Haven

Haven
En lille have på 200 m2

torsdag den 24. februar 2011

Kunne du tænke dig bedre haveprogrammer?

Billedet af Claus Dalby er tyvstjålet fra hans blog
Jeg tvivler stærkt på, at der skulle være nogen, som læser denne blog uden også at læse Claus Dalbys blog. Men hvis nogen skulle forvilde sig herind, som ikke allerede har set min laaaaaaaaaange kommentar der, kommer den her igen:

"Jeg er ked af at løbe med din tråd, Claus, men jeg har i aften set Drømmehaver, og ville SÅ gerne have set meget mere til dig! Og jeg ville gerne opfordre de læsere her på bloggen, som er af samme mening, til at gøre noget ved det!

Der er flere ok programmer om haver i TV. Det være sig "han, hun og haven", "Drømmehaver", ”Bonderøven” osv. Ingen af disse udsendelser er hands-on udsendelser. De kan være ok at se, men der er ikke nok ”guf”, som vi kan tage med ud i vores egne haver. Det kan gøres meget bedre!

I "drømmehaver" vises der klip fra stilmæssigt forskellige haver, men det er lynhurtige klip, som jeg synes er sammensat på en uhensigtsmæssig måde. Vi suser fra haver med lilla plastikgræs, til romantiske haver der bugner af vidunderlige blomster. Umådeligt mange af os danskere med haver (og vi er MANGE) ville gerne nøjes med at se længere udsendelser med f.eks. Claus Dalby (og evt. gæster), som både er vanvittig inspirerende og fyldt med så mange praktiske råd, at der er noget for de fleste at tage med ud i haven bagefter. Hvis han fik noget mere kunstnerisk frihed, føler jeg mig overbevist om, at han kunne sammensætte et spændende, brugbart og lødigt program.

Personligt vil jeg gerne dvæle og have tid som i det klip fra Tasha Tudors have, I kan finde i højre panel under ”Kender I Tasha?”. Har I ikke allerede set det, synes jeg, I skulle unde jer selv 10 min med hende. Følg linket som Claus har sat ind.

Danmark har brug for programmer i lighed med BBCs "Gardeners’ world", hvor de om programmet selv skriver: "Gardening show packed with good ideas, tips, advice from experts and timely reminders to get the most out of your garden, whatever its size or type". Der er en årsag til, at personer som Claus Dalby på ca. 9 måneder har haft over 500.000 besøgende på sin blog.

Jeg kan garantere, at et sådan program ville tage kegler! Faktisk er vi mange, der er ærgerlige over, at vi ikke kan tage BBC 2.

DERFOR: Hvis ikke I allerede har gjort det, så skriv til DR og giv dem jeres mening. Hvis nok skriver, er der større chance for at få bedre kvalitet på haveprogrammerne.

I kan gå ind på http://www.dr.dk/OmDR/Kontakt_DR/Kontakt_DR/20060614143129.htm
Tryk på Web: Kontakt DR og følg de få trin.

Beklager det blev lidt langt."

9 kommentarer:

  1. Lige mine ord, Der er langt mellem snapsene. Sverige havde et fantastisk haveprogram der hed Grønne rum, men det er også nedlagt. Hvis ikke de vil ofre penge på at lave ordenlige programmer, kan de da bare låne programmer fra BBC :O). Jeg har et par gange skrevet min mening til DR, men fik inden respons, Der skal nok lidt flere til, der giver deres mening tilkende.
    Annette

    SvarSlet
  2. Jeg er også meget mere til fordybelse, end til lynklip, men det gør sig desværre gældende i rigtig mange tvprogrammer efterhånden.

    SvarSlet
  3. Jeg er fuldstændig enig - og det er supergodt at rejse en debat omkring dette:)

    SvarSlet
  4. Jah, nu er Bonderøven helt klart mit favoritprogram, men inden jeg nåede ned til din info om Gardener's World, tænkte jeg netop på denne udsendelse, der er uden sammenligning. Jeg tænkte nærmest ikke på andet end det program sidst i 90'erne og optog da også allesammen i en årrække.

