Haven

Haven
En lille have på 200 m2

søndag den 31. marts 2013

Tip til så-cirkus

Det med at så er i min bog lidt i familie med aktiviteter som at sy, strikke, hækle og i det hele taget nørkle med materialer for at frembringe nyttige eller smukke ting & sager. Normalt interesserer slige gøremål mig ikke en døjt, og jeg er derfor også totalt uegnet til det. jeg kan lige finde ud af sy en knap i, men så er det også slut. Men det med at så for at frembringe skønne vækster har til dels min interesse. Jeg har i år brugt timer med at læse i bøger og på nettet for at hitte ud af hele dette mysterium. Jeg har de sidste par år med succes sået nogle enkelte planter. De nemme. Dertil har jeg benyttet roottrainers og ikke mellempriklet. Med andre ord har jeg let og elegant sprunget det besværlige over og taget de små planter direkte fra rootrainers og plantet dem direkte ud i krukker og bede. Lathyrus, klokkeranker, vidunderblomst og staude digitalis er det blevet til. Det så rædselsfuldt ud i vindueskarmene, men det blev glemt, når sommeren og solen fik væksterne til at blomstre i haven.

Fru Friis sendte mig sidste år frø til vidunderblomst. Den dufter som en hel parfumefabrik. Blomsterne åbner sig og dufter om aftenen, men er lukkede om dagen.
Jeg har også haft forskellige lathyrus de sidste par år. Her er det Matucana i baggrunden.

I 2010 tog jeg tilløb til det med at så og købte en himstregims fra Pindstrup med 60 huller. Den har siden boet ubrugt i mit haveskur. Hvert år har jeg taget den frem, vendt og drejet den for dernæst at sætte den tilbage på hylden. I år har jeg så købt en stribe forskellige frø. 21 forskellige slags er røget i kurven. Nogle er sået i Nelson Gardens smarte små såbakker andre i roottrainers fra Bilka og ..... flere i grøntsagsbakker hvori jeg har brændt huller i bunden med en loddekolbe og derefter sat i "smarte" take-away bakker med gennemsigtigt låg fra den lokale kro. Min søn syntes jeg var lige til en indlæggelse, første gang jeg bad ham om ikke at smide bakken ud efter endt måltid. Det sidste system er idé frit snuppet fra  fru Friis, som videregav ideen sidste år. Det har så indtil videre betydet, at jeg slap for zinkbakkerne, som ikke er helt tætte og derfor ødelægger mine vindueskarme!
Men så er det nu at jeg må fortælle, at det lader til at Pindstrup Minikap 60 (findes vist også i mindre) virker genial, hvis ikke man har et drivhus og kan sjaske med vand osv. uden at tage hensyn til omgivelserne, som man jo er nødt til indendørs. Den har et tilsyneladende eddersmart selvvandingssystem, som gør det let at vande nedefra.
Man skal heller ikke hele tiden holde styr på, om man nu vander for meget eller for lidt.
Genialt system hvis man kun har en vindueskarm. Jeg er ikke altid lige kvik på aftrækkeren.  
Hvorfor har jeg dog ikke fået øje på det før? 
Der ligger et stykke "stof" under såkassen med jord,
hvis sider i begge ender stikker ned i den nederste kasse, som man fylder vand i.
Man vander stoffet, inden man sætter den fyldte kasse med frø på. Vandet løber automatisk ned i kassen under neden.
I begge sider er der et vandingshul midt på, så man kan fylde op med vand efterhånden.
Dette gør det nemmere at justere vandingen.
 
Naturligvis kender jeg ikke resultatet endnu. Men dette system virker umiddelbart til at være godt for så-dummies, som jeg er. Pladsbesparende og samtidigt nemt at bruge.

