Haven

Haven
En lille have på 200 m2

MINE ROSER

Roser

I året 2009, hvor jeg lavede min lille have om, blev jeg i den forbindelse,
hvad man nok kan kalde havegal.
Jeg besluttede at lave en blomsterjungle, som bl.a. skulle være fyldt med roser.

Der findes utroligt mange bøger om roser, men med hensyn til pasning følger jeg forskrifterne i 
Ernst Jensens bog Mit liv med roser udgivet af Klematis. 
Hjulet er opfundet, så der er ingen grund til selv at eksperimentere. 
Lad det være sagt med det samme: Roser har som tommelfingerregel primadonnanykker.
De kræver som regel lidt ekstra, hvis man vil nyde de store flor med duft og farve,
men belønningen er stor.

Da min have er lille, besluttede jeg fra starten, at de roser jeg anskaffede skulle remontere
(dvs. blomstre mere end én gang) og dufte. Men ingen regel uden undtagelser.

Da jeg skulle lave dette rosen-indlæg gik det op for mig, 
at jeg af en eller anden årsag ikke har billeder af alle mine roser.
Dvs. jeg har et hav af fotos, men det er ikke alle, 

hvor jeg er 100 % sikker på, hvilken rose der er på billedet.
Jeg er ikke fotograf men en sigt-og-skyd-person.
Derfor mangler en del roser i dette indlæg, som vil blive lagt på i trit med,
at jeg får dem taget eller identificeret.

Jeg har 38 roser fordelt på 31 sorter.

Austinroser




Sharifa Asma
En meget smuk og velduftende rose. 
Desværre bliver bladene ret grimme sidst på sæsonen hvert år, selvom jeg sprøjter.

Sharifa Asma i godt selskab

Wisley 2008 (ikke at forveksle med Wisley)
En smuk rose med let og fin duft.
Den viste sig at have fået stængelsyge HELT ned i jordniveau, 
da jeg skulle beskære den i foråret 2013, 
og jeg havde egentligt besluttet, at den skulle graves op og smides ud. 
Den begyndte imidlertid at skyde fint, inden jeg kom så langt, 
og blev igen en stor og flot busk i løbet af sommeren.



St. Swithun
Jeg har sat 3 af disse roser på stribe op af et rionet, som danner den ene side på min lille terrasse.
Det er ikke en "rigtig" klatrerose, men en af dem, der gerne vil til vejrs. 

De er nu 3 år gamle og i løbet af sommeren 2013 kom de helt op i 1,80 m +.
St. Swithun er utroligt rigtblomstrende. I flere beskrivelser af rosen har jeg læst, at den dufter af babypudder. "Vås & vrøvl" tænkte jeg. Men den er god nok. Den har en helt speciel duft.

Harlow Carr.
Mit ekemplar er ikke så stor men utroligt sød.
Scepter d'Isle.
Den dufter skønt, skyder godt i vejret uden at blive omfangsrig, og blomstrer til frosten.

The Mayflower.
The Mayflower er fin i væksten. Grenene er spinkle men den bærer blomsterne fint.
Den er meget sund.

Eglantyne skulle være en fantastisk rose, men hos mig har den voldt lidt problemer. Den bliver angrebet af stråleplet, selvom jeg sprøjter. Muligvis står den for "pakket", så jeg vil forsøge at flytte nogle af de omkringstående stauder itil foråret 2014.

Winchester Cathedral er meget smuk og dufter dejligt. Men her er et lille men. Den får altid "ting" på bladene hen på sæsonen. Lige meget hvor meget jeg vander fra foråret. Rosenstråleplet skæmmer løvet fra højsommeren.

