Haven

Haven
En lille have på 200 m2

torsdag den 7. marts 2013

Rosernes fodringstid er gået i gang

Hjulet er opfundet. Hvordan man sørger bedst for sine roser, er der allerede nogle kloge mennesker med meget stor erfaring, som ved og har videregivet oplysninger om. En af disse mennesker er Ernst Jensen, som har skrevet bogen Et liv med roser.

Derfor er jeg også gået i gang med at give mine roser komposteret  kogødning. Hvis man har remonterende eller stedseblomstrende roser, skal man ud med maden hele 6 gange over en sæson. Man kan nøjes med 4 gange, hvis man har engangsblomstrende. Lidt af gangen men ofte. Første dosis giver jeg i form af naturgødning. Organisk gødning har den fordel, at næringsstofferne ikke udvaskes men opbevares i jorden, til den skal bruges. Dette er jo ret miljøvenligt. Roserne kan ikke optage den organiske gødning, som først skal omdannes til uorganisk gødning. Den proces tager 3-5 uger afhængigt af vejret. Dvs. at maden er serveret, når roserne skal i gang med at vokse. Sidst på måneden får de så et lille skud NPK. Det skal være den rigtige type uden klor og med lige dele kvælstof og kalium (N og K). Det får de så ca. 1 gang om måneden. Sidste gang i juli.

Jeg havde et par poser liggende fra sidste år, som jeg strøede ud i går, men det forslår jo som en skrædder i helvede, så jeg måtte af sted til Alderhvile Planteskole i dag for at supplere. KORS hvor er det tungt. På planteskolen måtte jeg tilkalde hjælp, for poserne var frosset fast, så jeg ikke kunne vride dem fra hinanden. Mærkeligt for det har været mildt i vejret nogle dage. 40 liter per pose er ikke sådan at spøge med. Jeg var bange for at poserne skulle gå i stykker, så jeg røg baglæns og blev dækket af vildfaren kogødning. Den venlige mand som hjalp mig må have haft samme tanke, for han tilkaldte yderligere en mandlig hjælper. Det var efter, at han havde opgivet, og havde forsøgt at sælge mig en anden type jord, som ikke var frosset fast, da de netop havde fået den hjem. Nixen. Underligt som udstillede varer ikke altid er til salg. Jeg havde besluttet mig for:

Så er det, at jeg ærgrer mig over, at man ikke bare kan ringe til Bilka og få nogle poser komposteret kogødning leveret med en ordentlig stak af Claus Dalbys krukkemuld. Det er jo NU at kogødningen skal ud i bedene. Og krukkemulden spiser vel for pokker ikke brød. Ko-poserne sover i min lille bil til i morgen. Gruer for at skulle tumle rundt med dem. Jeg bryder mig ikke meget om at slæbe tunge ting. Muligvis kan jeg få min søn til at hjælpe, hvis jeg lokker med kage.

Nu jeg var i Aldershvile skulle jeg lige gå en runde. Da jeg ankom holdt der 2 kæmpestore lastbiler og læssede af, og da jeg skulle køre igen, kom der yderligere en. Et farligt opholdssted for mig. Jeg var derfor stolt som en pave over, at kun en enkelt lille bitte ting hoppede op i kurven. Nogle løg som jeg ikke har læst eller hørt om tidligere:
Zephyranthus Robustus
Hvem kan stå for sådan et navn? De blomstrer i juli/august.
Aner ikke om de bliver til noget, men for en flad 20er, har man vel råd til at eksperimentere.

27 kommentarer:

  1. Hej. Jeg kan lige forestille mig situationen med frosset poser, men du har helt ret, det er nu roserne skal have denne jord. Jeg køber også komposteret kogødning og spreder ud her i marts. Jeg må også afsted på den lokale planteskole. Jeg køber også altid Osmo rosengødning, jeg tror, den er organisk, denne kombination plejer i hvert fald at få mine roser til at trives rigtig godt og kvittere med mange blomster.

    SvarSlet
  2. Jeg har også lige læst op på Ernst' gødningsplan, bare ikke fået købt ko-gajolerne endnu... men det kommer!

