Derfor er jeg også gået i gang med at give mine roser komposteret kogødning. Hvis man har remonterende eller stedseblomstrende roser, skal man ud med maden hele 6 gange over en sæson. Man kan nøjes med 4 gange, hvis man har engangsblomstrende. Lidt af gangen men ofte. Første dosis giver jeg i form af naturgødning. Organisk gødning har den fordel, at næringsstofferne ikke udvaskes men opbevares i jorden, til den skal bruges. Dette er jo ret miljøvenligt. Roserne kan ikke optage den organiske gødning, som først skal omdannes til uorganisk gødning. Den proces tager 3-5 uger afhængigt af vejret. Dvs. at maden er serveret, når roserne skal i gang med at vokse. Sidst på måneden får de så et lille skud NPK. Det skal være den rigtige type uden klor og med lige dele kvælstof og kalium (N og K). Det får de så ca. 1 gang om måneden. Sidste gang i juli.
Jeg havde et par poser liggende fra sidste år, som jeg strøede ud i går, men det forslår jo som en skrædder i helvede, så jeg måtte af sted til Alderhvile Planteskole i dag for at supplere. KORS hvor er det tungt. På planteskolen måtte jeg tilkalde hjælp, for poserne var frosset fast, så jeg ikke kunne vride dem fra hinanden. Mærkeligt for det har været mildt i vejret nogle dage. 40 liter per pose er ikke sådan at spøge med. Jeg var bange for at poserne skulle gå i stykker, så jeg røg baglæns og blev dækket af vildfaren kogødning. Den venlige mand som hjalp mig må have haft samme tanke, for han tilkaldte yderligere en mandlig hjælper. Det var efter, at han havde opgivet, og havde forsøgt at sælge mig en anden type jord, som ikke var frosset fast, da de netop havde fået den hjem. Nixen. Underligt som udstillede varer ikke altid er til salg. Jeg havde besluttet mig for:
Så er det, at jeg ærgrer mig over, at man ikke bare kan ringe til Bilka og få nogle poser komposteret kogødning leveret med en ordentlig stak af Claus Dalbys krukkemuld. Det er jo NU at kogødningen skal ud i bedene. Og krukkemulden spiser vel for pokker ikke brød. Ko-poserne sover i min lille bil til i morgen. Gruer for at skulle tumle rundt med dem. Jeg bryder mig ikke meget om at slæbe tunge ting. Muligvis kan jeg få min søn til at hjælpe, hvis jeg lokker med kage.Nu jeg var i Aldershvile skulle jeg lige gå en runde. Da jeg ankom holdt der 2 kæmpestore lastbiler og læssede af, og da jeg skulle køre igen, kom der yderligere en. Et farligt opholdssted for mig. Jeg var derfor stolt som en pave over, at kun en enkelt lille bitte ting hoppede op i kurven. Nogle løg som jeg ikke har læst eller hørt om tidligere:
Zephyranthus Robustus
Hvem kan stå for sådan et navn? De blomstrer i juli/august.
Aner ikke om de bliver til noget, men for en flad 20er, har man vel råd til at eksperimentere.

