Alan Titschmarsh er en skøn rose med smukke boldformede blomster.
Løvet er i udspring bodeaux, men bliver mat mørkegrønt senere.
Prinsesse Anne flyttede ind i det tidlige forår 2014. Den er anderledes end alle andre roser. Man kan ikke se det på disse fotos, men den har lidt gyldent i bunden af blomsterne, når de er helt udsprungne. Den er meget blomsterrig og har en god remontering. Duften er ikke stærk men ganske fin.
Prinsesse Anne er købt til at stå i krukke, da den ikke skulle blive så stor. Løvet holder sig flot. Farven er usædvanlig.
Claire Austin blev tilføjet midt på sæsonen 2014, og var egentligt tiltænkt til et lille bitte bed med et dalby-stativ, som ligger i skygge sidst på eftermiddagen, da den kan tåle lidt skygge, men rosen er så smuk at den i stedet kommer til at stå i et stativ ved vandhullet, som ligger i fuld sol. Knopperne er om sommeren for det meste temmelig gule, men som det fremgår er knopperne som kamæleoner.
Sidst på sæsonen, om efteråret, blomstrer Claire Austin stadigt omend knopperne nu er lys abrikos. 
I udspring bliver blomsterne cremefarvede.

Historiske roser

Lyserød Jacques Cartier
Jacques dufter helt vidunderligt
Hvid Jacques Cartier

Rose de Rescht
Rose de Rescht i al sin magt og vælde. Dette er en rose, som jeg altid vil anbefale.
Den er nem, dufter vidunderligt og blomstrer som var det en lyst.

 Awakening er kun 2 år gammel men er allerede oppe i ca. 2 m højde.
Det er en vidunderlig klatrerose. Lidt mere fyldt og med lidt mere duft end sit ophav New Dawn.
Awakening blomstrer helt hen i oktober, hvor farven bliver lidt mere ovre i den abrikos nuance.
Mosrosen Salet
Denne dejlige rose kommer i vanskeligheder, hvis der kommer meget regn, da dens mange og tynde kronblade så klistrer sammen. 
Men er der stråelende sol, er Salet tæt på at være uovertruffen. Den bliver til en stor busk med lysegrønt løv og blomster i den dejligste lyserøde farve og med en fortryllende duft.
Stanwell Perpetual
En nem rose men med nogle aggressive torne. Den kan blive meget stor. Den er svagt lyserød, når den springer ud, men bliver næsten helt hvid, inden den visner.

Madame Alfred Carrière.
Ved indgangen til haven har jeg sat denne rosenbue. En helt almindelig bue uden dikkedarer. Således så roserne ud på buen i sommeren 2013. De blev plantet omkring september 2012.
Midt på sommeren 2014 var Madame Alfred Carrière blevet en del større.
De få gange jeg har været på rosenudstillinger, er det denne rose, som har vundet mit hjerte.
Duften er uovertruffen. Men jeg må have spist søm at sætte 2 - TO - på denne bue. 
For madammerne bliver enorme. De når på nuværende tidspunkt hen over buen, og jeg er spændt på, for i efteråret 2014 er de blevet enorme . Nå. Skidt pyt. Felco saksen er opfundet. Som det fremgår af billederne er de svagt lyserøde i udspring, hvorefter de falmer til hvide.

Comte de Chambord  står her i forgrunden, og er afgjort også en rose, som burde findes i enhver have.
Den blomstrer og blomstrer og dufter tilmed vidunderligt. En rigtig must-have rose.

Reine des Violettes kan anes i baggrunden. Jeg giver den støtte i form af et jernstativ, som den kan smække blomsterne op på, så den ikke vælter ind over de omkringstående roser og stauder.

Souvenir de Malmaison er en lille rose. Den står forrest i et bed og gør ikke så meget væsen af sig.
Det er dog en sød lille rose.

Arvensis Splendens blev plantet i sommeren 2012 på dette hegn, som vender mod nord. Det var meningen at den skulle dække en stor del af hegnet og klatre op i naboens æbletræ osv. Billedet herover et taget i juni 2013, og rosen er siden hen blevet endnu større.
Det er en rigtig vildbasse, som tilsyneladende er ligeglad med, at den står lidt mørkt.
Det er den eneste éngangsblomstrende rose, jeg har, men den er umådeligt yndig. Knopperne er røde, men når de springer ud bliver blomsten cremefarvet med kun en antydning af lyserødt.
Den kræver god plads!


