Haven

Haven
En lille have på 200 m2

torsdag den 29. december 2011

Tror jeg har dummet mig ....... IGEN

Det er ganske vist min hensigt, at lave min lille have om til en blomsterjungle, men jeg tror måske, at jeg er gået lidt for vidt.






Jeg har et par gange været på rosenudstilling, og hver gang er jeg faldet pladask for Madame Alfred Carrière. Den er meget svagt lyserød til hvid, dufter som englene synger, yndig at se på og tilmed skyggetolerant. Den måtte jeg eje. Men hvor skulle jeg dog gøre af den?

Allersidst på sommeren 2011, købte jeg en jern-rosenbue, som jeg satte ved indgangen til min lille have. (Jeg har for nylig erfaret fra Claus Dalbys blog, at Bilka vist får nogle gedigne rosenbuer til foråret. Det kunne han godt have sagt noget før, for så havde jeg sandelig ventet.)

Jeg heksede rundt for at finde 2 flotte eksemplarer. For én var da ikke nok. De var ikke til at drive op, og de var tilmed udsolgt fra leverandøren, fortalte et hav af planteskoler mig! Det lykkedes at finde 2 hæderlige eksemplarer i 2 forskellige havecentre. Jeg er ikke god til at vente. Når beslutningen er taget, skal det være NU! En på hver side blev plantet sammen med en klematis Prinsesse Alexandra.

I forgårs sad jeg så og surfede på nettet i en anden forbindelse og faldt over ovenstående billeder af rosen. Du godeste! Hvad har jeg dog tænkt på? Jeg må have mistet forstanden. For rosenbuen er ikke en af de enorme Dalby-buer. Og så har jeg plantet 2 stk. sammen med klematis. Mine eksemplarer blev sat i september, så de er jo endnu små babyer. Tror jeg kommer til at lave en lille hylde uden for lågen med en hæksaks og machette. For det går da vist galt!

mandag den 26. december 2011

Glædelig jul

Alle bloglæsere ønskes en rigtig glædelig jul!

Julen er snart overstået, selvom den her i huset varer til nytår. Nu er det jo ikke et nytårs indlæg, men jeg vil alligevel benytte lejligheden til at sige tak for julehilsner lagt i forrige indlæg (jo, jeg har taget mig tid til at læse) og tak til alle, som har været med til at gøre det forgangne blogår både morsomt og inspirerende!

Hvem skulle have troet, at det at blogge skulle føre så mange sjove og positive oplevelser med sig? Jeg har moret mig over kommentarer både her og på andre blogs, ladet mig inspirere af kommentarer og andres indlæg samt sprunget ud i en Tour de Blog sammen med ukendte bloggere, som viste sig at være nogle særdeles dejlige og givende kvindfolk. Vi fik sammen set underskønne haver og mødt fantastiske gæstfri mennesker.

Det er ikke blevet til meget bloggeri fra min side på det sidste. Tiden i starten af december, som jeg skulle have brugt på at jule, blev i stedet brugt til at sætte hegn op, så jeg har halset bagud med mange ting. Men nu skal det blot males til foråret, inden det bliver for vanskeligt for alt det spændende, som forhåbentligt pisker op af jorden, når varmen vender tilbage.
Bare det at købe materialerne trak tænder ud. Rionettet mod min havenabo, Gro, blev forhøjet. Det er meningen, at det skal dækkes med klematis og klatreroser. Det andet hegn mod den sydlige havenabo er magen til hegn andet sted i haven og skal males sort. Her har jeg allerede sat klatrerosen Arvensis Splendens og klematis Montana Broughton Star. De skal dække hegn og klatre op i naboens lidet skønne æbletræ. Der står også allerede 2 kaprifolier og en Montana Fragrans, så mon ikke jeg skal skynde mig med malerpenslen til foråret, inden det hele får fat?

PS: Hvis Tante Grøn skulle finde på at læse med her, vil jeg bare pippe, at det ser ud som om, at der er meget græs tilbage, men det er der ikke 

Værsågod Tante Grøn ....... din plageånd :0)
Desværre er utroligt mange billeder af min lækkermås forsvundet, da min harddisk døde :0(
Jeg har haft ham fra 1963, hvor han allerede var voksen, så han er en ældre herre. Ja-ja-ja, jeg var kun en lille pige den gang :0)

søndag den 11. december 2011

Lidt Dalbysk har man vel lov at være

Har I set de skøre reklamer i tv for et af de ugentlige sladderblade, som kalder sig Danmarks Royale Ugeblad, hvor folk opfører sig småskørt, hvorefter en speaker siger "Ja, lidt kongelig har man vel lov at være"? 

