nye ind denne sommer.

13 kommentarer:

  1. Det er da helt fantastisk med alle de gode spiselige ting, du har fået plads til at dyrke i din have i år, sammen med alle dine dejlige blomster :-)

    SvarSlet
  2. Det er utroligt hvad tørre tingester og stritpinde kan udvikle sig til af lækre ager over en sommer og det er en fornøjelse at kunne nippe lækre bidder når man går haverunden:-)
    Jeg vil ønske mig en efterårshindbær i krukke til næste år for de er lækre.
    Nu kan musen så flyve... og det noterer jeg mig til næste gang jeg besøger dig for som du ved har jeg musefobi og lige som jeg frygter at de løber op i buksebenet ville jeg hade at de dumpede ned i nakken på mig!
    Gudskelov for billederne fra i sommer,så du kan se hvor dejlig din have var, for lige nu gør vejret ikke det bedste for blomster... Jeg håber at du får vejr til at gå ud og ordne lidt - jeg håbede at komme ud på min fredagsfridag, men en ond forkølelse har sat sig på min energi.

    SvarSlet
  3. Det er super hvor meget du får ud af din dejlige lille have :) :) - virkelig gode billeder :)

    SvarSlet
  4. Hej Nette.Dejligt med et lille pip fra dig og din dejlige have.Og imponerende med alt det spiselige du kan klemme ind i din lille have.
    Jeg købte også en lille efterårshindbær i foråret................og ligeledes et Discovery ,som jeg har lavet et helt nyt bed til i græsplænen.
    Der er bare ikke noget så dejligt som spiselige ting i haven man kan gå og nippe af.
    Og som du skriver så kan vi jo slet ikke undvære vores billedarkiv......................dejligt at sidde og gense alle billederne.
    Håber du når alle dine gøremål inden vinteren sætter ind.
    Rigtig god dag Knus Jette

    SvarSlet
  5. Tak for jeres søde kommentarer! TÆNK SIG, jeg har helt glemt at sætte et billede ind af mit lille - forholdsvis - nye dværg ferskentræ!. Det er SÅ pænt. Håber inderligt at det overlever den kommende vinter, og at jeg får lækre ferskner til næste sommer. Jeg må sætte et foto ind i kommende indlæg, for det vil pynte i enhver have. Selv i Tante Grøns og Syrenprinsens paradis ville det gøre sig ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Nettie-with-the-garden-"petties".

      Er du nu sikker på, at det ikke er en ret stor mus, du har hængende i foderautomaten? Altså som i "lille rotte"? Jeg tåler ikke rotter. De giver mig rotter på loftet:o)

      Hvor er det dejligt med et livstegn fra dig. Og hvor er det skønt at have en medsammensvoren, der også sværger til cottage-stilen. Vi er jo ikke så mange af slagsen.

      Det er velnok hyggeligt at du nu udbygger cottagestemningen med frugttræer og bærbuske.
      Kartoffelavler må du så blive i dit næste haveliv. Jeg er bestemt heller ikke nogen kartoffelwoman og mit forsøg med aspargeskartoffelavl i 3 højbede, resulterede i kartofler til 2 middage. Og det tog en dags tid at skrabe de små gnallinger, da mine store skovle til hænder ikke er skabt til finmotorik og håndtering af små perlekartofler.

      Jeg ved, at du ved, at jeg er dybt misundelig på dit abrikostræ. Jeg ELSKER abrikostræer. Både blomsterne samt farven og smagen på frugterne. Du er en ualmindelig heldig havekvinde, at du ved det.

      Bær og frugter klæder dit lille paradis rigtig rigtig godt, Nette.

      Her løbes der også stærkt, - imellem bygerne- for at prøve at nå bare en lille smule af det, vi gerne vil nå inden vinteren sætter ind.

      Tusind tak for livstegn og dejlige billeder.

      Knus og kram

      Slet
    2. Altså. Det er en HALSBÅNDMUS. Og mit træ er et dværg FERSKENtræ ;-) Prunus persica Nana. Ta' den. Med lidt held og nussen får det lyserøde blomster til foråret. Lyserøde sagde jeg.

      Slet
    3. Halsbåndsmus eller rotte. Fersken eller abrikos...tomato, tomato:o)

      En fersken kan altså godt antage en ...nu siger jeg ordet....ORANGE...... farve, så du må hellere forære det dværgtræ til mig. Med lidt held, dine grønne fingrer og mus(s)en, skal det nok lykkes dig at holde liv i træet, til du kan videregive det til mig.

      Slet
  6. ja, det har været en god sommer - og heldigvis for billederne som vi kan klikke frem når sommerminderne falmer. Hindbær i en potte....... det gad jeg godt.

    SvarSlet
  7. Hej Nette, hvor er det godt at høre fra dig. jeg har savnet dine altid sø humoristiske indlæg. Der er godt nok noget af en frugtavler gemt i dig :-) Det er altså utroligt hvad du kan få skruet ned i din lille have og som altid er jeg dybt imponeret.Og du har også fået plads til nye Roser og Clematis..Ihhh hvor spændende, Dem glæder jeg meget til at se billeder af :0)
    Nu vil jeg krydse fingre for at vi får nogle dage med sol og tørvejr så vi kan komme i haven og få lagt vores forårsløg.
    Kh Linda

    SvarSlet
  8. Hej Nette, haven er jo både til nydelse og spise, hvor meget der skal spises er jo op til en selv, og lidt spiseligt at se frem til er jo ren lykke. Men rotten ville jeg gerne selv være foruden....uhff. Hust det at blogge skal være hobby, ikke pligt, skønt at se billeder fra din have.
    Henrik

    SvarSlet
    Svar
    1. Hehe Henrik, det er nu ikke en rotte, men en lille mus. Jeg er bekendt med at andre, som har set ovenstående billede har troet, at det var en rotte. Billedet er taget tæt på, så den ser enorm ud ;-)

      Slet

Du er altid velkommen til at lægge en kommentar!