Haven

Haven
En lille have på 200 m2

lørdag den 26. februar 2011

Lidt hjælp til så-dummies

Lad det være sagt med det samme. Jeg har ikke tidligere haft det store held med såning. Faktisk havde jeg mas nok med at passe de små planter, jeg købte hos Odenia sidste forår, og forrige år købte jeg også baby-lathyrus på Hesede hos Isabella Smith, da mine frø lod meget tilbage at ønske. Jeg har intet drivhus, men vover pelsen igen i år.

Så hjælp må jeg have. Derfor har jeg fundet et par gode links til hjemmesider, så frø-novicer som jeg kan komme på så-skole og få lidt ekstrahjælp.

Mine frø har jeg købt hos henholdsvis Isabella Smith, Frøbutikken, Owl's Acre Sweet Peas.

Dette link viser, hvordan både frø og kimplanter ser ud. Det synes jeg er smart. Især hvis man finder på at så på friland. Linket kører lidt langsomt, så have tålmodighed. The Seed Site.

Det andet link forklarer også såning for nybegyndere. Isabella Smith kan det der :-)

Mht. de skønne Klokkeranker satser jeg helt vildt på, at Claus Dalby forklarer grundigt i stil med "man tager højre hånds tommel- og pegefinger og ......".

fredag den 25. februar 2011

ÆV - Klokkerne kommer nok ikke til at ringe i år

Som I kan se af tidligere indlæg, har jeg været en tur på Gartneriet Spiren i forrige week-end. Desuden hoppede der endnu en meget stor helleborus med præstekrave op i indkøbsvognen, da jeg var på planteskole for at købe jord, som ikke var frossen.


Et pragtfuldt eksemplar med 2 sæt "blomsterknapper"

Den blev sat ned i Kagehuset til alle de andre. Min havenabo som havde været med på shopping, har også sat sine helleborus ind i mit Kagehus. Hun hørte dog efter, da min pegefinger viftede rundt i luften, og jeg sagde, at det var nødvendigt, at give vores nye babyer større potter og mere jord. Jeg tog desværre ikke mit eget råd. POKKERS.

Alle steder hvor jeg har læst om disse vidunderlige helleborus orientalis, står der, at de SAGTENS kan tåle frost. De lægger sig bare ned og rejser sig igen, når frosten er ovre.

VRØVL OG VÅS.

Jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig, at det kun gjaldt udplantede eksemplarer eller helleborus i større potter med masser af jord. Havde jeg VIDST det, ville jeg have taget dem med ind og sat dem i en vindueskarm, indtil jeg havde fået dem pottet om. Jeg ringede ovenikøbet til Marianne Rostén, som nok mente at de fint kunne klare sig.

Kagehuset er kun isoleret i gulvet.

Efter et par dage så de således ud:




Torsdag morgen traskede jeg ned efter mine stakler. Kl. 8:30 var der 4 graders frost inden for. Selvom det er frostvejr, bliver huset hurtigt 11-12 grader bare solen titter lidt frem om dagen. Men nattefrosten har næsten taget livet af dem! Efter ½ døgn inden for så de således ud:


Det er nu 1½ døgn siden, at jeg tog dem ind. De har rettet sig en anelse, men ser HELT forfærdelige ud!
Måske jeg skal tage den store saks frem og bare klippe dem ned. Øv, æv hvor er jeg ærgerlig!

Derfor: Plant dem over i større krukker, eller lad være med at udsætte dem for frost, hvis I kommer hjem med vognen fuld af dejlige helleborus.

Jeg kan bare håbe, at jeg måske næste år kan nyde dem. Der er bare pokkers lang tid til.

torsdag den 24. februar 2011

Kunne du tænke dig bedre haveprogrammer?

Billedet af Claus Dalby er tyvstjålet fra hans blog
Jeg tvivler stærkt på, at der skulle være nogen, som læser denne blog uden også at læse Claus Dalbys blog. Men hvis nogen skulle forvilde sig herind, som ikke allerede har set min laaaaaaaaaange kommentar der, kommer den her igen:

"Jeg er ked af at løbe med din tråd, Claus, men jeg har i aften set Drømmehaver, og ville SÅ gerne have set meget mere til dig! Og jeg ville gerne opfordre de læsere her på bloggen, som er af samme mening, til at gøre noget ved det!

