Haven

Haven
En lille have på 200 m2

torsdag den 21. juli 2011

Søde minder på en regnvejrsdag: Tour de Blog

Nu hvor himlen er mørk og regnen ødelægger mine dejlige roser og laver vinduerne om til gammeldags ostevinduer, har jeg endelig tid til at sætte mig lidt ned og blogge. Blogturen står næsten som et fjernt minde, selvom det kun er 3 uger siden. Jeg har haft travlt med meget arbejde, og da ferien meldte sig, havde haven været forsømt i et stykke tid, så når ikke regnen stod ned i stænger, var der meget som skulle ordnes. Det er der stadigt, så den fortsatte regn kommer en del på tværs.

Som nogle måske har bemærket var de sjællandske Tour deltagere Lene, Lisbeth, Gro og ikke mindst Lone, som havde taget initiativet og arrangeret det HELE ned til mindste detalje! Lones indsats var helt enestående, men det bliver for langt et indlæg at give alle detaljer. På 2. dagen stødte der en følgebil til med 2 misundelige jyder, som gerne ville have del i oplevelserne. Nemlig fru Fniis og Tulle.

Her er lidt billeder fra Touren. Husk at I kan forstørre billederne ved at klikke på dem.

Vi startede hos fru Friis' Frøbo:
øtv: Der var små installationer og pusseløjerligheder rundt om i haven.
øth: En dejlig terrasse hvor man kan sidde og kigge ud over hele haven.
ntv: Dejlige blomster som alle i følge fru Fniis hed "øøøhhh, ehhhmmmm". Det må være noget jysk.
nth: En helt uimodståelig udsigt fra haven.
Af en eller anden grund fik jeg ikke taget billeder af det hyggelige drivhus, hvor der var disket op med både dit og dat til os. Hyggeligt.

Dernæst gik turen nordpå til Silkeborg til Jørn og Ingers have http://havetid.blogspot.com/. Jeg havde set billeder derfra fra forskellige blogs, og vist så det da dejligt ud, og jeg glædede mig skam også, men mine arme var ikke helt så langt oppe, som andres i bussen var. Det skal jeg lige love for, at de kom. På trods af silende regn viste haven sig at være meget vidunderlig. Det var som at træde ind i en helt anden verden. Jeg var også ved at gå bagover over den fantastiske gæstfrihed, som Jørn og Inger viste os. De kendte jo ingen af os! Pragtfuld frokost med vin og dejlig kage og kaffe/te som afslutning.


Dernæst gik turen videre nordpå til Lones fars sommerhus ved Limfjorden. Dejligt sommerhus som var stort nok til at alle (undtagen Lone) fik eget værelse. Lone havde hjemmefra forberedt en skøn middag og sørget for drikkevarer mm. Vi hyggede og grinede til den store guldmedalje, hvorefter vi dejsede om ved 23-tiden, for vi skulle tidligt af sted næste morgen. Her gik turen til .......

Tante Grøns pragtfulde univers, hvor fru Fniis og Tulle stødte til os. Jeg havde kæmpe forventninger til netop denne have. Den vilde cottage stil er jeg meget begejstret for, og lad mig med det samme sige: Dette var - for mig - en oplevelse af de store. Uovertruffent dejligt havebesøg. For de af jer, som har læst Tante Grøns søde og positive kommentarer rundt omkring på forskellige blogs, vil nok vide, at hun er et menneske af en helt særlig kaliber. Hun er lige så dejligt et menneske, som hendes have er fantastisk! Selvom jeg nok er ældre end Tanten (!?), vil jeg meget, meget gerne adopteres af hende. Hvis jeg kunne trylle, ville jeg trylle denne have ned i format og hjem til mig selv.

Vi Tourdeltagere besluttede, at vi ikke ville vise nogle "rigtige" billeder fra denne have, da den bliver portræteret i Claus Dalbys bog om hemmelige haver, der skulle udkomme til efteråret. Og I kan godt glæde jer. Jeg håber dog at disse sigt-og-skyd billeder er med til at skærpe nysgerrigheden:

øtv: Glæd jer til at finde ud af, hvad der gemmer sig bag døren
øth: Da jeg var på besøg i Claus Dalbys have weekenden før, fik vi at vide, at vi ikke måtte stjæle. Og det kan jeg godt forstå. Det må man heller ikke. Alligvel røg der et par frø fra denne usædvanlige lupin lige ned i lommen.
ntv: Der bliver læst på lektien hos Tanten. Sofabordet var dækket med havebøger.
nth: En smart og nem måde at indramme et bed på en skrænt i den vildeste del af haven. Det passede meget fint ind i denne del af haven.

Jeg fandt det meget svært at forlade dette sted efter at have indtaget kaffe, champagne og hjemmelavet kage. Her kunne jeg godt være blevet nogle dage. Men rejseleder Lone fik gennet os ud i bussen som en flok kyllinger, for vi skulle jo videre ud på haveeventyr.

Lone kastede bilen ind til højre ved Lundhede Planteskole, hvor vi spiste hendes hjemmelavede laksesandwiches og drak lidt vin og sodavand. Også her fik nogle af os købt lidt ting og sager. Dernæst gik turen ned til Iben, som ventede os med chokolade m.m.:

øtv: Dejlig velkomst.
øth: Iben ønskede sig en sø i haven, så det lavede hendes mand lige til hende. Den er gravet ud ved håndkraft. Tror jeg nok. Det var imponerende så flot det var.
ntv: Iben har i høj grad et dekorations talent af de store.
nth: Meget hyggelig have med et lille hyggeligt drivhus. Stedet var rustikt og romantisk på én gang.

