Haven

Haven
En lille have på 200 m2

lørdag den 9. maj 2015

Romantiske Haver er nu udgivet

I dag kom postbudet med Claus Dalbys seneste bog Romantiske Haver. Og jeg har svært ved at få armene ned. Som nogle vil vide, figurerer min lille have i bogen, men det er ikke derfor, jeg er så begejstret. Nej, Claus Dalby har gjort det igen. Haverne er som perler på en snor. 23 fantastiske haver fra hans haverejser rundt i hele Europa. Min egen have på ca. 200 m2 er den mindste af dem alle. Bogen viser haver i alle størrelser. Flere af dem vil jeg kalde parker, men fælles for alle er, at brugen af blomster, planter, små havebygninger og rekvisitter alle har et romantiskt islæt.

Kan man lide roser, er denne bog en "must have", for alle haver har forskellige roser, som er med til at give haverne et romantisk anstrøg. Derudover er bogen garneret med fotos af andre hyggelige indslag i haverne, som er med til at skabe den nostalgiske stemning. Man kunne frygte, at en bog med titlen "Romantiske Haver" ville være så sukkersød og honningdryppende en fotokavalkade, at man fik kvalme, men det er slet ikke tilfældet. Bogens mange fine detaljer viser også rå og rustik romantik. Det er jo det, Claus Dalby gør så eminent: Han får stemninger med på sine dejlige fotos. Det er ikke blot smukke glansbilleder, men billeder som viser havernes sjæl. Claus forstår at vise de mange små detaljer, som man let kunne overse på en havevandring.

Man kan svælge mellem småvilde haver med rå mængder blomster, roser som er vilde i timen, og har indtaget træer over til stramt formklippede figurer og hække. Det er en af den slags bøger, hvor jeg bladrer rundt og forsøger at beslutte mig for, på hvilke sider jeg helst vil flytte ind. Tante Grøns og Syrenprinsens dejlige have er også med, og man kan nyde Tante Grøns superlækre og naturlige stillebens. Jeg kan i øvrigt oplyse om, at Tante Grøns have er med i det sidste nye Isabellas.

I kan se bogen her - men lad det være sagt med det samme: Denne hurtig bladren gør slet ikke bogen ære. Det er noget helt andet at sidde med bogen i hånden. Jeg taler af erfaring.

Haverne er så skønne, at selvom jeg da synes, at min have er sød og dejlig, ved jeg ikke helt, hvad jeg laver i så flot et selskab. Jeg har det som musen i historien om elefanten og musen, der sammen gik over en bro, og musen siger til elefanten "Orv hvor vi tramper".

søndag den 3. maj 2015

Uventet tulipan

Mon der er andre end mig, som ind imellem kigger en ekstra gang på de tulipaner og narcisser, som udfolder sig, og spekulerer på, hvordan og hvornår de er kommet til?
Denne dobbelte tulipan dukkede op flere steder, og jeg tænkte, at det måtte være en fejlleverance, for den havde jeg da ikke købt og lagt i efteråret. Jeg måtte kigge i mine gemmer for at sikre mig, at jeg ikke var blevet småsenil, men nej. Ingen af de flotte posefotos, som jeg havde gemt, lignede denne tulipan. Jeg talte med min havenabo, Gro, om tulipanen, og hun viste mig, at hun havde et enkelt eksemplar af samme tulipan. Mystikken bredte sig. Jeg var ærgerlig over ikke at kende navnet på tulipanen, for jeg var ret begejstret. Den passer flot med alle de hvide, måneskinsgule og creme narcisser og de forskellige pink og purpur tulipaner, som jeg har. Så slog det mig. BOM! Det måtte være den dobbelte Shirley tulipan, som jeg havde købt. Den ligner overhovedet ikke billedet på posen. Den er faktisk smukkere. Slet ikke som jeg forventede. Dejligere.
REDIGERING:
Shirley Double fotograferet i eftermiddags.
"What a difference a day makes"
Jeg tog et billede af samme tulipan i eftermiddags, som er vist øverst i dette indlæg.
På blot 1 dag har tulipanen (ja dem allesammen i denne sort) ændret sig, således at man nu tydeligt kan se, at dette er Shirley Double. Jeg håber stadigt, at jeg kan få fat i flere til efteråret.

