Lige om lidt udkommer Claus Dalbys nye drømmeklippert af en bog om drivhuse, som jeg glæder mig til få i hænderne. For selvom jeg ikke har plads til et drivhus, vil jeg glæde mig til at se, hvor smukt andre rundt om i Skandinavien har indrettet sig. Min lille have er kun ca. 200 m2, og jeg har allerede et lille træhus, et lille skur (bag ved Kagehuset), en lille terrasse, en lillebitte dam med guldfisk - så nej - der er ikke plads til et drivhus hos mig. Med mindre ........
Nogen kunne tænke sig at sætte et lillebitte viktoriansk drivhus i produktion til en fornuftig pris. Bare sådan et lillebitte smukt et af slagsen til at sætte sine krukker ind i om vinteren. Med dimser på taget og hele molevitten. 2,0 m x 1, 50 m ville passe mig så udemærket. Man kan ganske vist få små drivhuse, men jeg har endnu ikke fundet et, som var pænt, og jeg gider ikke høre på, at et drivhus ikke kan blive for stort. Vås og vrøvl. Vi er mange med små haver i dette land, som har brug for et sted at gøre af krukkerne om vinteren. Hvorfor små drivhuse skal være så kedelige (læs: grimme), er mig en gåde. Man må da kunne forene det praktiske med det estetiske.
"Dragtposen" ovenfor er købt i England, for jeg kunne ikke en gang finde sådan et grønt plastikhelvede i Danmark. Det måler 142 cm bredt x 72 cm dybt x 197 cm højt. Menageriet er sat lidt af vejen for den ene ende af haven, hvor det ikke lige springer i øjnene. Det er planen, at det skal tages ned igen til foråret. Resten af de fyldte krukker med høje vækster bliver sat ind under udhænget på Kagehuset, og så må jeg jo krydse fingre for, at de overlever. Synes vinterklargøringen går lidt langsomt i år, så frost og sne må meget gerne blive væk et stykke tid endnu.
Det pæne: Lige siden jeg så Nordens Oliven - Pyrus Salicifolia "Pendula" - i Claus Dalbys have har det stået på min ønskeliste. Bilka har haft det siden sidste år i to størrelser.
Claus skrev på et tidspunkt, at der var fordele ved at vælge det største, og jeg gør jo - næsten - altid som Claus siger. [note til mig selv: Pas på med skriftlig sarkasme]. Da det gik op for mig, at de store 2 m høje træer var på udsalg hos Bilka for trehundrede kroner. Kr. 300,-! kørte jeg til Bilka for at hjemføre et træ i den store størrelse. På planteskoler koster træet i samme størrelse omkring kr. 1000,- Det var noget af en Gøg og Gokke forestilling for mig at få træet bragt hjem. Men hjem kom det. Med nød og næppe.
Nu viser det sig, at det nok ikke ser så godt ud på den plads, jeg havde tiltænkt det. Træet er faktisk næsten 3 m højt med rodklump og grene, og det er svært at finde et sted med plads til smuksakken. I dag kom en havenabo forbi for at hjælpe mig med at finde det helt rigtige sted. Jeg slæbte rundt på træet fra det ene til det andet sted. Vi boksede også rundt med en kæmpestor krukke for at se, om det skulle stå på terrassen, men nej. Jeg er i tvivl som bare pokker, men jeg må vel beslutte mig.
Det lækre: Selvom dette er en lidt kedelig årstid på flere måder, har Bilka flere fristelser. Lidt forskellige ting og løg hoppede op i kurven. Kan berette at de løse Claus Dalby små løgposer f.eks. kun koster kr. 12,- nu. Svært at gå forbi sådanne tilbud.
Lækre haveredskaber er en sand fornøjelse at bruge. Dette dejlige ørnenæb kan man erhverve sig for kr. 179,- i Bilka netop nu.
Det skal nok komme på arbejde til foråret. Ikke svært at forestille sig at det er godt at klippe tykke rosengrene med.