    Men jo, vi mangler flere anderledes haveprogrammer i Danmark. Jeg var faktisk også glad for Helges Haver, hvis nogen kan huske de udsendelser - selvom han, Helge, måske kunne virke lidt støvet ;-)

    SvarSlet
  5. Er helt enig..Har også fulgt drømmehaver med Claus Dalby..Blev faktisk lidt ærgerlig når de klippede fra nogle gode praktiske råd ved Claus eller en anden have bugnende med blomster og så over til orange og lilla skulpturer og hvad de ellers har i temahaverne i Holland. Noget mere konkret med fingerne i jorden..
    Kan også huske Helges Haver - han var faktisk god selvom han også var lidt støvet..Han kom med mange gode ting..

    SvarSlet
  6. Kære Nette
    Kan kun give dig så inderlig ret.
    Vi savner i den grad haveudsendelser med 'indhold' - behøver ikke 'kun' være Claus Dalby's have - hvis du forstår, hvad jeg mener!
    Det er SÅ frustrerende, at TV-mediet TROR, de ved, hvad vi seere gerne vil have.
    Vi vil gerne have kvalitet for vores licenspenge - vil vi!!!
    Kan meget vel være, at der skal spares, men der kunne vel laves 'lavbudget-udsendelser' (når det kan lade sig gøre at lave lavbudget-biograffilm).
    Hvorfor skal vi spises af med 'junk-TV'?
    Sjovt nok kan jeg via svenske Facebook-venner forstå, at man har lignende problem i Sverige. De brokker sig også over den ringe kvalitet i haveudsendelserne.

    SvarSlet
  7. Dejligt at få kommentarer. Tak.

    Jeg er dog ikke sikker på, at jeg har udtrykt mig helt klart, men jeg har forsøgt at begrænse længden af mit indlæg og kommentarer.

    Hvad jeg først og fremmest mener er, at der er et STORT gabende hul i udbudet af haveprogrammer på tv. Der mangler et program, som beskrevet ovenfor. Og ja. Jeg giver Annette ret. Et sådant program produceres allerede i høj kvalitet af BBC 2, så man kan jo bare købe sig til det!

    Dernæst handler det ikke om "enten eller" for mig. Det handler om "både og". Programmet "Bonderøven" f.eks. ved jeg er mægtigt populært. Det fanger ikke mig, og jeg ville personligt ikke kalde det et haveprogram, men det er en anden historie. Jeg har intet imod programmet, ja, jeg finder det da underholdende, men det får mig ikke op af stolen. Forestil jer at det blev klippet sammen med enten "historiske haver" og "futuristiske haver" fra programmet "Drømmehaver". Hvor frustrerende ville det lige være? Ja ikke!?

    Jeg ville da gerne se et program om historiske haver. Men ikke klippet sammen med Dalby. Drømmehaver havde flere indslag fra haver, som jeg gerne ville have hørt noget mere om, hvordan var blevet til, men hu-hej hvor det gik. Som nogle af jer har læst, har jeg holdt te-slabberas med nogle havenaboer, hvor vi sammen har set "Drømmehaver". Det har været kendetegnende, at når vi så det live, kig snakken, når de "andre" indslag rullede over skærmen, og der blev sagt "schyyyy schyyyy", når Claus Dalby kom på - ELLER: Hvis vi så en optaget udsendelse, blev der sagt "spol, spol, spol", når de "andre" indslag kom på.

    Tankevækkende. Især fordi vi alle er meget forskellige mennesker :-))

    SvarSlet
  8. Jeg kalder nu heller ikke Bonderøven for et haveprogram, for det synes jeg ikke, det er :-) Og måske henvender programmet sig også mest til dem, der bor på landet (?) - selvom mange af seerne dog er byboere.

    Lad os håbe på bedre - eller mere uddybende - udsendelser i fremtiden. Jeg kan forøvrigt oplyse, at Camilla Plum kommer med nye udsendelser, der handler om krydderurter, her til foråret.

    SvarSlet

Du er altid velkommen til at lægge en kommentar!