    Frk. Robustus ser meget yndig ud. Ikke ringe både at være robust og yndig!! ;o)

    Muuuuhhh... fra mig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har på fornemmelsen, at tricket med roser er, at give dem hvad de har brug for - når de har brug for det - og ikke når det passer os :-)

      Slet
    2. Ja-ja-ja.... Jeg skal nok!! ;)

      Slet
  3. Jeg har haft en frosset pose Simontorp ko-¤%&" liggende i ca.1½ måned i haven, endelig har jeg bakset den op på terrassen ved at gå med den, hvor jeg vrikker frostsækken fra det ene hjørne til det andet. Sådan en vandfyldt, hårdfrosset sæk er dælme tung!!
    Men, jeg tror ikke du skal lade den blive i bilen, for den siver når det smelter!!!
    I dag var den næsten smeltet, så en af dagene får mine roser første måltid, jeg tror faktisk jeg giver dem lidt af de organiske piller samtidig, for de kan tage lang tid om at opløses.
    Du er sørme standhaftig kun at gå derfra med 1 potte!!! Jeg var nu heller ikke værst sidst jeg var der (første gang i år) men der hoppede nu 3-5 småpotter forårsvækster i kurven :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ih du milde. Nu tør jeg dårligt kigge ind i bilen (som endnu ikke er 1 år gammel). Bare den ikke er smurt ind i køgødning.

      Slet
  4. Uha, er der stadig frost i sortimentet...så er det sørme godt, at jeg de seneste dage standhaftig har holdt fast greb i rattet, selvom bilen så gerne ville dreje af mod Bagsværd... Men ved at jeg nok allerede i weekenden må sætte mig bag rattet og drøne mod det skønne bekendtskab, der ligger ned til Bagsværd sø, for ja nu skal roserne forkæles og krukkerne fyldes med godter;0)

    Dejlig aften fra
    Katinka

    SvarSlet
    Svar
    1. Det VÆLTER tilsyneladende ind med varer hos dem for tiden.

      Slet
  5. Du har dine udfordringer, Nette - når du går på storindkøb af sække & poser med tungt indhold. Jeg husker og smiler stadig ved mindet om din beretning sidste år om indkøb af den dalbyske krukkemuld mm.

    Men du har ret i at roserne skal have ordentlig mad og helst spise små og hyppige portioner, næsten ligesom vi også bør gøre...

    SvarSlet
    Svar
    1. Nå-nå Ulla... nu skal du jo ikke blive personlig!!! ;o) ;o)))

      Slet
    2. nej, nej - jeg tænkte vist mest på mig selv... og sådan menneskelig omsorg, du ved... :)

      Slet
    3. Ja, er det ikke besynderligt, at man kan få al mulig anden jord bragt til døren, men ikke Claus'? Der er selvfølgelig den model jeg benyttede sidste år med selv at gå ud og samle det sammen, for derefter at betale ved kasssen for både varer og levering.

      Slet
  6. Jeg husker tydeligt hvor flotte dine roser var sidste år og jeg vil forsøge at gøre det efter så jeg må vidst oppe mig med gødning som jeg kun har givet 3 gange efter anvisning fra Knud (Rosenposten)
    Hvor meget køgødning lægger du ud til en rose?
    OK der står i forvejen såjord på min indkøbsseddel så nu skal jeg altså også omkring Aldershvile - gad vide om de har fået vristet poserne løs her til weekenden efter deres oplevelse med dig? Ellers så får de samme oplevelse med mig i morgen...
    De Zephyranthus Rubustus ser da fortryllende ud jeg forstår godt at de hoppede op i kurven.
    Tusind tak for tilbuddet om aflæggere af dine dobbelte vintergækker det vil glæde mig gevaldigt:o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har læst et sted, at 1 pose jord til 3-4 roser, men indrømmer at jeg nok bruger lidt mindre, for det er et ordentligt lag. Det var ikke i weekenden jeg var på Aldershvile men torsdag. Fatter ikke at det stadigt var frossent efter flere dage med fine plusgrader.

      Det er også vigtigt, at man ikke lægger gødningen helt inde ved stammerne, men fordeler det rundt om roserne.

      Det bedste var nok, hvis man kultiverede det lidt ned i jorden, men det kan jeg ikke, for der ligger forårsløg overalt hos mig.

