Haven

Haven
En lille have på 200 m2

mandag den 18. februar 2013

I Sne står urt og busk i skjul



Der er ikke meget at vise frem i haven for tiden. Det hele ser lidt trøsteløst ud. Mange bloggere viser vidunderlige opstillinger og billeder af smukke frøstande med hvide hatte.
"Yndigt" er ikke lige et ord, som falder mig ind, når jeg kigger mig omkring i min egen have.
I sne står urt og busk i skjul,
det er så koldt derude,
dog synger der en lille fugl
på kvist ved frosne rude.
 
Giv tid! giv tid! - den nynner glad
og ryster de småvinger,
giv tid! og hver en kvist får blad,
giv tid! - hver blomst udspringer.
 
Giv tid! og livets træ bli'r grønt,
må frosten det end kue,
giv tid! og hvad du drømte skønt,
du skal i sandhed skue.
 
Giv tid! og åndens vinterblund
skal fly for herlig sommer,
giv tid! og bi på herrens stund,
- hans skønhedsrige kommer.
 
Tekst: B. S. Ingemann, 1831
Melodi: J. P. E. Hartmann, 1866
 
En ganske pragtfuld gammel dansk sang, som jeg har sunget fra jeg var barn masser af gange uden egentligt at tænke over teksten. Må jeg med stor skam melde.
"giv tid! og hvad du drømte skønt,
du skal i sandhed skue."
Ja, det må man så sandelig da håbe med al den planlægning og indkøb af frø og småplanter m.m., som vi har gang i disse dage. Selv er jeg meget utålmodig i min venten på forår. Nu er det jo muligt, at hr. Ingemann ikke blot digtede om forårets komme, men det vil jeg tillade mig at tro lige nu.
 
I dag gik jeg ned i haven med et mål for øje. Hanne havde vist billeder fra sit forede drivhus med udsprungen Clematis Pixie. I går da jeg var nede og kigge til mit eget eksemplar, som står med dyne på i mit uopvarmed havehus, lagde jeg ikke mærke til, om der mon var knopper. Blot var jeg lykkelig over, at den tilsyneladende havde overlevet. Indtil videre. Pixie er en helt vidunderlig stedsegrøn klematis med måneskinsgule små blomster, som dufter helt forrygende og kraftigt. Desværre er den ikke helt vinterhårdfør. Derfor står den også på et bord sammen med et par andre planter, som der ikke var plads til i mit grønne plastikdrivhus (Det Grønne Plastikhelvede).
Det er i forvejen ved at brase sammen, da hylderne er tynget af krukker.
 
Jeg kan ikke klappe i hænderne over blomster endnu, som Hanne kan,  men der var dog "noget" i bladhjørnerne, som måske kunne være begyndelsen?
Hvor jeg dog håber, at denne pixie klarer vinteren.
Bordet med planterne pynter ikke just. Det ligner mest et forvirret spøgelse, som er gået forkert.
 
Det bringer mig til det næste: Der er SÅ meget jeg ikke ved.
Hvad betyder det f.eks., at man skal "vande sparsomt"?
 
Udover at der står krukker med stauder i Det Grønne Plastikhelvede, har jeg også fyldt op med krukker indeholdende planter under mit udhæng til Kagehuset. De får ingen væde, hvor de står. De skal naturligvis ikke vandes i frostvejr - duuuhhh - og jeg er da også klar over, at de sover vintersøvn,
 men hvor meget vand skal de have?
 
Så vidt jeg har kunne se, er der kun gået en enkelt krukke med planter i stykker i Det Grønne Plastikhelvede, ingen under udhænget og ingen af ovenstående i Kagehuset.
Planterne under det hvide fiberdug har alle grønne blade.
Men 2 meget store krukker, som jeg havde tømt og sat på hovedet og på fliser er gået i stykker.
Det har jeg beklaget mig over i et tidligere indlæg, for jeg er ærgerlig. Kunne forstå det, hvis der havde været jord eller planter i. Nå det nytter ikke at græde over spildt mælk. Videre. 