Af sted gik det igen til Tourens sidste stop hos Staudefeen. Her fik vi også købt ting og sager, og desværre var jeg så optaget af de forskellige planter, at mit sigt-og-skyd kamera lå lidt for meget i lommen. Stedet var et meget gammelt og smukt hus fra Ruder Konge var knægt, som Marlene og Peter har knoklet for at sætte i stand. Også her fik jeg købt nogle dejlige planter.

øtv: Gammelt træ brugt som klatrestativ.
øth: Endnu et kuriosum: en gammel gardinstang var lavet om til klatrestativ med rundjern.
ntv: Klatrestativer i alle afskygninger
nth: Anlæg/udgravning til nyt bed inspiceres af de allestedsnærværende tamme høns. Hønen Bente var vist henne og tigge sandwich og saft på gårdspladsen, hvor der var dækket op til os.

Se, dette var den korte udgave fra Touren.
Jeg skal undlade at fortælle for meget om, at Lenes mand var nødt til at hente hende i Korsør, hvor min bil stod, da vi ikke havde plads til at køre hende hjem på grund af alle de planter, vi havde fået op under neglene hos alle de dejlige haveejere. Der gik da også helt kuk i den, da det hele blev hevet ud af VW bussen og vi skulle fordele og omlæsse vores ejendele i bilerne. Vi fik nogle af hinandens planter med hjem. Og det kan jeg godt forstå. For mellem os må vi have haft 90-100 planter. Ca. 17-20 stk. pr. deltager.
Tak til mine co-tourdeltagere både i "hovedbussen" og følgebilen.
Især stor tak til Lone for ikke blot initiativ - men også hendes dejlige omsorgsgen og det store arbejde, hun har haft med alle detaljer. Jeg håber meget, Lone arbejder videre på det med B&B :-))

13 kommentarer:

  1. Flot indlæg om jeres tour de blog :-))

    SvarSlet
  2. Tak for din dejlige beskrivelse af jeres skønne tour :-) Det var næsten lidt som at være med selv.
    Jeg kan godt forstå at I hyggede jer... sikke en pragtfuld oplevelse :-)

    SvarSlet
  3. Super dejlig tur lyder det til ;0)

    SvarSlet
  4. Tak for en dejlig genopfriskning - det var en fed tur. Du har ret i det med plante antal :-) jeg havde nemlig 20 stk. med hjem ;-)
    Lige nu er jeg spændt på om roserne klare regnen med deres frakker på? :-D det er bare det bedste udtryk !
    K. Gro

    SvarSlet
  5. Gro har ret - det var skønt med en genopfriskning. Sådan en oplevelse kan man leve længe på.
    Jeg vil også adopteres, men jeg er nok også for gammel. Tante Grøn er altså 10 år yngre end mig og 4 år yngre end dig. Måske skulle vi bare sammen adoptere hende? :))) eller bortføre hende til Sjælland!

    SvarSlet
  6. Husker du i øvrigt at passe godt på de 2 af mine planter, som du fik "op under neglene"? :)))))

    SvarSlet
  7. Ahhh ja det var en dejlig tour og det var en stor fornøjelse at lære jer at kende - vi svingede utrolig godt sammen og stemningen i bussen og den lille WV var bestemt også fantastisk. Jeg tror også jeg havde 20 planter med hjem +et par plejebørn:)

    SvarSlet
  8. Jow Lene. De puslinger bliver passet og kysset på, så de lever endnu. Gad vidst hvordan mine har det hos Lisbeth????

    SvarSlet
  9. Hej Nette

    Tak for din fine beskrivelse af vores have. Det var hyggeligt at have besøg af jer - og vi har snakket meget om jer siden. Vi snakkede jo, som havde vi kendt hinanden altid og det er jo fantastisk, når sådan en situation opstår. Jeg har tilmeldt mig som følger af din blog. Din lille have ser rigtig spændende ud - virker som et herligt fristed for en glad og impulsiv person.

    Kh Inger og Jørn

    SvarSlet
  10. Tak for en skøn beretning. Næsten som at være med selv. (ville meget gerne)
    Jeg tænkte på om ikke der var flere bloggere der var villige til at få et hurtig besøg?? Et er jo at se billeder, men noget andet er virkeligheden.

    Ha' en dejlig dag :-)

    SvarSlet
  11. Endnu engang tak for besøget - det var dejligt at møde dig og de andre :-)

    Og det viktorianske bed er netop plantet til i går :-)

    Kh. Marlene

    SvarSlet
  12. Hej Nette-kyllinge-barn.

    AAAAHHHHH det var lige det jeg trængte til at genopfriske nu hvor jeg sidder og skuler ud på det fæle, fæle regnvejr.... Ja vores Tour de blog var et mega hit og det glæder mig så meget at Alle hyggede sig.

    Knus fra Kyllinge-passeren.

    SvarSlet
  13. nææææhhhh, sikke en dejlig tur I har være på.
    venlig hilsen fra en der er lidt misundelig.

    SvarSlet

Du er altid velkommen til at lægge en kommentar!