      Mht. vintergækkerne kan du bare invitere dig selv i april som det passer dig, når de er afblomstrede. Kan nok skaffe lidt kage :0)

      Slet
    2. - tak jeg glæder mig til vi ses:-)

      Slet
  7. Smil :) jeg kan lige se dig stå der og sige jeg "SKAL" have kogødning. Ligemeget om det er frosset. Godt klaret at få 2 mand igang ;)

    Jeg læste i efteråret iPolitikens store bog om roser at roserne har godt af at man ligger komposteret kogødning omkring dem inden frosten kommer. det skulle beskytte dem, nedbryde forskellige sygdomme samt hvis der ligger lidt blade omkring rosen med lidt rust på, skulle det også nedbryde dem.
    Så det har jeg prøvet i år inden de blev pakket ind i gran.

    Jeg giver dig ret i de er meget tunge, så jeg håber sønnen hjælper dig i morgen.
    og at de er tøet.

    Kh fra Linda

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkeligt lidt mærkeligt, og jeg er meget spændt på resultatet. Det må du gerne berette om på din blog. For normalt er det forbudt at give roser gødning efter juli, da roserne skal i hvile. Ganske vist skal kogødningen først omdannes og bliver liggende i jorden til den skal bruges men ....

      Slet
  8. Jeg synes historien er herlig og sidder her og morer mig over både den ene og den anden kommentar. Især den med ikke at blive personlig. Kluk kluk! (sorry jeg er af og til lidt barnlig)....
    Nå men nu hvor det bliver koldere igen, tror jeg, at jeg vil vente, for så er sækkene nok stadig frosset fast. Aldershvile ligger jo ned til åben vand, så gusen trækker ind over og holder sikkert på kulden. Tak for historien og at du minder os om at gøde med rettidig omhu!

    SvarSlet
    Svar
    1. Godt du kan more dig. Frk. Anemone og fru Fniis er de rene stand upere.

      Det med vand plejer at virke modsat (kystklima osv. du ved), men jeg har ikke forstand på det.

      Slet
  9. Hej Nette
    Tak for påmindelsen om at jeg skal se at få givet roserne gødning - jeg kar kun haft "benmel i hovedet" til pæonerne !
    Pu ha det er ikke den bedste anbefaling Aldershvile Planteskole her har fået, men det er åbenbart også kommet bag på dem at vi skal til at have gødet roserne ;0) jeg synes nu lige for god orden skyld jeg vil sige, at jeg nu oplever de plejer at have rimelig tjek på tingene hos Aldershvile !
    God weekend
    Mange hilsner
    Anita

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har fuldstændig ret. De er meget organiserede og servicemindede. Dette er absolut ikke ment negativt. For de er jo ikke herrer over vejret. Jeg er vældig begejstret for stedet, og vil give dem den varmeste anbefaling til alle. Jeg kommer der temmelig ofte (de må tro jeg har en have af enorme dimensioner), og selvom der er mange ansatte, har jeg aldrig nogen sinde fået dårlig behandling. Tværtimod!

      Slet
  10. Hej nette.Sikke da en indkøbstur til Aldershvile.Jeg var der selv i onsdag,og købte kun tre fine iris.Men jeg kan da se at jeg vist også må med på vognen med det kogødning.Jeg tror lige jeg vil overtale manden til at tage med og slæbe.
    Rigtig god weekend til dig Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu da kulden vender tilbage, kan vi nok tage den med ro.

      Slet
  11. hej Nette..sikke da en spændende tur du var afsted på , :)

    her hos mig får roserne hestemøg , Når jeg alligevel har 2 stk gående , så jeg spare turen til planteskolen ...
    Diana

    SvarSlet
  12. Der ramte du lige en af mine hængepartier.....det med roser er jeg bare ikke god til men måske en god gang gødning kunne hjælpe mig lidt på vej ;0) Jeg må ud og skaffe....

    KNus Dorthe

    SvarSlet
    Svar
    1. Dorthe, jeg nåede desværre heller ikke ud med det hele på grund af barfrosten, og nu har sneen også lagt en dyne over det hele. Pokkers. For desværre virker gødningen ikke i posen.

      Slet

Du er altid velkommen til at lægge en kommentar!