Alle de andre

De historiske roser er vidunderlige, og David Austin har lavet nogle skønne roser. 
Der er dog andre dygtige rosenavlere, som er værd at kigge efter.

Odyssey er en sjælden rose, som så vidt jeg ved kun kan købes ét sted i Danmark, 
og det er hos Frans Bruuns Rosenplanteskole på Fyn.
Dens farve kan godt gå over i de mere blå toner, hvilket gør den lidt mere violet.
Støvdragerne som er meget synlige er usædvanligt smukke.

Eden Rose 88 er her i et opstammet eksemplar. Den har stået i en stor krukke i 3 år, 
så det er vist på tide, at jeg finder en plads til den i et bed.
Også den viste sig at have lidt stængelsyge, da jeg gik i gang med saksen i foråret 2013, 
men den kom fint igen. Den dufter næsten ikke (hvilket ellers er et af mine kriterier), men den er så smuk.

Giardina er en tysker lavet af Tantau. Den er meget smuk, og har let duft.
Jeg har sat den i et stativ, da den skulle blive 3-4 meter høj, men efter 2 år hos mig, 
er den stadigt kun ca. 1,20 meter. Pokkers!
Store fede, dejlige, lyserøde blomster.

 Claus Dalby står og pynter i en krukke på terrassen.
Det må siges at være passende for en rose opkaldt efter vores havekonge.
Det er en dejlig rose med fin duft. Efter et år i krukke, må jeg vist hellere finde et sted i et bed til den.
Men hvor? Rosen er lavet af danske Poulsen Roser.

Heidi Klum er en lille men ganske smuk rose med lidt fin duft.
Ret smuk faktisk.

Blue Perfume lever op til sit navn og dufter som en hel parfumefabrik.
Det er en bette rose, som hos mig - efter 2-3 år kun er blevet ca. ½ meter.
Lidt et skravl men duft, form og farve er vidunderlig. 

Men hvis man vil dufte til Blue Perfume, skal man næsten ligge på maven.
Poulsen rosen Kronprinsesse Mary er en rigtig lækkerbidsken. Knopperne har den lækreste lysegule farve og blomsterne bliver svagt lysegule til cremefarvede. Rosen bliver ikke så stor, så jeg har tænkt mig, at den skal stå i en krukke. Duften er stærk og dejlig frisk.

30 kommentarer:

  1. Tillykke med rosen siden, den er fantastisk og dejlig inspiration.

    SvarSlet
  2. Imponerende med 38 roser i din lille have - de er allesammen så smukke - dejlig oversigt og finurlige kommentarer om hver rose :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg ved heller ikke liiiige, hvordan det er blevet til så mange.

      Slet
  3. Det er den mest fantastiske lille have du har, lige min smag :) hvordan kan du blive ved med at huske roserne hver i sær?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak. Det med at huske roserne er ikke så svært. De er jo ikke alle erhvervet samtidigt, og når man går og pusler om dem, kommer man til at kende dem :-)

      Slet
  4. Du har så mangeskønne roser. Tak for det gode overblik og smukke billeder.
    Lad os ses ige n i år Nette.
    Knus Eva

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak Eva. Måske du har lyst at komme forbi, når roserne blomstrer?

      Slet
  5. Tak Nette, for en rigtig god side om dine roser.Det er et kæmpe arbejde du har lavet, det kan både ses og læses. Hvordan Høneballehaven holde styr på sit, det forstår jeg ikke, hun er eminet. Jeg er jo så dybt forelsket i din have og alle dine roser og hele din indretning af den lille have, den er til stor inspiration for Casa Asti. Nu hvor jeg sad og slugte dine rosenbilleder så vupti, fik jeg lige en ny åbenbaring til hvor jeg kunne plante et par roser. Hvilken en af dine de hvide vil du anbefale ? det skal være en klatrerose.
    Kh Linda

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak for "roserne" ;-) Ingen af mine hvide er klatreroser. Med mindre man tænker på Madame Alfred Carrière som hvid. Og det kan man sagtens, for den er næsten hvid. Den kan blive helt enorm, tåler en smule skygge (dvs. ikke 6 timers sol ++ dagligt) og dufter som sagt vidunderligt. Husk altid at plante klematis med klatreroser.

