Haven

Haven
En lille have på 200 m2

søndag den 8. februar 2015

It's alive

Haven altså. I dag da jeg var nede i haven i solskinnet for at klippe de blade af mine helleborus, som jeg endnu ikke havde nået at fjerne, måtte jeg konstatere, at trods stivfrossen jord var der liv. Overalt. De vilde dyr, der bor i haven, havde også travlt. Ja, de er nu ikke så vilde. Musvitterne, mejserne, solsortene, rødhalsene og alle de andre med vinger samt musene og alle kriblekrable dyrene i jorden. Fuglenes sang er blevet anderledes. Alle venter vi længselsfuldt på foråret.
Under isen på mit vandhul kunne jeg konstatere, at der stadigt var liv i Sigurd.
Sigurd er ved at være en halvgammel guldfisk. Han har boet i haven i 4½ år nu. Det forår han flyttede ind, ankom han med 9 andre guldfisk. Jeg konstaterede hurtigt, at han havde en himstregims på det sted, hvor hovedet bliver til krop, og da jeg var bange for, at det kunne være en svamp, som kunne smitte de andre, overvejede jeg at fiske ham op, og gøre det af med ham. 
Men jeg fik det ikke gjort. Heldigvis.

Billedet her er taget i juni 2014, hvor han sikkert nød livet noget mere, end han gør lige for tiden.
Hans venner er alle døde, men Sigurd holder ud. Eneste årsag til at jeg anskaffede guldfisk, er på grund af myggelarverne. Jeg opdagede nemlig hurtigt, at vandet havde 999999999 myggelarver om sommeren, og da jeg kommer til at ligne elefantmanden af myggestik, var gode råd dyre, for jeg synes det er så hyggeligt med vand i haven. Sigurd klarer nemt at solo myggelarverne og alle andre insekter, der forvilder sig ned i vandet. Vandhullet består af en meget stor sort plastikdims til formålet, som er gravet ned midt i haven. Jeg kan ikke tage æren for idéen, for det var her, da jeg fik haven, men uden fisk og med en ordentlig gang "suppe" i stedet for tilplantning. 
Tænk at en plante som ser så sart og fin ud, kan mase sig vej op gennem den frosne jord og overleve i kulden. Jeg har set på flere haveblogs, at vintergækkerne er sprunget ud, men hos mig, er det kun denne som er så langt fremme, og den er endnu ikke helt udsprungen. Jeg har mange vintergækker rundt omkring, men det er kun lukkede hvide spidser, der titter frem.
Når man vender blomsterhovedet om, kan man se, hvordan kronbladene stadigt putter sig på denne vintergæk. Jeg har mange dobbelte vintergækker og kun nogle få enkle.
Nogle meget få erantis viser deres glade gule hoveder. Det er ikke meget "rigtigt" gult, som får lov at bo i min have, men på denne årstid er jeg kun glad for at se de gule klatter i form af erantis.
De fleste erantis har kun lige stukket nakken op af jorden, og ser lidt ubeslutsomme ud.
Jeg fik i dag skik på de sidste helleborus, men det er kun en enkelt, som jeg har i krukke, der blomstrer. Det har den gjort længe nu, og der er flere knopper på vej. 
Ude i bedene putter knopperne sig stadigt tæt på jorden.

15 kommentarer:

  1. det er nogle rigtig gode billeder du har taget :) :) desværre er mine vintergækker kun lige kommet op af jorden så jeg må nok vente et par dage endnu inden de blomstrer :)

    SvarSlet
  2. Foråret har vist gjort sit indtog i din lille have.

    SvarSlet
  3. Godt Sigurd klarede skærene :) nej hvor vi glæder os til rigtigt forår.

    SvarSlet
  4. Hej Nette.Sigurd er da bare en sej guldfisk......................men synes da at det er lidt synd at han er alene.
    Smuk vintergæk du har.................og smuk er også din Helleborus.
    Har været på bytur til Kbh. i dag..................så filmen Mr.Turner i Grand.
    Måtte også lige en tur i Magasin,Og udenfor faldt jeg over en stor smuk Helleborus til kun 48 kr.................men din rosa er bare SÅ smuk.
    Har lige hørt at vejret i morgen bliver med helt op til 10 grader.....................fantastisk.
    God aften Knus Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Sigurd blev moppet af de andre guldfisk, så jeg tvivler på at han savner dem, selvom han er en stimefisk ;-)

      Slet
  5. Hej Nette. Dejligt at gense livet i havens dam. Ser ud til at det ender som en rimelig kort vinter, dit oliventræ har det vel stadig godt.
    Henrk

    SvarSlet
    Svar
    1. Jo tak. Både det store og det lille oliventræ har det godt. Jeg pillede dynerne af dem, da frost forsvandt for nogle dage siden. So far so good.