Tulipanen er købt i Bilka, og nu vil jeg så bare håbe, at bilkadrengene køber den igen til efteråret, for den må jeg have nogle flere af!

torsdag den 30. april 2015

Narcisser, tulipaner, og blomstrende træer

Selvom jeg kun har dyrket haveriet i forholdsvis få år, har der efterhånden sneget sig nogle traditioner ind. Efter jeg begyndte at lægge forårsløg om efteråret, er der nogle bestemte sorter, som jeg supplerer med hvert eneste år, men der er også nogle spritnye sorter, som bliver prøvet af. I år prøver jeg f.eks. for første gang tulipanen Santander, og den er ikke ret grim. Jeg har aldrig haft frynsetulipaner tidligere af frygt for, at de var for hysteriske at se på, men noget tyder på, at dette bliver en af gengangerne.
Den er da ikke til at stå for
Den hører til de mellemtidlige tulipaner og blomstrer nu.

Tulipa Candy Prince står i et bed med andre lyserøde tulipaner, og er en af gengangerne. 
I baggrunden er det tulipa Pink Diamond og AAfke, som også begge blev suppleret i efteråret.
Narcissus Avalon er ny og dejlig.
Den håber jeg, at Bilka får igen næste år, for kan man lide lysegult, er denne vidunderlig.
Cheerfulness må man også have, hvis man er til det duftende og cremede.

Pipit her er ny og lige ved at være for gul til mig. Heldigvis fortalte Lene fra Havefolket mig i efteråret, efter jeg havde købt den, at den var temmelig gul, så jeg satte den i krukke for at se tingene an. Juryen er stadigt ude på denne. Jeg vil overveje nøje om den skal plantes ud i bedene. Måske falmer den til det syrlige gule i takt med den modnes.
Til gengæld har den en kraftig og meget skøn duft.
Jeg har masser af Mount Hood, Thalia, Obdam og pinseliljen poeticus (skønt navn for den sidste ikke?), og de kommer troligt igen hvert år. Heldigvis.
For selvom min have ikke er spækket med forårsløg, som visse andre steder, har jeg rigtigt mange, og når de skal lægges om efteråret, virker det næsten molboagtigt, for hver gang jeg stikker løglæggeren ned, kommer jeg til at ødelægge et løg, som allerede lå der.
Gad vidst hvad andre gør?
Nu skal man ikke kun gå og kigge ned, for oppe i luften er der også nogle små mirakler i gang.
Nordens oliven. Pyrus salicifolius pendula sprang ud i forgårs.
Træet er opstammet og virker som en flot overstander. Det er ca. 2 m højt.
 En af de få ting i min lille have, som stadigt står her fra den tidligere ejer, er et vidunderligt kirsebærtræ. Det blomstrer ikke så tidligt som mange andre.
Det er lige begyndt at springe ud i forgårs.
(Alle billeder i dette indlæg er taget i går aftes lige før solnedgang).
Det får de bedste kirsebær, jeg nogensinde har smagt.
Af uforklarlige årsager er der stor forskel på høstens størrelse fra år til år.
Det står midt i haven, og jeg beskærer det ganske let ca. hvert andet år,
for at det ikke skal blive for voldsomt.
Det kan vel ikke være derfor, at der er forskel på høsten,
for når der er blomster om foråret burde der vel også komme frugter.
Ganske vist aner jeg ikke, om det er selvbestøvende,
men der er også kirsebærtræer i andre haver her omkring.
Men skal det være bestemte kirsebærsorter for at mit bliver bestøvet mon?

tirsdag den 28. april 2015

Sødt og mærkeligt ukrudt. Hvem ved, hvad dette er?

Det vælter op med underlige ting i mine bede, som jeg ikke aner, hvad er. Klog af skade er jeg blevet tilbøjelig til at rive det meste op, da jeg tidligere tænkte, at det kunne være et eller andet vidunderligt, som havde selvsået sig, hvorefter jeg senere på sæsonen, måtte ase og mase med at fjerne et eller andet hæsligt. Jeg investerede sidste år i en bog om ukrudt for bedre at kunne hitte rede i, hvad jeg skulle lade stå.
Denne lille yndighed står i græsset ind mod et bed. Den er ca. 15 - 20 cm høj, har næsten intet løv, og er ualmindelig yndig. Er der nogen, som ved hvad det er for en kær en?
Det sparsomme løv er meget fliget. Hvis man ser godt efter, 
kan det ses på nederste halvdel af den stive stængel.
Disse mystiske små javertusser har jeg i næsten alle bede. Jeg har flået en del op, men eftersom jeg godt kan lide den småvilde stil, har jeg overvejet at lade den stå. 
Er der nogen som ved, hvad det kan være?
Mærkeligt.
Der er ellers temmelig tæt de fleste steder i mine bede. Egentligt burde jeg befri roserne lidt, men det må vente til forårsblomsterne er færdige.
Det er en skøn årstid ikke?

