Nogle få af sæsonens mange favoritter:
Narcissus Bridal Crown, creme stedmoder og tulipa turkistanica
De seneste år har jeg haft susende travlt med arbejde og livet, og det er desværre gået ud over haven. I et par har jeg derfor tænkt, at NU måtte jeg gøre haven en smule mindre arbejdsom. Ikke fordi jeg ikke nyder at rumstere og arrangere i haven, men jeg kan desværre ikke være to steder på én gang. Haven er meget lille, så jeg forstår egentligt ikke, hvorfor det hele tager så lang tid. Ja - det bliver nok heller ikke i år, at jeg får lavet haven nemmere. For i dag var jeg til foredrag med Claus Dalby.
Claus Dalby præsenterede sin seneste nye bog Selskabsplanter i viften i Rødovre.
Jeg har allerede gang i Claus Dalbys krukkebøger disse dage, som jeg bruger, når sommerens krukker skal planlægges. De er alle gode, hvis man kan lide at skabe stemninger med krukker i haven. Jeg har anskaffet ALT for mange krukker, for jeg har havenaboer med rå mængder skvalder i skel, så jeg kunne ikke bestille andet, end at luge, hvis jeg havde bede disse steder, så i stedet har jeg valgt at have krukker. Jeg bliver vanvittigt inspireret af Claus' bøger, og foredraget i dag satte gang i min ønske/indkøbsliste. Efter jeg er kommet hjem, har jeg bladret febrilsk i bogen, som - jeg fristes til at sige "naturligvis" - er vanvittig smuk. Jeg glæder mig til at læse den!
I mellemtiden farer jeg rundt i haven som en raket for at nå det hele. Der skal klippes ned, klippes roser, stauderne i krukker skal have ny jord, og nogle skal plantes om. Listen er lang. Her er det den lækre lysegule syren Primrose, der skal op i en større krukke. Terracotta krukken er blevet for lille. Jeg måtte bruge hammer og sav for at friste den løs. Det var noget af et show, og jeg måtte tilkalde hjælp fra en nabo, da den skulle op i zinkspanden bag ved. Den var tung som et ondt år. Hvor tungt det så end er..... Jeg spekulerer ofte på, hvordan mennesker med større haver når det hele.
Der er ikke rigtig tid til at sidde i Kagehuset og filosofere. Men det kommer nok.