      Slet
  6. Hold da op du har mange roser. Jeg er imponeret over arbejdet du har lagt i at katalogisere dem også. Det er en stor hjælp til andre, både som inspiration og til at savle over!

    SvarSlet
    Svar
    1. Bare vent til jeg får dem alle med på listen :-) Jeg burde egentligt også berette lidt om, hvilke roser jeg har anskaffet, som IKKE klarede sig. Man skal dog huske på, at en rose som ikke duer hos mig, sagtens kan være god et andet sted.

      Slet
  7. Så mange smukke roser, i så lille en have, forstår slet ikke hvordan du får plads. Det må virkelig være en udfordring af de helt store, både at få plads, men også begrænsning.
    Den er så fin, frodig og blomsterrig din have, jeg beundrer dig meget, elsker din havestil.

    SvarSlet
  8. Mange tak Anette. Det aller, aller, aller sværeste for mig er at vælge fra :-)
    Jeg får ind i mellem en raptus, hvor jeg drømmer om et lille hus på landet med en "rigtig" have.

    SvarSlet
  9. Kære Nette
    Tak for den gode oversigt og dine kommentarer med egne erfaringer - det er guld værd når man skal kikke efter egnede roser.
    38 stykker er en sjat, men det gør det jo også helt specielt når man kommer ind i din have og omsluttes af skønne roser, det er så dejligt:)
    Jeg prøver stadig om roser er mig, for jeg vil ikke sige at jeg har stort held med dem jeg har, uagtet jeg følger dine råd og vejledninger og læser i Ernst Jensens bog i én uendelighed. Mine bedste er stadig nogle af de første jeg fik Rose De Rescht, Jauques Cartier og Aïcha.
    Nu vil jeg forøvrigt gå ud og give dem alle deres portion kogødning.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lisbeth, du må ikke give op. Den rigtige jord, rigeligt med vand og sol samt 2-4 gange med sprøjten over en sæson, og roser vil også være dig. Når du lægger køgødningen ud, skal du ikke komme alt for tæt på stænglerne. Man skal helst ikke lægge gødningen alt for tæt på rosen.

      Jeg gør helt enkelt bare det, som Ernst Jensen skriver om i sin bog.

      Slet
  10. Jamen Nette, jeg vidste slet ikke du havde din egen blog! Hvor er den flot og sikke med roser! Måske vi render ind i hinanden på Aldershvile!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Der er kommet et par nye roser til i år. Men NU er det også slut........ tror jeg nok.
      Hvis du frekventerer Aldershvile kan vi sagtens komme til at støde på hinanden. Men du render vel ikke rundt i din smukke brudekjole, så jeg får svært ved at genkende dig ;.)

      Slet
  11. Jeg er meget imponeret over dine mange smukke roser.De ser utrolig sunde ud,men jeg kan forstå du følger råd og vejledning fra Ernst Jensen.Jeg må anskaffe mig bogen og blive klogere på rosenpasning.
    Lise

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, bogen er rigtig god. Der er ikke så mange sider med pasningsvejledning, men SÅ indviklet er det heller ikke at passe sine roser. Det gælder blot om at gøre de rigtige ting på det rigtige tidspunkt ;-)

      Slet
  12. Jeg er vild med din have! Og dine roser er så skønne!
    Jeg har selv en del roser, har jeg fundet ud af... 64 ind til videre :D
    Ligesom dig sætter jeg dem også mellem stauder. Men jeg beundre virkelig hvordan du får det hele til at se så dejligt ud. Har jo også set din have i CL's nye bog om romantiske haver og den bliver studeret nøje.
    Og din blog er til stor inspiration. Altid glade og smukke indlæg
    Mange hilsner Vibeke

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for roserne Vibeke!
      64 roser! Bare det var mig, der havde plads til det.