Der er flere ok programmer om haver i TV. Det være sig "han, hun og haven", "Drømmehaver", ”Bonderøven” osv. Ingen af disse udsendelser er hands-on udsendelser. De kan være ok at se, men der er ikke nok ”guf”, som vi kan tage med ud i vores egne haver. Det kan gøres meget bedre!

I "drømmehaver" vises der klip fra stilmæssigt forskellige haver, men det er lynhurtige klip, som jeg synes er sammensat på en uhensigtsmæssig måde. Vi suser fra haver med lilla plastikgræs, til romantiske haver der bugner af vidunderlige blomster. Umådeligt mange af os danskere med haver (og vi er MANGE) ville gerne nøjes med at se længere udsendelser med f.eks. Claus Dalby (og evt. gæster), som både er vanvittig inspirerende og fyldt med så mange praktiske råd, at der er noget for de fleste at tage med ud i haven bagefter. Hvis han fik noget mere kunstnerisk frihed, føler jeg mig overbevist om, at han kunne sammensætte et spændende, brugbart og lødigt program.

Personligt vil jeg gerne dvæle og have tid som i det klip fra Tasha Tudors have, I kan finde i højre panel under ”Kender I Tasha?”. Har I ikke allerede set det, synes jeg, I skulle unde jer selv 10 min med hende. Følg linket som Claus har sat ind.

Danmark har brug for programmer i lighed med BBCs "Gardeners’ world", hvor de om programmet selv skriver: "Gardening show packed with good ideas, tips, advice from experts and timely reminders to get the most out of your garden, whatever its size or type". Der er en årsag til, at personer som Claus Dalby på ca. 9 måneder har haft over 500.000 besøgende på sin blog.

Jeg kan garantere, at et sådan program ville tage kegler! Faktisk er vi mange, der er ærgerlige over, at vi ikke kan tage BBC 2.

DERFOR: Hvis ikke I allerede har gjort det, så skriv til DR og giv dem jeres mening. Hvis nok skriver, er der større chance for at få bedre kvalitet på haveprogrammerne.

I kan gå ind på http://www.dr.dk/OmDR/Kontakt_DR/Kontakt_DR/20060614143129.htm
Tryk på Web: Kontakt DR og følg de få trin.

Beklager det blev lidt langt."

lørdag den 19. februar 2011

Hvis der skulle være nogen, der har brug for inspiration til lidt computer gardening


Fredag aften kom et par havenaboer igen til "Dalby-aften" med te og guf for at se Drømmehaver, som jeg atter havde optaget. Lige inden den sidste gik, gjorde hun mig opmærksom på et Youtube klip med en meget berømt maler/forfatter/have-personlighed fra Vermont, USA. Nu kan det meget vel være, at de fleste andre kender denne dame, men jeg havde aldrig hørt om hende før.

Jeg googlede hende og fandt klippet, som er speaket på japansk, men jeg er personligt fuldstændigt ligeglad med, at jeg ikke forstår et pluk af, hvad der bliver sagt. Haven er vidunderlig, hvis man kan lide det vilde cottage look, som jeg kan, og Tasha Tudors personlighed brænder igennem på en fin og stilfærdig måde.

Snup jer en varm kop te eller et godt glas rødvin og brug 10 minutter her:

lørdag den 12. februar 2011

Jeg kom til at klokke i det

I dag skinnede solen fra en næsten skyfri himmel. Det var smukt frostvejr og lige sådan en dag, man burde tage på heldagsudflugt til Gartneriet Spiren og erhverve sig nogle af de skønne helleborus. Ja, en hvilken som helst dag er en fin dag at tage dertil, når jeg tænker mig om. Min have er jo ikke så stor, så jeg skulle ikke have så meget, men kom alligevel hjem med lidt.

Osv. osv. osv. Jeg kom hjem med lidt flere end planlagt.

Der er en skov af Helleborus at vælge imellem, og Marianne Rostén er fantastisk servicemindet og tålmodig til at hjælpe, så man får lige "den" med hjem. I skulle unde jer selv en tur dertil. Det tog en 1 time og 48 min. hver vej, men var sandelig turen værd!
Det kan være svært at vælge


 Babyerne (eller er det teenagere?)


Jeg kunne have vandret rundt i endnu flere timer, men hjem skulle vi. Da trætheden meldte sig, havde Marianne Rostén kaffe og te på kanderne og ovenikøbet et lille stykke kage. Smukke blomster og lidt til ganen. Hvad mere kan man forlange? 

onsdag den 9. februar 2011

En smule hvidt

Der skal gøres noget ved vandhullet!