søndag den 26. april 2015

Foråret og håbet er lysegrønt

Alle årstider har sin charme, men foråret er noget helt særligt, synes jeg. Det skyldes muligvis den længsel for jord under neglene, som den mørke vinter er skyld i. Jeg kan se, hvorledes alting i min lille have udvikler sig dag for dag lige nu. Jeg forbavses til stadighed hver dag, når jeg opdager, hvordan det hele spurter af sted. Og jeg har meget svært ved at følge med. Listen over gøremål er lang og min have roder en del lige nu. Jeg har rigtig mange krukker, som jeg bøvler med. Det i en sådan grad, at jeg i dag har ondt alle vegne af at slæbe som et mulddyr i går. Men håbet (og planen) er, at haven skal være endnu smukkere i år, end den var sidste år.
Den grønne farve på Acer shirasawanum Aureum er for mig næsten indbegrebet af forår. Det lille træ købte jeg forrige år efter at have beundret det i nogle år i et bed hos en havenabo. Jeg havde ikke plads i mine bede til det, så det står i krukke, og det klarer det fint. Krukken står endnu i mit grønne plastikhelvede (et grønt plastik drivtelt fra England). Det var min mening at teltet skulle ned i går, men jeg fortrød, for jeg har intet drivhus og ejheller et potteskur, og da det begyndte at dryppe, mens jeg fumlede med potter, stillede jeg mig ind i teltet i læ for regnen. 
Herinde står også en klematis, som jeg kom til at købe for et par uger siden. Jeg er stadigt pjattet med det limegrønne/gule løv og denne clematis alpina Stolwijk Gold har jeg været hypnotiseret af, siden jeg så den i Claus Dalbys seneste krukkebog I Potter og Krukker. 
Den bog er for øvrigt anbefalelsesværdig.
For at få plads til at rode inde i drivteltet, måtte jeg smide nogle krukker ud, og jeg er vis på, at disse krukker sætter pris på, at komme ud i den friske luft. I stedet blev der gjort plads til de 17 dahlia, som jeg fik sat til forspiring i går. 17! I min lille bitte have, som i forvejen er proppet. Jeg må have spist søm. I virkeligheden burde jeg have et skilt på havelågen med ordene "ALT OPTAGET".
Nede i "skovhaven" myldrer det også frem. Her er det primulaer fra sidste år, som lyser op.
"skovhaven" står med citationstegn, for det er i virkeligheden et nordvendt rodebed på 1,5 x 6 meter ind mod en havenabo, som nægter at fjerne skvalderkål.
Her fik skvalderkålen sidste år selskab af bl.a. denne bispehue, som Lisbeth fra Countryliv gav mig en luns af. Jeg ved ikke, om jeg skal klippe de gamle blade af? 
Hvorom alting er, er den sprunget ud med de yndigste lysegule blomster.
Inden for i køkkenet hersker der også uorden, for på denne årstid er der gang i frøbakkerne. En eller anden - var det mon Hanne fra Hanne i haven? - kom med et tip om, at bruge kød- og grøntsagsbakkerne til "bredsåning". Blot skulle man lave huller i bunden med en loddekolbe.
Vi kan vist godt blive enige om, at det ikke just pynter i vindueskarmene.
Lampen er en billig arkitektlampe fra Ikea, hvori jeg har sat en specialpære fra Nelson Garden for at give planterne tilskudslys.
Jeg benytter helst så-installationer som denne, men bakkerne er blevet taget i brug, fordi nogle af frøene var små som støv. Jeg ved godt, at disse er lidt pebrede i indkøb, men kvaliteten er til at føle på. De vil holde i mange, mange år, og er nemme at bruge.
De små plantebørn tættest på kameraet er Ipomoea White Feathers. Man kan allerede nu se det fjerlignende løv. Jeg er meget spændt på, hvordan de kommer til at se ud, når de bliver 2 m høje. Jeg har ikke set dem "live" og er heller ikke stødt på dem på nogen blog. 
Er der måske en læser, som kender den?