Haven

Haven
En lille have på 200 m2

torsdag den 17. marts 2011

ENDELIG

Så kom de endelig. De små Cobaea Scandens.  Store er de jo ikke, men de er der.  De lilla frø er lidt hurtigere på aftrækkeren end de hvide er, men de hvide titter også frem. Jeg vandede nede fra i går eftermiddags, men da var der ingenting at se. I morges da jeg kiggede, troede jeg ikke mine egne øjne. Hvordan de kan blive så store på ½ døgn er mig en gåde. De blev sået for 13 dage siden. Jeg har i går snuppet papegøjens specielle dagslyspære til spirerne.

Og her er så et spørgsmål til alle de erfarne så-mennesker: Hvad gør I med låget til minidrivhuset, når nogle af spirerne er blevet høje, og andre endnu ikke har spiret eller stadigt er små? Jeg har benyttet rootrainers, men det er da et dilemma. Eller?

torsdag den 10. marts 2011

Lisbeths Havenoter

På denne kolde og mørke dag med slud og blæst kom postbudet med en gave til mig:



For nogle dage siden, så jeg en kommetar af Lisbeth fra Countryliv inde på Claus' blog (behøver jeg skrive "Dalby"?). Jeg gik ind på Lisbeths blog for at give hende et fif og ramte lige ind i en give-away lodtrækning, hun havde kørende, hvor hun trak lod mellem kommentatorerne om en havenotesbog lavet med hendes egne billeder. Og tænk sig. JEG VANDT!

Jeg har i forvejen Claus' skønne "Et haveår", hvor jeg noterer, hvilke løg jeg har lagt hvor, hvornår den første frost kom osv. Nu har jeg så også en lille dejlig notesbog, som jeg har tænkt mig at brug til idéer og planer. Jeg har rå mængder af idéer og planer, så måske jeg skal spørge Lisbeth, om jeg kan få den trykt i industielle mængder :-) Spøg til side. Det er dejligt at have en handy lille bog at kunne notere i.



Tænk sig - der lå også en nuttet blyant lavet af .....??..... træ med små knopper. Se bare:


Lisbeth har også små fif med i notesbogen, som er kreativt fundet på. Tusind tak Lisbeth!

lørdag den 26. februar 2011

Lidt hjælp til så-dummies

Lad det være sagt med det samme. Jeg har ikke tidligere haft det store held med såning. Faktisk havde jeg mas nok med at passe de små planter, jeg købte hos Odenia sidste forår, og forrige år købte jeg også baby-lathyrus på Hesede hos Isabella Smith, da mine frø lod meget tilbage at ønske. Jeg har intet drivhus, men vover pelsen igen i år.

Så hjælp må jeg have. Derfor har jeg fundet et par gode links til hjemmesider, så frø-novicer som jeg kan komme på så-skole og få lidt ekstrahjælp.

Mine frø har jeg købt hos henholdsvis Isabella Smith, Frøbutikken, Owl's Acre Sweet Peas.

Dette link viser, hvordan både frø og kimplanter ser ud. Det synes jeg er smart. Især hvis man finder på at så på friland. Linket kører lidt langsomt, så have tålmodighed. The Seed Site.

Det andet link forklarer også såning for nybegyndere. Isabella Smith kan det der :-)

Mht. de skønne Klokkeranker satser jeg helt vildt på, at Claus Dalby forklarer grundigt i stil med "man tager højre hånds tommel- og pegefinger og ......".

fredag den 25. februar 2011

ÆV - Klokkerne kommer nok ikke til at ringe i år

Som I kan se af tidligere indlæg, har jeg været en tur på Gartneriet Spiren i forrige week-end. Desuden hoppede der endnu en meget stor helleborus med præstekrave op i indkøbsvognen, da jeg var på planteskole for at købe jord, som ikke var frossen.


Et pragtfuldt eksemplar med 2 sæt "blomsterknapper"

Den blev sat ned i Kagehuset til alle de andre. Min havenabo som havde været med på shopping, har også sat sine helleborus ind i mit Kagehus. Hun hørte dog efter, da min pegefinger viftede rundt i luften, og jeg sagde, at det var nødvendigt, at give vores nye babyer større potter og mere jord. Jeg tog desværre ikke mit eget råd. POKKERS.

Alle steder hvor jeg har læst om disse vidunderlige helleborus orientalis, står der, at de SAGTENS kan tåle frost. De lægger sig bare ned og rejser sig igen, når frosten er ovre.

