Masser af kendte lyserøde tulipaner ..... og en ukendt lysegul

Her til aften gik jeg en smut i haven med sigt-og-skyd apparatet, for nu er regnen kommet, og så er det nok slut med tulipanerne. Jeg indrømmer blankt, at jeg har en forkærlighed for de sarte farver. Især de lyserøde - selvom der sniger sig flere og flere andre farver ind. Bl.a. lysegule og lysegrønne med samme farve som nyudsprungne bøgeblade i selskab med violet og lilla.



Der er sikkert mange som synes, at disse Green Wave er for meget, men jeg synes de er dejlige.

De har selskab med den lavere China Town

Og Pink Diamond er ganske skøn i al sin enkelhed

En samling hvide pæontulipaner Ice Wonder med Angelique og liljetulipanen Holland Chic.

Farverne er lidt anderledes mørkere i  Elefantbedet.

Her er det skønne liljetulipaner Maytime og de dejlige Maidens Blush.

Begge er fra Dalby samlingen i Bilka.

Næste år skal jeg have mange flere Spring Green. De er helt vidunderlige i det hvidgule bed.

Her står de sammen med langsporede gule akelejer, som netop er sprunget ud.

Vidunderlige måneskinsgule langsporede akelejer.

Lamium White Nancy

Den spæde start for 4 hvide klokkeranker, som endelig er plantet ud i et Dalby-stativ.

Jeg så Claus Dalby for nogle dage siden udplante kun 2 i samme type stativ.

Han er jo kendt for at give den gas, så jeg undrede mig. Mon det er mig, som er uklog?

Masser af måneskinsgule og hvide planter står på spring i dette lille bed, som omkranser mit vandhul.

En havenabo lagde løg til denne liljetulipan i  efteråret 2012,

som hun desværre ikke husker navnet på.

Jeg tog dette billede med mobilen for et par dage siden.

Den er da et must-have til det hvidgule bed.

 

Er der nogen som ved, hvad den hedder?

 

Hvornår skal man udplante i krukker?

Jeg er ved at få pip af alle mine frølinger, og spekulerer lidt på, hvornår man kan plante ud i krukker. Det kommer naturligvis an på, hvor beskyttet krukkerne står, og hvordan vejret arter sig, men nogle af de planter, jeg har sået, ser ud til at være klar. Men er de nu også det?

Denne helt fantastiske fuchsia købte jeg for ca. 1½ uge siden i mit lokale supermarked, og den er allerede hængt op i et kirsebærtræ. Det klarer den ganske fint.



Snerlerne, Split Second, og de hvide klokkeranker har jeg knebet allerede.

Alligevel stormer de af sted, og jeg er fristet til at plante dem ud. Det skal lige nævnes, at begge disse ikke skal stå i krukker men plantes ud i bede. Jeg slæber dem ud sammen med en del andre hver formiddag, og sætter dem ind i Kagehuset hver aften.

Der er småplanter både ude og inde. Disse er nødt til at forføje sig denne weekend, for det er mere end på tide, at jeg får alle min mange dahlia kastet i krukker. Det er fristende at springe det led over, som går ud på at lægge dem i små plastikpotter i et par uger, før de kommer ud i sommerens rigtige krukker. Jeg har vel 15-20 stykker. Har ikke talt dem. Hvad gør andre mon?

Jeg er også kommet til at købe lidt andre sommerblomster, som jeg troligt slæber ud og ind af Kagehuset hver dag. Mon det er nødvendigt? Kan jeg plante dem ud i krukker nu?

Og nej. Det er ikke alt, som er lyserødt i min lille have.

Tilfældige forårsvækster

Når plantesammensætninger i haven får mig til at smile, er det ofte tilfældigheder, som får smilet frem. Jeg er ikke et naturtalent, når det kommer til haveri. Jeg kan ikke altid regne den ud.

F.eks. forelskede jeg mig forrige efterår i en lavendelfarvet sommerfuglebusk på Aldershvile Planteskole, som kom med hjem og blev plantet i et hul i græsplænen. Jeg forkøber mig ind i mellem, fordi min have på mystisk vis får meget større dimensioner i mit hoved, når jeg ikke lige står i herligheden. Derfor farer jeg ofte rundt som en flue i en flaske, for at finde en egnet plads til det forskellige, når jeg har været på haveindkøb.

Sidste efterår havde jeg købt en bunke lyserøde snepryd. De kom ned omkring sommerfuglebusken, hvor jeg allerede havde sat nogle helt vidunderlige violette storkenæb. Nogle afdankede hyacinter fra sidste forår røg samme vej. Hornvioler indkøbt sidste efterår blev også proppet herned. (Bl.a.).  Det sker at jeg helt har glemt, hvad jeg har puttet i jorden. Og det er selvfølgelig ikke så godt. Da jeg i dag trissede ned i haven med feber og ondt i hele kroppen for at åbne drivbænken, så planterne ikke blev stegt, opdagede jeg, at jeg åbenbart også havde plantet lyserøde anemoner og blå perlehyacinter.

Forårssammensurium. Jeg kan nu se, at jeg må flytte nogle lyserøde perlehyacinter,

som jeg har kastet ned et andet sted. De ville passe fint ind her.

Jeg er i det hele taget småpjattet med disse lyserøde Anemone Blanda.

Jeg købte forrige efterår en hel bunke af dem. Dem tror jeg ikke, at jeg kan få for mange af.

Jeg har ikke forstand på fotografering, men har ofte bemærket, at de violette farver af uforklarlige årsager næsten altid får en anderledes farve på tryk.

