Haven

Haven
En lille have på 200 m2

søndag den 22. april 2018

Havesæson 2018 er i fuld gang

Nogle få af sæsonens mange favoritter: 
Narcissus Bridal Crown, creme stedmoder og tulipa turkistanica

De seneste år har jeg haft susende travlt med arbejde og livet, og det er desværre gået ud over haven. I et par har jeg derfor tænkt, at NU måtte jeg gøre haven en smule mindre arbejdsom. Ikke fordi jeg ikke nyder at rumstere og arrangere i haven, men jeg kan desværre ikke være to steder på én gang. Haven er meget lille, så jeg forstår egentligt ikke, hvorfor det hele tager så lang tid. Ja - det bliver nok heller ikke i år, at jeg får lavet haven nemmere. For i dag var jeg til foredrag med Claus Dalby.
Claus Dalby præsenterede sin seneste nye bog Selskabsplanter i viften i Rødovre.
Jeg har allerede gang i Claus Dalbys krukkebøger disse dage, som jeg bruger, når sommerens krukker skal planlægges. De er alle gode, hvis man kan lide at skabe stemninger med krukker i haven. Jeg har anskaffet ALT for mange krukker, for jeg har havenaboer med rå mængder skvalder i skel, så jeg kunne ikke bestille andet, end at luge, hvis jeg havde bede disse steder, så i stedet har jeg valgt at have krukker. Jeg bliver vanvittigt inspireret af Claus' bøger, og foredraget i dag satte gang i min ønske/indkøbsliste. Efter jeg er kommet hjem, har jeg bladret febrilsk i bogen, som - jeg fristes til at sige "naturligvis" - er vanvittig smuk. Jeg glæder mig til at læse den!
I mellemtiden farer jeg rundt i haven som en raket for at nå det hele. Der skal klippes ned, klippes roser, stauderne i krukker skal have ny jord, og nogle skal plantes om. Listen er lang. Her er det den lækre lysegule syren Primrose, der skal op i en større krukke. Terracotta krukken er blevet for lille. Jeg måtte bruge hammer og sav for at friste den løs. Det var noget af et show, og jeg måtte tilkalde hjælp fra en nabo, da den skulle op i zinkspanden bag ved. Den var tung som et ondt år. Hvor tungt det så end er..... Jeg spekulerer ofte på, hvordan mennesker med større haver når det hele. 
Der er ikke rigtig tid til at sidde i Kagehuset og filosofere. Men det kommer nok.

16 kommentarer:

  1. Hvor det glæder mig at du har tid til haven igen, det bliver helt sikkert godt for dig med nogle gode jordbakterier til at sætte endorfinerne igang ;))
    Jeg har smugkikket i den nye bog om selskabsplanter og jeg vil have den ingen tvivl om det - lækre havebøger kan jeg aldrig få for mange af og måske får jeg god tid til læsning når vores hus engang bliver solgt og vi måske skal bo i telt eller lignende mens det nye hus bygges.
    Der dejligt i kagehuset og jeg krydser fingre for lune sommeraftener, hvor du kan nyde det hele efter en lang dag i haven.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selskabsplanter er selvskreven til boghylden, hvis man kan lide at komponere bede. Og ja - jeg håber meget, at jeg nu i et stykke tid, kan bruge mere tid i haven.

      Slet
  2. -Det bliver godt for dig at få jord under neglene igen.
    Og det med større haver?? hm, vi planter tæt, som i tæt, jeg kan faktisk ikke frit så fks valmuer, for der er ikke luft nok til de kan spire, jo i stenkanterne og i midten af iris germanica. Det er især erentis og alle forårsløgne der lægger den bund, men osse stauderne senere. Så ukrudt har jeg et lidt afslappet forhold til. Bortset fra skvalderkål, jeg har godtnok masser rundtom, men ,dertil og ikke længere, selvom den prøver at snige sig videre. Der findes heldigvis stauder der kan tage kampen op. de bliver brugt flittigt
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg planter nu også tæt. Meget tæt. Men det ændrer ikke på, at skvalder osv. ikke suser gennem hækken. Jeg har også forsøgt mig med den lave kulsukker.

