Haven

Haven
En lille have på 200 m2

lørdag den 1. oktober 2011

Forårsløg en masse

Nu er min lille have kun ca. 200 m2, så pladsen er noget begrænset. Alligevel er det lykkedes mig at købe forholdsvis mange løg igen i år. Jeg skulle "bare lige supplere lidt" på løgne fra sidste år. Spørg mig ikke, hvorfor jeg nu har ca 500 løg som skal i jorden! Mange er impulskøb. Det er farligt at kigge på de flotte (og ofte misvisende) billeder på løgposerne hos planteskolen.

Sidste år havde jeg Foxtrot og Greenland i et bed sammen med China Town. Så jeg købte flere af de to første. Billedet med Foxtrot er fra min have sidste år:

Ved ikke lige hvorfor, men jeg har ingen billeder af Grønland, men dem har jeg også købt flere af i år.
Jeg har også købt en bunke Allium Aflatunense for første gang, som skal stå i samme bed plus det nye påskeæg:

Til tidligere på sæsonen måtte jeg også have nogle Mount Hood til fordeling rundt omkring i tilgift til alle de andre hvide påske- og pinseliljer jeg allerede har:
Der røg også lige nogle poser med Tulipa Ice Wonder ned i kurven, som jeg endnu ikke ved, hvor jeg skal plante:

Til det nye påskeæg bed, som blev startet i april i år og udvidet til dobbelt størrelse, da jeg endelig fik sendt en kæmpesyren til de evige syrenmarker, har jeg købt ovenstående allium aflatunense plus:
Pink Impression er en Darwin hybrid som skulle være fantastisk til at komme igen år efter år. Lige som Apeldoorn.

Jeg har også købt en del liljetulipaner ved navn Green Village, som skal stå sammen med Pink Impression og Mount Hood:
Til bunden har jeg købt 50 lyserøde Anemone Blanda:

Jeg måtte naturligvis også have nogle flere Fritillaria Meleagris:

Jeg købte også nogle få af fritillaria Uva-Vulpis. Dem fandt jeg nu ikke så spændende efter at være kommet hjem og have slået dem op på nettet, så jeg er glad for at jeg ikke købte en stor mængde af dem. Et godt eksempel på at billederne på poserne kan snyde:

Så blev jeg sørme også fristet af nogle Allium Sphaerocephalon:

Til det lille hvide bed omkring havehullet måtte jeg prøve de botaniske Turkestanica:

Sidste år satte jeg faktisk en masse løg i form af krokus, anemoner og påske- og pinseliljer i det bed. Alle sammen i hvidt.

I andre bede satte jeg udover tulipaner mængder af andre forårsløg i lyserødt og lyslilla.

Jeg havde en mængde blå perlehyacinter og mængder af forskellige påske- og pinseliljer i lyse og gule farver omkring syrenen. I takt med at stærke mænd har gravet dette sted, har jeg stået på sidelinjen og hvinet "læg løgne til side til mig. Dem må du ikke smide ud!" Så nu har jeg op mod 100 løg, som jeg skal finde et nyt sted til. Ikke nemt når man har fået Dalbys tone-i-tone på hjernen, og haven kun er lille bitte.

Mon ikke det bliver flot næste forår?

10 kommentarer:

  1. Det bliver da superflot i din have til foråret med alle de ekstra løg. 500 ekstra, i en have af den størrelse din har, kommer virkelig til at syne af noget :-))

    God arbejdslyst med at få dem i jorden.

    SvarSlet
  2. Det bliver uden tvivl superflot!!! Vi vil se billeder ;-) God weekend ;-)

    SvarSlet
  3. Hold da op, hvordan får du plads til dem, jeg går rundt med mine sølle 2 poser tulipanløg og leder efter ledig plads, men problemet er jo, at man ikke kan se hvor de gamle løg er (sådan helt nøjagtigt) ..... hm, jeg mangler vist lidt system i havebedene :-) :-)

    SvarSlet
  4. Ja, hold da op en masse skønne løg. Det bliver da fantastisk. Jeg glæder mig også allerede til at se alle forårsbillederne :-)

    SvarSlet
  5. Når sandt skal siges, har jeg fået alvorlige pladsproblemer. Og tidsproblemer. For i går hvor jeg skulle have påbegyndt løglægningen var jeg i stedet på planteskole på grund af en knækket spade. Kom hjem med en ny plus et par uartige planter, som hoppede op i kurven og insisterede på at komme med hjem. Resultatet var, at et være staude flytteri blev påbegyndt i stedet for løglægningen. Jeg fatter ikke hvordan CD, Tante Grøn og andre der lægger løg i tusindvis får det gjort.

    SvarSlet
  6. Kære Nette, det bliver jo en sand løgfest i bedste Tivolistil og jeg glæder mig vildt til at se det til foråret - apropos hvornår må jeg komme? Hvor jeg dog kender det med de uartige planter - og så er jeg nysgerrig - hvad var det for nogle?
    Jeg er ikke så god til at lægge løg - jeg glemmer at lægge dem i tide, og i år tror jeg ikke jeg lægger nogle, selvom jeg rigtig gerne vil have masser af Tuplipa Turkestanica.

    SvarSlet
  7. Jeg beundrer også dem som lægger løg i industrielle mængder. Jeg er også stadig kun igang med at flytte planter. Men mon ikke vi nok skal få dem i jorden :-) Jeg melder mig også frivilligt til at se din have når de 500+ løg blomstrer :-D God søndag.

    SvarSlet
  8. Hvad er den af, Nette? Kan jeg skimte noget gult i dit lyserøde paradis :)
    Jeg tror det bliver helt overdådigt til foråret.

    SvarSlet
  9. Pyyyyhh, jeg fik kun lagt 170 løg i dag. Jeg har stået med numsen i vejret i 4 timer. Bogstaveligt talt. Heri er ikke regnet tiden med at fordele løgne i bedet. Ejheller tid til lidt mere flytten rundt på dit og dat. Det er 1,4 min/løg. Jeg må se at få sat farten op, men sagen er den, at når jeg løfter op i staude- og rosenblade, får jeg hele tiden øje på et eller andet, som der skal pilles ved.

    Hehe Lisbeth, du kan da bare ringe, hvis/når du vil forbi. Hanne min have er jo hurtigt overset, men jeg sætter nok billeder på bloggen i takt med, at tingene dukker op. Det hele blomstrer dog ikke på én gang. Du skal være velkommen til at prikke til mig til den tid. Så finder vi ud af det :-)

    SvarSlet
  10. PS: Lene, Gult! Nixen. Den lille klat inden i tulipanen, regner jeg ikke med at se meget til, da de kun åbner sig i solskin :-)

    SvarSlet

Du er altid velkommen til at lægge en kommentar!