Bedet omkring dammen blev allerede udvidet en anelse i slutningen af august efter dette billede blev taget.

Planen er, at der skal ryge endnu mere græs. Desuden skal kanten gemmes. Tror jeg har fundet en fin måde at gemme den grimme kant på, som skal afprøves, når det bliver lidt varmere.

Foreløbig er der allerede skruet følgende ned:
I selv dammen (som ingen teknik har) er der bunkevis af iltgivende undervands planter . Nogle af dem får små hvide blomster på vandoverfladen. Desuden et par små hvide nøkkeroser.

Rundt om i det udvidede bed har jeg i bunden plantet en del storkenæb sanguineum album samt lagt en masse anemone white splendour og hvide krokus i efteråret. De to sidste blomstrer som bekendt kun om foråret.

 Desuden har jeg plantet følgende stauder, som "stikker lidt op":
Høstfloks fujiyama, hvide iris, thalictrum aquilegifolium album, drejeblomst.
I den ene side står en selvsået merian som passer så fint til duftliljen, som jeg igen i år har købt løg til. 

Næsten alt er plantet i 2010.
Håber måske at få plads til en hvid pæon og ....... hvem ved.


tirsdag den 8. februar 2011

Flere småindkøb til haven

Øverst til venstre er det dahlia Blue Bayou (inspireret af Flora), til højre for den er det dahlia Stolze von Berlin (som jeg så i en af Claus Dalbys bøger), nederst til venstre er det dahlia Eveline (som nok vil gøre sig med violfrøstjerner) og nederst til højre er det Acidanthera.

Suk. Så gjorde jeg det igen. Jeg skulle liiiiige kigge. Desværre kigger jeg ikke kun med øjnene, men også med fingrene. Jeg holdt mig dog til kun at "kigge" et par stykker af hver. Jeg kiggede dem ned i indkøbskurven på Aldershvile Planteskole, som har en milliard knold-planter og lign. for tiden.

Plastikboksen med frø i køleskabet vokser også på mystisk vis. Næsten helt af sig selv. Som en omvendt russisk dukke bliver den større og større i størrelsen.  Min erfaring med såning kan ligge på et lille bitte sted. Med en have på størrelse med et frimærke kan det hurtigt give problemer, hvis jeg i år får mere held med frøene. For hvor katten skal jeg gøre af det? Jeg glæder mig til tips & tricks i lagkage-plantning på Claus Dalbys blog her. Han har lovet at fortælle om, hvordan han planter - hvad han selv kalder - i lag, så der hele tiden er nye planter som overtager i takt med, at andre takker af.

Håber jeg får mere held med dahlia denne gang. Og mht. Acidanthera havde jeg dem omkring min lille havedam sidste år. De blomstrede meget længe og duftede helt forrygende.

onsdag den 2. februar 2011

Forårslys

I weekenden var jeg i haven for bl.a. at nedlægge en tue med elefantgræs, jeg har ved den ene låge. Solen skinnede, som nogle af jer husker, og lyset havde karakter af forår, selvom det stadigt var koldt. På Claus Dalbys blog kunne man i den forgangne uge læse, at det netop var en god idé at klippe græsser ned nu. Som sagt så gjort.


Jeg blev ikke heeeelt færdig, før et par havenaboer kom på fransk visit. Solen havde varmet mit lille tehus op til 13 grader, og jeg havde tændt for ovnen, mens jeg stod med numsen i vejret for at klippe græsset. På en halv times tid var der 22 grader, og tehuset var dermed "teklart". Alle tidligere billeder har jeg taget med min mobiltelefon. Men nu har jeg investeret i et nyt lille sigt-og-skyd apparat, og den ene nabo gik i gang med at knipse løs. Jeg fik en lille sms tidligere i dag med spørgsmål om, hvorfor jeg ikke havde lagt disse billeder ind her på bloggen. Igen gør jeg, som jeg bliver opfordret til, så her er et lille kig:







Claus Dalby havde lagt nogle meget fine billeder af dahlier ind på sin blog med henvisning til en anden ny blog, som jeg varmt kan anbefale efter at have taget et lille kig. Skøn, skøn, skøn. Se her

Det er her lige om lidt. Foråret altså.