VRØVL OG VÅS.

Jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig, at det kun gjaldt udplantede eksemplarer eller helleborus i større potter med masser af jord. Havde jeg VIDST det, ville jeg have taget dem med ind og sat dem i en vindueskarm, indtil jeg havde fået dem pottet om. Jeg ringede ovenikøbet til Marianne Rostén, som nok mente at de fint kunne klare sig.

Kagehuset er kun isoleret i gulvet.

Efter et par dage så de således ud:




Torsdag morgen traskede jeg ned efter mine stakler. Kl. 8:30 var der 4 graders frost inden for. Selvom det er frostvejr, bliver huset hurtigt 11-12 grader bare solen titter lidt frem om dagen. Men nattefrosten har næsten taget livet af dem! Efter ½ døgn inden for så de således ud:


Det er nu 1½ døgn siden, at jeg tog dem ind. De har rettet sig en anelse, men ser HELT forfærdelige ud!
Måske jeg skal tage den store saks frem og bare klippe dem ned. Øv, æv hvor er jeg ærgerlig!

Derfor: Plant dem over i større krukker, eller lad være med at udsætte dem for frost, hvis I kommer hjem med vognen fuld af dejlige helleborus.

Jeg kan bare håbe, at jeg måske næste år kan nyde dem. Der er bare pokkers lang tid til.

torsdag den 24. februar 2011

Kunne du tænke dig bedre haveprogrammer?

Billedet af Claus Dalby er tyvstjålet fra hans blog
Jeg tvivler stærkt på, at der skulle være nogen, som læser denne blog uden også at læse Claus Dalbys blog. Men hvis nogen skulle forvilde sig herind, som ikke allerede har set min laaaaaaaaaange kommentar der, kommer den her igen:

"Jeg er ked af at løbe med din tråd, Claus, men jeg har i aften set Drømmehaver, og ville SÅ gerne have set meget mere til dig! Og jeg ville gerne opfordre de læsere her på bloggen, som er af samme mening, til at gøre noget ved det!

Der er flere ok programmer om haver i TV. Det være sig "han, hun og haven", "Drømmehaver", ”Bonderøven” osv. Ingen af disse udsendelser er hands-on udsendelser. De kan være ok at se, men der er ikke nok ”guf”, som vi kan tage med ud i vores egne haver. Det kan gøres meget bedre!

I "drømmehaver" vises der klip fra stilmæssigt forskellige haver, men det er lynhurtige klip, som jeg synes er sammensat på en uhensigtsmæssig måde. Vi suser fra haver med lilla plastikgræs, til romantiske haver der bugner af vidunderlige blomster. Umådeligt mange af os danskere med haver (og vi er MANGE) ville gerne nøjes med at se længere udsendelser med f.eks. Claus Dalby (og evt. gæster), som både er vanvittig inspirerende og fyldt med så mange praktiske råd, at der er noget for de fleste at tage med ud i haven bagefter. Hvis han fik noget mere kunstnerisk frihed, føler jeg mig overbevist om, at han kunne sammensætte et spændende, brugbart og lødigt program.

Personligt vil jeg gerne dvæle og have tid som i det klip fra Tasha Tudors have, I kan finde i højre panel under ”Kender I Tasha?”. Har I ikke allerede set det, synes jeg, I skulle unde jer selv 10 min med hende. Følg linket som Claus har sat ind.

Danmark har brug for programmer i lighed med BBCs "Gardeners’ world", hvor de om programmet selv skriver: "Gardening show packed with good ideas, tips, advice from experts and timely reminders to get the most out of your garden, whatever its size or type". Der er en årsag til, at personer som Claus Dalby på ca. 9 måneder har haft over 500.000 besøgende på sin blog.

Jeg kan garantere, at et sådan program ville tage kegler! Faktisk er vi mange, der er ærgerlige over, at vi ikke kan tage BBC 2.

DERFOR: Hvis ikke I allerede har gjort det, så skriv til DR og giv dem jeres mening. Hvis nok skriver, er der større chance for at få bedre kvalitet på haveprogrammerne.

I kan gå ind på http://www.dr.dk/OmDR/Kontakt_DR/Kontakt_DR/20060614143129.htm
Tryk på Web: Kontakt DR og følg de få trin.

Beklager det blev lidt langt."