      Slet
  3. Os med en smule større haver når det heller ikke ... Suk! Jeg er ikke engang færdig med at klippe roser ned og ikke alle stauder er “nurset”. Dejligt at have dig tilbage på bloggen og i haven, håber du får mulighed for at nyde stunder i kagehuset også.
    Den nye Dalby bog gad jeg bestemt godt at eje, bare for at have samlingen komplet 😊

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg helt lettet over at høre. Undrer mig ofte over, hvordan andre når det hele. Jeg kan trøste dig med, at jeg ikke en gang er begyndt at klippe roserne, som er i gang med at skyde til højre og venstre. Jeg prioterede de meget store krukker med ting og sager, som har stået i samme jord nogle år. Jeg regner dog at gå i gang med klipperiet denne uge.

      Slet
  4. Jeg tror jeg må undvære den nye Claus Dalby bog.... jeg orker simpelthen ikke at lade mig smitte med en masse nye "jeg kan ikke leve uden", så jeg sætte skyklapperne godt fast (altså jeg har jo "bladret" i bogen sådan på pc'eren fordi Dalby har givet mulighed for et lille kig via sit nyhedsbrev hi hi) men ellers... nix nix nix.
    Jeg har jo set du har så mange krukker, har du en slags automatvanding til dem, for ellers må det også tage en masse tid at få vandet og passet dem, jeg synes ikke at jeg er så god til krukkeplanter, det kniber nok med at få givet dem den rigtige næring.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hehe Sussi. Det kan sagtens være, at du allerede har en masse planter, som blot ville gøre sig endnu bedre i en anden sammenhæng i dine bede. Én af de ting Claus kan, er jo at sammensætte planterne, som vi måske ikke selv var kommet i tanke om. Det er han jo helt eminent til.

      Nej, jeg har ikke et vandingssystem. Det er frem med haveslangen. Min have er ganske lille, men vandhanen sidder 80 meter fra min have, så det er noget af et tabernakel hver gang den skal rulles ud, hvilket jo er dagligt i en normal sommer. Det var (desværre?) ikke nødvendigt sidste år med den miserable sommer vi havde.

      Slet
  5. Jeg synes også det er svært at nå det hele, og kan blive helt stresset bare ved tanken.
    Tør slet ikke købe Dalbys nye bog.
    Hvor er der bare hyggeligt i dit kagehus. Der vil jeg hellere sidde og hygge end knokle i haven hihi ;)
    Ønsker dig en smuk dag

    Knus
    Lone

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Lone. Der er også hyggeligt, men jeg har svært ved at holde mig i ro disse dage, for jeg er bagud, og som bekendt er det ikke ligegyldigt, hvornår man gør hvad i haven. Som jeg skrev ovenfor til Sussi, kan det jo være, at du allerede har en masse planter, som du kan more dig med at flytte rundt med.

      Slet
  6. Your blog was absolutely fantastic!
    Great deal of great information & this can be useful some or maybe the other way.
    Keep updating your blog,anticipating to get more detailed contents.
    ดูหนังออนไลน์

    SvarSlet
    Svar
    1. Thank you so much! I am on Instagram with the same name or you can click the camera on this page on top to your right. Instagram is a totally different thing though, and more like Pinterest. However, it is so fast to put something up on Instagram where as it takes a long time to blog.

      Slet
  7. håber du får mulighed for at nyde stunder i kagehuset også.


    เกมส์สล็อต

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det gør jeg også. Jeg skal dog "bare" i bund med mange ting først.

      Slet
  8. Kære Nette , haven stor som lille tager den tid vi giver den, og et lige insider tip, de med store haver når slet ikke noget. Men kameraet kan blot ikke fange de grimme steder, og dem er der nok af. Dejligt du er i haven igen.
    Venligst Henrik

    SvarSlet
    Svar
    1. Henrik, det bliver jeg helt lettet over at høre. I må ellers være projekt eksperter hos jer med de KÆMPEMÆSSIGE opgaver I har haft gang i de seneste år. Mht. havearbejde (uhhh hvor kan jeg ikke lide det ord) handler det ikke blot om opgaverne som sådan men om, at gøremålene har en deadline. Det er jo ikke ligegyldigt hvornår tingene gøres.

      Slet

Du er altid velkommen til at lægge en kommentar!