18 kommentarer:

  1. Kære Nette,
    Hvor er det dejligt - endelig - med et friskt indlæg fra dig. Jeg kigger dagligt ind forbi, for at se om du nu har lavet nyt.
    Det er så ærgerligt når dyrtkøbte krukker og andre ting går i stykker. Jeg har selv lige væltet en hel stabel krukker, hvor ihvertfald tre slog lange revner. Surt.
    Ikke desto mindre har foråret aldrig i år, været så tæt på som nu. Det må vi glæde os over! Tak for en dejlig blog og for efterhånden mange søde, lune og eftertænksomme hilsener på min blog. Vi ses online!
    Kh Mathias

    SvarSlet
    Svar
    1. Hyggeligt at du kigger forbi! Jeg beklager fraværet af indlæg, men det er desværre begrænset hvor interessant min have er om vinteren, og da jeg ikke laver smukke stilleben som du (og mad og meget mere), er der langt mellem indlæggene.

      Slet
  2. Din clematis ser da vældig livfuld ud! Og du kan se vintergækker. Mine er stadig dækket af sne, selv om det har tøet i dag. Lad os holde fast i Mathias' pointe: Foråret er tættere på, end det har været længe ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har MANGE vintergækker, men disse to dejligt stædige er også de eneste, jeg kan få øje på. Jeg har også en del erantis samme sted, men de er ikke til at få øje på. Endnu.

      Slet
  3. Pixie ser da ud til at have det forrygende i sit hvide spøgelsestelt, så gå du bare ned og snus lidt til hende, når du bliver alt for forårstrængende... ;)

    Denne gang er vi sluppet for sne, her er det bare vådt. I weekend-enden var jeg ellers helt sikker på at det var blevet forår. Var bare SÅ klar til at gå i gang med at klippe ned, meeeen nu venter jeg lidt endnu!!

    Hyggehejsa og tjulahop fra fru Friis (som også hungrer efter forår) :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kong Vinter har stadigt godt fat i os, og det lader til at der kommer mere sne og hård frost her. Ville ønske at jeg turde lade et gravlys brænde i Kagehuset, men det gør jeg ikke. Levende lys skal være under opsyn. Så må planterne dø. Jeg husker nogle påsker fra min barndom, hvor vi havde snestorm. Så galt kommer det forhåbentligt ikke til at gå i år.

      Slet
  4. Ingemanns sang er dejlig, og man har den i hovedet længe... Hos mig er der heller ingen vintergækker og de fremspirende Dorothealiljer og krokus stormer ikke ligefrem frem.
    Din Pixie ser ud til at have overlevet i sit vintertøj, skidt med hvordan det ser ud, bare det virker!

    Sparsom vanding er nok bare en bette sjat hveranden uge...

    Ha' en skøn dag, Nette.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tusind tak for vand-svar. Hvis det er så tit, man skal vande om vinteren, har jeg et problem, for jeg kan tælle på én hånd, hvor meget jeg har vandet denne vinter. Gad vidst om planterne overlever eller allerede er døde af tørst!?

      Slet
  5. Hej Nette. Jeg er i samme båd som du, der er virkelig ikke meget smuk i ødemarken for tiden, men jeg kigger dagligt til de små krokus og vintergækker på vej ud og ind af huset. Sparsom vanding er det sværeste. Pelargonier frostfrit skal næsten ingen vand have, stedsegrønne får når potten bliver for let, og det er egentlig et meget godt trick, løft og veje. for let = for tør. Håber du kan bruge rådet.
    Venligst
    Henrik

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for vandsvar. Jeg bliver mere og mere klar over, at jeg nok har vandet for lidt.

      Slet
  6. Hej Nette.Smuk sang af Ingemann.Har selv lige været en runde for at se om der var nogle planter der titter op.
    Jeg har et lignende "spøgelse i min udestue.Der står en stor agave-pelergonie og flere småplanter.
    Må håbe de klarer sig.Din clematis ser da ud til at klare sig.Men super ærgeligt med dine krukker.
    God dag Jette(mit lille gods)

    SvarSlet
    Svar
    1. "Agave-pelargonie"!? Det må vist googles.