8 kommentarer:

  1. Kære Nette
    Hvor er det godt at du fik gang i Pindstrup-bakken for den er nemlig smart. Jeg har haft 2 stk i nogle år og har i år købt nye stofstykker til dem, men desværre var jeg for hård ved den ene bakke og kom til at brække den over i 2 stk. Men det jeg ville sige var at den også er god til at prikle bittesmå spirer som Nicotiana og Amaranthus over i.
    Tak for din kommentar hos mig om såning. Dit så trick vedr. de små frø er smart, så tak for tippet med papir foldet på midten. Jeg har sået mine Nicotiana ALT for tæt og vil gå igang med at tynde ud med en pincet, for jeg er bange for at de vil få svamp når de står så klemt.
    Jeg tror aldrig der er solgt så mange loddekolber til kvinder som efter Hanne skrev sit lærerige indlæg om såning - det er jo genialt at smelte huller i bakkerne.
    Forsat god påske- og forårssøndag til dig:o)
    KH
    Lisbeth

    SvarSlet
  2. Hej. Nej hvor pudsigt, jeg har lige lavet et indlæg med samme såbakkesystem, som det du beskriver. jeg tror også det er genialt og især det med selvvandning synes jeg er smart. Jeg tror du bliver glad for det, det er jeg i hvert fald sikker på, jeg selv gør! Spændende frø du har sået, jeg håber, du får stor succes.

    SvarSlet
  3. Uhhh... jeg har stået med den tingest i hænderne flere gange, alt-i-mens jeg småmumlede for mig selv om det nu virkelig var noget jeg havde brug for.... Som så ofte før, finder jeg ud af - når jeg er kommet hjem - at det havde jeg nok! Så efter at have læst dette indlæg, bliver jeg nok nødt til at kaste vejen forbi og se om der stadig står et eksemplar til mig. For NU skal det altså være med den frøsåning. Jeg har trukket og trukket tidspunktet, fordi jeg ikke gider stå med for mange ranglede planter, men nu skriver vi 1. april om et øjeblik... hvad skete der lige med det lange forår??

    SvarSlet
  4. Minikap er genial og kan bruges år efter år efter år Nette - den bliver du glad for. Har haft mine mange år og bruger dem igen og igen. Jeg syntes nu det ser helt professionelt ud dit så-cirkus.........og udbyttet bliver da fantastisk med den omsorg du giver ;0)

    Knus Dorthe

    SvarSlet
  5. Jeg glæder mig til at se resultatet.
    Jeg har endnu ikke forsøgt at så inden døre. Jeg har tidligere sået tagetes og morgenfruer direkte i bedene.
    Ha´ en god aften.

    SvarSlet
  6. TAK Nette :)
    Det var lige et indlæg for en nybegynder som mig. Jeg har stået og kigget på den hvide såtingest i Bilka og erklæret mig selv for nærig og er gået hjem med nogle brune papirs potter.
    Nu vil jeg købe den til næste år, så jeg ikke igen skal fylde min mors udestue med alle mulige forskellige plastik bakker i flere måneder (hvem kunne også vide at vinteren skulle blive så lang)
    De ser fine ud dine små planter, n vil jeg køre ud og prikle mine ud i potter.
    Rigtig god dag til dig.
    Kh Linda

    SvarSlet
  7. Den er dælme smart, den der Pindstup indretning. Sådan én må jeg også have til næste år. Jeg har sået i farsbakker med vitawrap, uden huller dog. Det gik ok sidste år. Jeg har tit stået med Sticks 'n Sushis lækre take away emballage og tænkt hmmmmm. De vil nu blive gemt til formålet.

    SvarSlet
  8. Thanks for sharing, nice post! Post really provice useful information!

    FadoExpress là một trong những top công ty chuyển phát nhanh quốc tế hàng đầu chuyên vận chuyển, chuyển phát nhanh siêu tốc đi khắp thế giới, nổi bật là dịch vụ gửi hàng đi nhậtgửi hàng đi pháp và dịch vụ chuyển phát nhanh đi hàn quốc uy tín, giá rẻ

    SvarSlet

Du er altid velkommen til at lægge en kommentar!