Her på matriklen er alt haverelateret  i nanostørrelse, men lidt Dalbysk har man vel lov at være. For det føste har jeg lavet krukker som denne, da det gik op for mig, at både hornvioler og pyntekål kan klare de meget kolde temperaturer. Juletiden kan være meget hyggelig, men jeg glæder mig nu en gang til foråret!

Dernæst har jeg desværre ikke et drivhus og mit haveskur er ALT for lille til alle de mange krukker og ting, jeg har brug for at opmagasinere, så jeg lod mig inspirere igen af CDs idé fra sidste år med at opsætte et telt. CDs telt er 80 m2, og en sådan størrelse kunne jeg muligvis sagtens bruge, men når nu haven kun er 200 m2, må man jo udøve begrænsningens kunst, hvor svær en diciplin den end måtte være. Som tidligere skrevet erhvervede jeg et mindre drivtelt i oktober på 2,55 m2. Jeg kan desværre langt fra presse alle krukker derind, men noget er i det mindste kommet i tørvejr. En del frostsikre krukker er blevet helt tømt og har fået vendt bunden i vejret uden for ligesom der står fyldte krukker under udhænget på Kagehuset.










Her kan de fyldte krukker så stå i tørvejr. Fik i dag plantet et par krukker med Narcissus Cheerfullness, sat lidt tulipa Mariette løg i et hjørne af haven og lagt nogle løg til vintergækker.  Nu mangler jeg så bare at gøre mit hegnsprojekt færdigt på torsdag, hvis bare vejret arter sig. Det er blevet en del dyrere end anslået og har taget længere tid end beregnet. Så skal det "bare" males til foråret.

torsdag den 8. december 2011

Der kom et julekort

Lad det være sagt med det samme: Jeg ææææælsker overraskelser!

Postbudet kom med en skøn en af slagsen i går:
Bagsiden af kuverten fik mig til at smile bredt:
Fosiden var behørigt pyntet:

Det søde julekort havde et dejligt positivt indhold. Var hjemmelavet på mest vidunderlige vis:
OG julekortet indeholdt den MEST VIDUNDERLIGE overraskelse:
Frø til staude digitalis! Jeg som æææælsker digitalis!

En STOOOOR tak til Tante Grøn!

torsdag den 24. november 2011

Back-up!

Her skulle have været en mængde billeder fra Tante Grøns vidunderlige have, nu da den ikke er så hemmelig mere. Claus Dalby har i sin nye bog Hemmelige haver taget billeder og skrevet om denne dejlige have og dens ejere. Jeg var så heldig at besøge haven i sommeren 2011.

MEN. MEN. MEN. I søndags rejste jeg mig hurtigt op fra skrivebordet. Mit ene ben sad fast i ledningen og BUM røg computeren på gulvet og min harddisk afgik ved døden!

Og hvornår havde jeg så sidst taget back-up?

ALT for lang tid siden. Jeg har mistet en masse data. Noget kunne genskabes, men ak o ve. Meget er væk. Jeg har oven i købet købt mig til ekstern back-up, men ikke benyttet det i flere måneder.

Derfor: Husk at tage back-up jævnligt!

fredag den 18. november 2011

Mere dejlig inspiration i disse blomsterfattige tider

Jeg glæder mig stadigt over Claus Dalbys bog Hemmelige haver, men Lene og Marlene gav mig en idé under mit indlæg om mangelfulde haveprogrammer på danske tv-kanaler. De skrev nemlig om nogle engelske haveprogrammer, som de havde været meget glade for. Jeg gik straks på Google, hvor jeg fandt og købte ovenstående samling dvder (optaget i 90'erne) med den skønne og inspirerende Geoff Hamilton. Jeg har haft et par øjeblikke, hvor jeg fik lyst til at rive alt ud af min lille have og begynde forfra, for den gode Geoff sælger varen godt. Dvderne er fra de drømmeskønne Gardeners' World udsendelser. Ca. 9 timers udsendelser som skifter mellem besøg i vidunderlige haver, og Geoff som viser ned i mindste detalje, hvordan man selv kan kreere sådanne dejlige haver.  "Have for en 10er", som Claus Dalby kalder det.