      Slet
  6. Først til det sidste - hvor er den smuk din Helleborus, så fin, hel og helt uden svamp. Her hos mig har de enten sorte pletter fra svamp eller fuglene har hakket i kronbladene - det er ikke altid nemt at styre naturen.
    Godt at Sigurd fik lov at leve, jeg forsøgte at se om jeg kunne se den dims på hans hovede som du omtaler, er den forsvundet?
    Tænk at du har flest dobbelte vintergækker, jeg har flest almindelige enkle, men de er jo også søde - dem må du have en klump af som tak for de dobbelte jeg fik af dig, dem passer jeg virkelig godt på :-)
    Forsat god fornøjelse i haven.

    SvarSlet
    Svar
    1. Først til det første - klipper du ikke de grønne blade af dine helleborus, når de får brune pletter? Jeg har da ikke tidligere hørt om, at fuglene hakker i kronbladene. Mærkeligt fænomen.

      Ja, Sigurd har stadigt dimsen, men det var øjensynligt ikke svamp. Jeg overvejer at skaffe nogle legekammerater til ham, når vejret bliver varmt nok.

      Det er med vintergækker som med helleborus: Man er nødt til at bukke sig ned og vende hovedet for at nyde dem rigtigt.

      Slet
  7. Ham Sigurt, han er da en sej Guldfisk..Æder han sig tyk og fed i myggelarver om sommeren og får så ikke noget at spise om vinteren..? eller hvordan foregår det ?
    De er yndige de små dobbelte vintergækker...jeg er så spænd på hvor mange der kommer i min have i år :)
    Din Påskeklokke er altså smuk..kan du få dem til at komme år efter år, det kniber nemlig lidt her.
    Kh Linda

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja Linda, han æder sig tyk og fed om sommeren. Når vandet kommer ned på ca. 10 grader om efteråret, stopper jeg fodringen. Omvendt starter jeg op igen, når temperaturen kommer over 10 grader om foråret. Jeg er overrasket over, at han stadig er i live.

      Ja, mine påskeklokker kommer troligt igen år efter år. De er meget nemme, så jeg forstår ikke helt, hvorfor det kniber for dig. De gror lystigt i al slags jord. Mere eller mindre. Har du nogen sinde være hos Gartneriet Spiren? Det er en fristelsens hule.

      Slet
  8. Kære Nette.

    Det er velnok godt, at SIgurd har den himstregims! Det er nok den, der har fået ham til at blive så gammel, i modsætning til de andre, skal du se.

    Dejlige kærkomne forårsbilleder, Og sikke en skøn helleborus.

    Håber snart der går hul på isen i vandhullet, så Sigurd kan få noget guf, og vokse sig stor og stærk som en spækhugger.

    Her er simpelthen for koldt til havearbejde. Jeg plejer ikke at være pivet med vejrliget, men når mine tykke trøjer, huer, uldne sokker, to par bukser påmonteret med min lidet sexy flyverdragt udenover, ikke engang kan holde kulden fra kroppen, kaster jeg altså håndklædet i ringen. Den isnende blæst går gennem marv og ben. Og jeg hoster nok i forvejen. Men jeg længes....

    Når jeg ser din overskrift og billedet af Sigurd, kommer der et soundtrack inde i mit mærkelige hovede...."Stayin` alive" med BeeGees. Og jeg ser næsten Sigurd danse firser disco nedenunder isen:o)
    I told you I`m strange!

    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Sigurd får ingen mad, selvom isen er smeltet. Der skal varme til. Og det kan jeg forstå, at du også venter på. Varmen altså ;-)

      Slet
  9. What!!! Har du fisk? Det har jeg ikke opfattet. Er det i et bassin, lavet af plastik? Det er dejligt med dyr, uanset om det er fugle, fisk eller andet. Dog havde jeg besøg af en STOR havmåge på min altan i dag, det blev lige for meget... Havehilsner

    SvarSlet
    Svar
    1. Jo, bassinet er et sort plastik bassin med forskellige niveauer. Det er gravet ned, og jeg har anlagt et bed rundt om det. Jeg har kun fisk, fordi jeg ikke gider ligne elefantmanden af myggestik. Jeg elsker fugle. Alle slags. Havmåger ER store. Og smukke. Jeg bor tæt ved Øresund, og har ovenlysvinduer. Jeg nyder at se dem sejle hen over himlen.

      Slet

Du er altid velkommen til at lægge en kommentar!