      Slet
  13. Kære Nette,
    Jeg er jo ved at starte min have op - og har i denne sæson plantet nedenstående roser.
    Jeg vil høre dig, om der er nogle af dem, som du ville vinterdække den første vinter?
    Geoff Hamilton, James galway, Constance Spry, Gertrude Jekyll, Leander, Generous Gardener, mosrosen mousseux de Japon, Eden Rose, Sweet Laguna, Jasmina, Heritage, Jacques Cartier, alm. mosrose Communis og Charles Rennie Mackintosh.

    SvarSlet
    Svar
    1. Sikken masse dejlige roser du har erhvervet! Tillykke med dem! Håber du husker, at der let går et par sæsoner, før de rigtigt får fat og bliver store. Af de roser du nævner, som også jeg har, behøver du ikke umiddelbart at vinterdække, HVIS du har plantet dem dybt nok. Jeg har rigtig mange krukker, som jeg skal i gang med at tømme nu, og jeg smider altid lidt ekstra jord op om roserne.

      Glæder mig til at se billeder fra din have næste sommer ;-)

      Slet
    2. Tusind tak for svar. De er plantet dybt - lige efter Ernst Jensens anvisninger. Men en lille smule ekstra op om, vil nok alligevel være en god idé frem til foråret (hvor jeg godt ved, at det skal fjernes igen). De har fået RhizoBio og dybt vandingsrør, så jeg forventer, at de suser afsted til foråret :-) Tusind tak for hjælpen.

      Slet
  14. Nette du da vakker, jeg må da lige have denne Madame Alfred den lever da op til sit navn....dybt imponeret over du har så mange roser, men det har andre jo sagt...før mig.

    SvarSlet
  15. Kære Nette,
    Jeg er løbet ind i et problem, som jeg godt vil spørge dig om. Jeg har fået plantet en masse dejlige roser, men i planlægningen har jeg forholdt mig til den mindste højde af angivelserne. Stort set alle mine roser er dog blevet betydeligt højere end forventet, hvilket giver nogle ubalancer visse steder. For ikke at skulle rykke en stor del af roserne (33!) tænkte jeg på at binde dem ned, men. Jeg synes de kommer med nogle meget kraftige skud, som gør det svært at kunne binde dem ned. Fx. er James Galway og Geoff Hamilton blevet meget højt, og jeg synes umiddelbart, at deres grene virker for kraftige til en nedbinding. Måske skal jeg have flere stativet og lade dem på mere højde en tak længere inde i bedene? Hvad gør du? Eller har du bare været lidt mere fremsynet i din placering? Kunne frygteligt godt tænke mig at se din have - og lære et par ting ;-)
    Mange hilsner
    Bonnie

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Bonnie

      Der er mange af mine planer, som slet ikke bliver som forventet, for planter har det med at leve sit eget liv uden at have læst i bøgerne. Det er - bl.a. - præcis noget af det, som jeg så godt kan lide ved haveri. Mine roser har det med at gøre, som det passer dem, og det får de lov til. Jeg kan godt lide det småvilde, selvom det afgjort kan blive for vildt. Jeg binder ikke roserne ned. Ikke fordi jeg ikke synes det er en brandgod idé, men fordi jeg ikke har plads! Havde jeg muligheden for det, ville jeg afgjort gøre det. Og nej ikke alle roser egner sig til nedbinding. Det skal gøres på nye skud. "De kloge" (hvem det så end er) bøjer sidste års skud ned tidligt forår, og klipper flere ældre grene af helt nede. På den måde forynges busken hele tiden. Hvis du fornemmer, at grenen vil knække, så brug saksen i stedet for. Her i foråret 2016 gik jeg hårdt til den med saksen, for flere af mine roser var blevet ALT for store. Jeg har også placeret nogle roser lidt tosset, men det lever jeg med, for jeg har ikke firkantede bede, og man kan se ind i bedet fra flere vinkler. Hvis det ellers giver mening.

      Finder jeg på at åbne haven næste år, bliver det kun for bloggere, og så vil du kunne finde information om hvor og hvornår her på bloggen :) Håber du kan bruge mit svar.

      Slet

Du er altid velkommen til at lægge en kommentar!