Jeg købte samtidigt nedenstående, men den er jeg ikke nået til endnu. Lene og Marlene omtalte en dvd i denne serie, som hed The Victorian Kitchengarden, men da jeg ikke har planer om en køkkenhave, sprang jeg den over. Det kan dog meget vel være, at jeg ændrer mening, for jeg har set nogle af indslagne i Geoff Hamilton's The Ornamental Kitchengarden, som er en del af hans serie og den giver mig helt lyst til at dyrke grøntsager. HOV! Skrev jeg virkelig det? Kan det passe?
Hvor er det dog sørgeligt, at Geoff Hamilton gik så tidligt bort. Austinrosen som bærer hans navn, er for øvrigt en af mine yndlingsroser.

lørdag den 12. november 2011

I må ikke snyde jer selv

for denne dejlige bog. Claus Dalby har gjort det igen. Jeg erhvervede bogen på bogmessen i Forum i går, så naturligvis har jeg ikke nået at trevle den helt igennem tekstmæssigt. Men jeg har svælget i billederne, som er pragtfulde. Endnu en gang kunne jeg tænke mig at flytte ind i en af CDs bøger. Tænk at der findes så mange vidunderlige haver! Det er forøvrigt lige til at få præstationsangst af. Afsnittet om vores allesammens Tante Grøn har jeg dog læst fra ende til anden, for det er en have, jeg selv har set. Jeg var spændt på at se og læse, hvordan CD havde fanget denne underskønne have og min fantastiske blomstermor. For såvel denne have som Tante Grøn er unikke. Det har han gjort til UG. Jeg får samme følelse, som da jeg så Tantens have live. Havde jeg en tryllestav, ville jeg trylle den ned i størrelse og placere den i min egen have. Jeg kan læse i bogen, at min blomstermor betegner sig selv som "stemningsstylist", og hertil vil jeg blot sige, at jeg meget, meget gerne vil stå i lære hos hende. Eller hos CD selvfølgelig.

Der er billeder og beskrivelser af mange andre vidunderlige haver. Forskellige men med det til fælles, at de i sandhed er noget særligt. CD har tilsyneladende fanget stemninger og et væld af detaljer fra disse haver og forstået at formidle det hele på en vidunderlig og æstetisk måde.

tirsdag den 8. november 2011

Mangel på haveprogrammer i dansk TV

Når nu de danske tv kanaler ikke kan finde ud af at lave nye gode haveprogrammer (udover de dersens hu-hej-hvor-det-går programmer, hvor et hold proffe havefolk rykker ud og laver en have på nul-komma-dut), må man tage til takke med det man kan få. Bilka har produceret nogle små fine videoer med CD, som absolut er seværdige.

Jeg opfordrede sidst år til at skrive til DR og bede om at få genudsendt Haven i Hune, og sørme om ikke de blev genudsendt i sommers. Et tilfælde måske? Både England og Sverige laver gode "slow-haveprogrammer", som er inspirerende og gode at få forstand af. Men something is rotten in The State of Denmark. Hurtigprogrammerne og Hr. Ryge er ikke lige "det". Programmer i stil med Haven i Hune ville være en drøm. Det er nu, at mange har gang i armchair gardening og planlægger næste sæson. Jeg elsker mine havebøger, men det udelukker ikke levende billeder.

Gå ind på de danske tv kanalers hjemmesider og skriv kort om, hvad I kunne tænke jer. I finder links under kontakt. For pokker da også.

Billedet er tyvstjålet fra Bilka hjemmeside.

søndag den 6. november 2011

Roser i november

Alan Titchmarsh
Awakening
Brother Cadfael
At komme ned i haven og finde roser i blomst i november giver samme følelse, som når man i det tidlige forår ser de første blomster springe ud. Man får smil på læben.

Jeg er begejstret for roser. Dillen begyndte, da jeg havde hyret en havearkitekt ifm. at jeg ville lægge haven om i 2009. Mange ville nok mene, at det var som at skyde gråspurve med kanoner, når man tager i betragtning, at haven kun er små 200 m2. 198-199. Jeg var da utroligt glad for haven, men endnu ikke angrebet af "havebacillen" for alvor. Havearkitekt Lise-Lotte Juul Jensen (se bagsiden på havebladet Haven) foreslog et levende hegn mod naboen på den ene side. Det syntes jeg var en dårlig idé, indtil jeg kom i tanker om at lave en lang række med forskellige roser.  

