Haven

Haven
En lille have på 200 m2

lørdag den 29. januar 2011

Ekstrahjælp til sengelæsende havetosser

Jeg har i et andet indlæg læst, at Tante Grøn skriver: "Desuden har jeg fået myoser i nakken og smerter i fingrene, af at ligge med den enormt tunge bog i sengen. Så nu ligner jeg både noget, der er løgn (af søvnmangel) og har for ondt i fingre og nakke til at få lavet noget i haven idag:o) Sikke en heltinde!!!!!:o)"

Jeg holder selv meget af at læse i sengen, men når det drejer sig om havebøger, er mange både store i format og temmelig tunge. Men det er ingen spøg at blive halv-invalid dagen efter, eller hvad der er endnu værre: Ikke at kunne holde ud at læse ret længe. Derfor har jeg indkøbt et "senge-bakkebord". Desværre ikke fordi jeg forventer at få serveret morgenmad på sengen i tide og utide. Det ville da ellers være dejligt. 1 million puder i ryggen og så sidder jeg som en prinsesse. Bordet løfter bogen op i en passende afstand, og rillerne gør, at bogen ikke glider. Tag den Tante Grøn!

Her har jeg sat bakken op på spisebordet i køkkenet, da jeg fandt det upassende at fotografere det i dynerne :-))

onsdag den 26. januar 2011

I disse armchair gardening dage .....

Jeg er fuldstændig skudt i Claus Dalbys bøger. De er en stor kilde til inspiration og viden for en novice som jeg.

Der er andre bøger, som også er dejlige. Bogen neden for viser skønne eksempler på, hvordan haver kan være frodige og stemningsfulde - selvom det hele ikke er helt perfekt. Det er ikke en bog at blive klog af, men stilen i de haver, der bliver vist frem er rigtig dejlig, hvis man kan lide det lidt vilde look. Bogen er lavet af de to søstre Birgitta Wolfgang Drejer og Julia Mincarelli. Bogen er værd at eje.

Uddrag af bogen:




mandag den 24. januar 2011

Det må gerne være lidt vildt

Jeg skrev i går, at jeg havde vilde planer. De går ud på at udvide eksisterende bede og lave nye.
Væk med al det græs. Når man har så lille en have, ville en svævebane gøre sig bedre, når der skal være plads til alle de skønne blomster, man gerne vil have.
Spøg til side.
Jeg har en umanerlig stor mørkelilla syrenbusk (som jeg ikke selv har sat). En af den gammeldags slags med 1 milliard rodskud. Den er af forrige ejer blevet beskåret lidt mærkeligt (læs: helt forkert), så nu står den der og fylder lidt over 2 meter i diameter. På vestsiden af syrenen, har nogen (ikke mig) "anlagt" en stor halvcirkel, hvor der om foråret vælter op med alle mulige slags løgplanter i græsplænen. Både skønne og uskønne. Når løgplanterne er visnet, plejer jeg at slå græsset, og så er der græsplæne resten af sæsonen. Nu skal det være slut med det. Jeg har planlagt at grave græsset op og plante et violet-agtigt bed. Jeg har et andet stort bed med bl.a. masser af forskellige lyserøde roser, som blev sat i 2009 og efteråret 2010. Jeg er vildt meget (!) i tvivl, om jeg skal få nogle stærke mænd til at fjerne kæmpesyrenen, som skygger og har forskellige stauder og løgplanter sat i yderkredsen om de bare ben. Det hele er lidt rodet, men jeg kan jo godt lide det lidt vildt. Og lidt højde må der også til. Beslutninger - beslutninger - beslutninger.

I halvcirklen som ikke har fuld knald på solen hele dagen har jeg fundet en rose, som virker helt skøn, og som kan tåle noget skygge. Den vil også passe superduper dejligt med Claus Dalbys valmuer :-)), som jeg er så heldig at have fået tilsendt af overskudsmennesket, og som I ser øverst til højre. Jeg fandt frem til rosen ved at benytte filtret i venstre side på Peter Beale's gode hjemmeside http://www.classicroses.co.uk/. Bedet havde jeg tænkt mig skulle indeholde:

Øverst til venstre ses rosen Reine des violettes, øverst til højre er det Claus Dalbys valmuer, i midten ridderspore Astolat, nederst til venstre høstanemone Königin Charlotte, til højre duftlupin Javelin og nederst storkenæb Hollywood.

Jeg ville også gerne kaste en pæon Bowl of Beauty og dahlier ind, men tror ikke der bliver plads, selvom jeg køber med skruegevind. Lathyrus matucana kunne såmænd også få lov til at kravle op i syrenen. Nogle lilla allium osv. ville da også gøre sig godt her. Mon det bliver godt?

søndag den 23. januar 2011

Jo, det er ganske vist

Igen i dag var jeg ude og lette lidt på bladene. Og den er god nok. Noget er på vej. Billedet fra indlægget i går var blå perlehyacinter. I dag så jeg, at de hvide krokus, som jeg lagde i efteråret nu også er på vej under bladene. Er det ikke herligt?!

De grønne blade tilhører geranium sanguineum Album, som jeg har sat en del af omkring den lille dam.
Det kan man da kalde vintergrøn.
Det visne løv tilhører en hvid violfrøstjerne, som også blev sat i efteråret.

Uden for står temperaturen på 0 grader. Inden for i tehuset er den helt oppe på ca. 5 grader.








Det er nu ikke noget lidt olielamper og en Zibro ovn ikke kan lave om på.




Der er en årsag til, at det hedder "tehus".  Min søn har nu døbt huset Kagehuset. Nok fordi det er sådan jeg lokker ham ned i haven.



Det eneste jeg nåede at få ind, da vinteren pludseligt kom var en rosemarin og en rozanne baby.


Forresten er der blomster på hornviolerne, som jeg satte oven i en krukke med en klematis. Jeg købte dem i efteråret og fik dem aldrig plantet rigtigt ud. De står stadigt i plastikpotterne.

lørdag den 22. januar 2011

Kan det virkelig være rigtigt?

Det er stadigt januar, men sneen er væk nu. I hvert fald for en tid. Vi er sikkert mange, der går med næsen i jorden og leder efter forårstegn. Og se bare hvad man kan finde, hvis man ser rigtigt godt efter. Det er ikke så meget - men lidt har vel også ret! Jeg må have fat i Claus Dalbys Et haveår for at se, hvilke løg jeg har lagt her. Det vides nemlig ikke med sikkerhed, før jeg får set efter.