For i virkeligheden er de mere lyselilla / violette end her på billederne.

Jeg er helt og aldeles vild med netop denne farve.

For nogle dage siden hoppede denne staudevalmue ned i min kurv,

mens jeg var på en helt uskyldig indkøbstur i SuperBest.

Bemærk lige hvorledes farverne matcher Tulipa Turkistanica,

og man kan lige ane en Mount Hood til højre, som er ved at springe ud.

Selvom valmuen ligner en gøgeunge på mit sigt-og-skyd billede, var der ikke et øje tørt, da jeg satte potten ned mellem forårsvæksterne. Igen noget af et tilfælde. Desværre vil staudevalmuen nok blomstre senere fremover, men dette lille bed ligger i fuld sol, så måske.

Desværre ligger jeg i skrivende stund med næsen i vejret,

for ellers var jeg drønet af sted for at købe nogle søskende til denne valmue.

 

Knibeøvelser

At knibe eller ikke at knibe. That is the question. Som jeg ikke kender svaret på. Ja, jeg ved jo godt, at man skal knibe lathyrus

Lathyrus Janet Scott og Cupid Pink i baggrunden. Er knebet første gang.

Jeg ved også, at man skal knibe Cosmos Gloria

Disse Cosmos er ikke knebet endnu. De eneste af mine frølinger, som er blevet lidt ranglede.

Jeg har ikke så meget at sammenligne med, men tror at mit plantelys har haft en virkning.

Nu kommer de store spørgsmål til alle jer kloge og erfarne bloggere derude:

Skal man knibe snerler? Her er det Ipomoea Split Second

Rosenslynger. De er laaaaangsomme. Skal de knibes, når de bliver lidt større?

(Hvis de nogen sinde bliver det)

Skal disse studenternelliker knibes, når de bliver lidt større?

Hvad med fjernelliker? Skal de knibes?

Og hvad stiller jeg op med disse Malva Sylvestris? Det ser ikke ud som om, at de skal knibes,

men jeg er et stort ?

Nu da I er ved at blive trætte af at se på mine frølinger, må jeg spørge: Hvordan gør man med

frøkenhat og tagetes?

 

Sidst men ikke mindst såede jeg klokkeranker forrige år,

men kan da ikke huske en lyd af, om jeg kneb dem?

Hvide klokkeranker. Jeg såede dem i de grå såbakker fra Nelson Garden og priklede de fleste over i almindelige roottrainers med Claus Dalby jord fra Bilka. Jeg havde ikke plads til dem alle her, så nogle kom i tørvepotter

Bemærk forskellen i størrelse med dem ovenfor. De havde samme udgangspunkt og står ved siden af hinanden. Claus Dalby har ofte sagt, at man ikke må gå for hurtigt op i pottestørrelse, hvis man vil have store planter hurtigt. Det ses tydeligt på de to sidste billeder. Nu er det ikke fordi jeg ville have store planter hurtigt (!), men sådan blev det.

 

Jeg håber meget, at der er nogle, som kan give mig et tip eller ti.

Jeg vidste, at Tante Grøns Have ville have "det"

Besøg i Tante Grøns have juni 2012.



Jeg vidste, at Tante Grøns bog ville være god. Ikke bare fordi enhver som har læst hendes positive og opmuntrende kommentarer på diverse haveblogs ved, at damen kan formulere sig - men fordi jeg har mødt forfatteren nogle gange og instinktivt vidste, at hun indeholdt en masse. En hel masse som hendes jyske beskedenhed holdt (holder?) godt og grundigt under lås og slå. Bogen åbner lidt op for låsen, og beskriver på smukkeste vis hendes meget personlige og følelsesladede forhold til haven og naturen. Cottagehaven, som hun til stadighed arbejder på at forbedre sammen med sin Syrenprins, er nu allerede dejlig, og bogen beskriver hendes oplevelser her gennem et kalenderår. Jeg har været så heldig at se haven ikke en men to gange og kan bekræfte, at den virkelig er så vidunderlig, som man får indtryk af, når man læser bogen.

Et lille udsnit af Tante Grøns have 2012.

 

Bogens billeder er taget af Claus Dalby, og kender man lidt til hans formåen med et kamera, ved man, at han kan tage gudsbenåede stemningsfulde billeder. Jeg ved ikke, hvem der har udvalgt bogens billeder, ud af de sikkert tusindvis af billeder han har taget gennem året i Tante Grøns have, men de er som en fin illustrerende underlægningsmusik til forfatterens ordstrøm.

Claus Dalbys billeder er nok en kende bedre. Men her er et af mine sigt-og-skyd billeder fra 2012.

 

Ordet poesiprosa dukkede hele tiden op i mit hoved, mens jeg slugte bogen. Det er selvfølgelig noget vrøvl. For enten er det prosa, eller også er det poesi. Men de billeder som Tante Grøn formår at male med sin prosa  i mit hoved er som poesi. Bogen vidner om, at Tante Grøn er et vidunderligt dejligt menneske. Selvom jeg er nogle år ældre end Tanten, har jeg i lang tid sagt, at jeg gerne ville adopteres af hende. At hun er et fint og givende menneske lyser ud af bogen. Hvor ville jeg gerne have bare en brøkdel af hendes viden og evne til at kreere have.

Jeg er selv forliebt i den småvilde cottagehave stil, og kan man lide den, må man ikke snyde sig selv for denne bog. Det er slik for sjælen.