Jeg har tit - meget tit - været fristet til at anskaffe roser, som kun blomstrer en gang. Der er så mange skønne. Men med så lidt plads synes jeg ikke, der er råd til sådan luksus. Jeg vil have duft og blomster i rå mængder. Og en dag som i dag hvor vinteren banker på, og haven allerede er døset hen, er det skønt alligvel at finde udsprugne roser på buskene. Så bliver jeg bekræftet i, at det med stedseblomstrende og remonterende roser er det rigtige for mig.

torsdag den 20. oktober 2011

Kønt er det ikke

Men forhåbentligt praktisk.
Målene er L 180 x D 142 x H 80
Jeg har efterhånden fået erhvervet mig en del krukker, og selvom de fleste er frostsikre, har hverken planter eller krukker godt af at stå ude i regn og sne om vinteren. Jeg har ganske enkelt ikke plads i mit skur (og er ikke udstyret med hverken orangeri eller drivhus), så inspireret af CDs megatelt, gik jeg på jagt efter opbevaring i nanostørrelse. Det er selvfølgelig meningen, at det skal pakkes væk igen til foråret.
Der er fluenet for den store åbning foran og ligeledes i hver ende, således at man kan lufte ud, uden at insekter flyver ind. Er nok beregnet til dem, der laver deres egne grøntsager m.m. forår og sommer. Både plastik og fluenet kan rulles op og bindes fast foran. Hele herligheden kostede kr. 228,00 hos Harald Nyborg.

Det skal lige siges, at jeg var ved at få et hysterisk tilfælde, da det skulle samles og måtte skrige "HJÆLP" til min havenabo Gro, som kom ilende for at hjælpe mig. Ellers er jeg ikke helt sikker på, at mit blodtryk ikke ville have nået faretruende højder. Tak for hjælpen Gro!

lørdag den 8. oktober 2011

Skal - skal ikke


Mon ikke næste sæsons planlægning allerede er godt i gang i lænestole og sofaer rundt omkring? Jeg har gået og tænkt lidt over, om jeg også næste år skulle have klokkeranker i min lille have, selvom de skam var en succes i år. Begrænsningens kunst er svær, når man ikke har så mange m2. Men så faldt jeg over dette billede, som jeg nappede en regnvejrsdag i juli. Når klokkerne på den lilla/blå klokkeranke lige er sprunget ud, har de en særdeles yndig farve. Så tror nok at jeg bliver nødt til at have blå ranker også næste år.

torsdag den 6. oktober 2011

Det gælder om at nyde det

Jeg ved, at der er mange, som sætter pris på efteråret. Det kan da også være hyggeligt med stearinlys, varm te og gode bøger, men jeg er ked af at skulle trække mere inden døre og sige farvel til blomsterne for denne gang. Jeg har stadigt mange som hænger ved på trods af, at regn og blæst er over os. Disse billeder blev taget med mobilen for få dage siden:

Dejlige dahlier
The Mayflower
Astrantia Hadspen Blood
Høstanemoner
etårige duftlupiner
Blue Perfume
Jeg har stadigt mange ting, som jeg skal nå, så hr. Vinter må gerne være lidt sløv i optrækket.

mandag den 3. oktober 2011

Nye modeller

Ja, hvor nye de egentlig er, ved jeg ikke lige, men da jeg var på Aldershvile Planteskole i anden anledning i fredags hoppede et par af disse op i kurven, selvom jeg vurderede, at jeg nok ikke havde plads. Men de insisterede, for de mente, at de ville passe flot ind hos mig, og da de kun bliver 40 cm høje - ja FYRRE - så fik de lov. Jeg har flyttet rundt på stauder for at passe dem ind, for de er da søde!
Her er et par friske mobil-billeder:

De hedder Pretty Lady Emily
Jeg har været på nettet og investigere og fundet ud af, at der også findes en anden lav model, som blot er lidt mørkere, ved navn Pretty Lady Susan.

lørdag den 1. oktober 2011

Forårsløg en masse

Nu er min lille have kun ca. 200 m2, så pladsen er noget begrænset. Alligevel er det lykkedes mig at købe forholdsvis mange løg igen i år. Jeg skulle "bare lige supplere lidt" på løgne fra sidste år. Spørg mig ikke, hvorfor jeg nu har ca 500 løg som skal i jorden! Mange er impulskøb. Det er farligt at kigge på de flotte (og ofte misvisende) billeder på løgposerne hos planteskolen.