      Slet
  7. Kære Nette - Det ser da rigtig smukt ud med de små vintergækker i din have. Inden længe vælter det hele frem....der er så meget at glæde sig til lige nu. Jeg kan mærke at lyset for alvor er ved at vende tilbage.

    Din Clematis Pixie er vel nok skøn, den kender jeg ikke. Kunne da godt ønske mig sådan en.....kan man tage stiklinger af sådan en velduftende skønhed? :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har mange forårsvækster i min lille have, men disse forkølede vintergækker er de eneste, som har vovet sig frem.

      Jeg besøgte Lene fra Bag Havelågen sidste forår. Hun havde en Pixie stående i sit orangeri, som duftede helt utroligt stærkt og dejligt og var yndig lysegul.

      Om man kan tage stiklinger? Aner det ikke. Skal kigge lidt i Flemming Hansens bog om klematis for dig den kommende weekend.

      Slet
    2. Fandt lige dette link: http://www.blogpro.dk/havens-forskellige-planter/clematis/formering-af-klematis/

      Det skal jeg helt sikkert prøve, har et par flotte jeg gerne vil have flere af :-)

      Slet
  8. ps. Ikke fordi det er en trøst, men også mange af mine krukker er gået til i vinter. De har også været tømt for jord. - Jeg har næsten kunne græde over det. - Nu køber jeg ikke flere, de næste bliver lavet i beton!!!!!! BASTA

    SvarSlet
  9. Jeg synes at din Pixie ser virkelig lovende ud, og jeg tror der er blomsterknopper på vej i hjørnerne. Det ser ud som om den har haft det perfekt i vinters hos dig. Min erfaring er, at de sarte stedsegrønne faktisk kan klare ret lave temperaturer. Men de kan ikke klare vinden. Og det har din jo været beskyttet imod i sit spøgelsestelt.
    Hvis jeg husker rigtigt har jeg vandet min Pixie to gange i løbet af vinteren, og det er jo i et opvarmet drivhus.
    Så længe din er frisk og saftspændt på billederne, så har den det fint.
    Sparsomt er rigtigt, rigtigt svært. Jeg har igennem årene mistet mange planter i det opvarmede drivhus ved både at vande for meget og for lidt.
    Hele vinteren (Dec-marts) skal de næsten ingen vand have. Som Henrik siger er det et godt tip at løfte på potten, det gør jeg også.
    Den svære tid kommer nu, hvor der kommer gang i planterne. For de kan meget hurtigt tørre ud når solen begynder at varme.
    Midt om vinteren går jeg kun ned i drivhuset max en gang om ugen. Men nu er jeg nødt til at gå derned næsten hver dag. Men der er jo som sagt også varmeblæser så de tørrer mere ud.
    Sparsomt i løbet af vinteren er kun en skvæt vand for mig. Altså ikke nok til at gennemvæde potten.
    Men når de begynder at skyde og vokse, så begynder jeg at gennemvæde potten mere alt efter hvor meget grønt der er.
    Jeg tror ikke du skal være så nervøs. Jeg har flere potter stående i mit uopvarmede Driverhus, og de har overhovedet ikke fået vand hele vinteren. Men jeg er over dem nu, og så snart det bliver ordentligt tø, skal de have et skvæt. Og så vandes 'rigtigt' når de begynder at gro.
    Du må undskylde det lange og vævende svar :-) Det er svært at forklare rigtigt, men det kommer efterhånden som man har overvintret flere gange. Jeg mister dog stadig et par planter hvert år efter over 10 år med overvintring, uanset hvad jeg gør.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for vandsvar til dig også. Jeg er helt lettet over at læse, hvordan du selv vander, for jeg tænkte at flere planter nok var røget i svinget, fordi jeg havde vandet for lidt. Jeg har jo netop sat så mange krukker, jeg kunne i læ for nedbør, så de står både under udhæng på Kagehuset, i Det Grønne Plastikhelvede og nogle få inde i Kagehuset. Tror jeg må liste ned med lidt vand på søndag, hvor vi vist skulle få lidt tøvejr.

      Slet

Du er altid velkommen til at lægge en kommentar!