Sidste år havde jeg Foxtrot og Greenland i et bed sammen med China Town. Så jeg købte flere af de to første. Billedet med Foxtrot er fra min have sidste år:

Ved ikke lige hvorfor, men jeg har ingen billeder af Grønland, men dem har jeg også købt flere af i år.
Jeg har også købt en bunke Allium Aflatunense for første gang, som skal stå i samme bed plus det nye påskeæg:

Til tidligere på sæsonen måtte jeg også have nogle Mount Hood til fordeling rundt omkring i tilgift til alle de andre hvide påske- og pinseliljer jeg allerede har:
Der røg også lige nogle poser med Tulipa Ice Wonder ned i kurven, som jeg endnu ikke ved, hvor jeg skal plante:

Til det nye påskeæg bed, som blev startet i april i år og udvidet til dobbelt størrelse, da jeg endelig fik sendt en kæmpesyren til de evige syrenmarker, har jeg købt ovenstående allium aflatunense plus:
Pink Impression er en Darwin hybrid som skulle være fantastisk til at komme igen år efter år. Lige som Apeldoorn.

Jeg har også købt en del liljetulipaner ved navn Green Village, som skal stå sammen med Pink Impression og Mount Hood:
Til bunden har jeg købt 50 lyserøde Anemone Blanda:

Jeg måtte naturligvis også have nogle flere Fritillaria Meleagris:

Jeg købte også nogle få af fritillaria Uva-Vulpis. Dem fandt jeg nu ikke så spændende efter at være kommet hjem og have slået dem op på nettet, så jeg er glad for at jeg ikke købte en stor mængde af dem. Et godt eksempel på at billederne på poserne kan snyde:

Så blev jeg sørme også fristet af nogle Allium Sphaerocephalon:

Til det lille hvide bed omkring havehullet måtte jeg prøve de botaniske Turkestanica:

Sidste år satte jeg faktisk en masse løg i form af krokus, anemoner og påske- og pinseliljer i det bed. Alle sammen i hvidt.

I andre bede satte jeg udover tulipaner mængder af andre forårsløg i lyserødt og lyslilla.

Jeg havde en mængde blå perlehyacinter og mængder af forskellige påske- og pinseliljer i lyse og gule farver omkring syrenen. I takt med at stærke mænd har gravet dette sted, har jeg stået på sidelinjen og hvinet "læg løgne til side til mig. Dem må du ikke smide ud!" Så nu har jeg op mod 100 løg, som jeg skal finde et nyt sted til. Ikke nemt når man har fået Dalbys tone-i-tone på hjernen, og haven kun er lille bitte.

Mon ikke det bliver flot næste forår?

fredag den 16. september 2011

Rosen i paradis samt sommerens overraskelse

Når man kommer ned i haven til dette syn, forstår man godt, hvorfor denne rose har fået navnet
"Eden Rose 88". Det andet danske navn "Willestrup" er ..... ikke så rammende, synes jeg.
Roserne har haft hårde betingelser de sidste par år. Først et par meget hårde vintre og denne sidste sommer hvor bladene næsten har været  mere våde end tørre, hvilket de jo slet, slet ikke kan lide. Alligevel står de nu sent på sæsonen med masser af knopper og blomster.
I det nye påskeægbed er der også stadigt mange blomster. Både roser, høstanemoner, brudeslør, phlox og kæmpeverbena har stadigt blomster, omend det mest er roserne, som der er alvorligt gang i. Så mange knopper og blomster på denne årstid, er jo alt besværet værd:
Og nu til sommerens overraskelse:
Jeg havde læst om Odyssey i bogen Mit liv med roser af Ernst Jensen, så da jeg købte rosen Odyssey hos Frans  (som er meget servicemindet og har nogle sunde og dejlige roser) havde jeg derfor store forventninger. Han er så vidt jeg ved, den eneste i Danmark, der har denne rose, og han leverede Odyssey lige til min dør som barrod.  Og hold da op hvor den har vist sig at være sund og vidunderlig smuk!  Den voksede til ca. 150 cm som lyn og torden med meget flotte mørkegrønne skinnende blade og non stop knopper og meget smukke blomster. Den har også en fin duft, omend den ikke er så kraftig: