Haven

Haven
En lille have på 200 m2

tirsdag den 7. juni 2016

Pip og roser

At jeg er begejstret for roser er vist ingen hemmelighed, men jeg er ikke samler. Det er den stemning, som roser bidrager med, jeg så godt kan lide. Og da jeg kan være impulsiv og let begejstres, er rosernes antal på lidt mystisk vis kommet lidt ud af kontrol. Næsten uden at jeg opdagede det. Der er mange andre ting i en have, som bidrager til stemninger, så I får lige et par eksempler skudt for et par dage siden i min have. Hvis man følger mig på Instagram, vil man kunne nikke genkendene til nogle af disse billeder.
Den ene indgang til min lille have er blevet et rent vildnis. Og det får det lov til at være. 
Jeg er til det lidt småvilde look. Den lyserøde rose i forgrunden er slet ikke min, men tilhører min havenabo Gro. Det er Constance Spry, og hun kravler ind til mig flere steder. Hun er meget velkommen. Den svagt lyserøde bag Constance er Madame Alfred Carriére. 2 stk. faktisk. De står på hver sin side af en rosenbue, og fylder helt vildt. Jeg nåede ikke at klippe i dem i foråret.
Jeg elsker hyggelige overraskelser i haven. Jeg har en del små fuglehuse rundt om, og bag den gigantiske vildbasse Arvensis Splendens sidder bl.a. et lille mariehønehus. Jeg ved godt, at jeg burde have klippet den visne rose væk, inden jeg tog billedet, men jeg klipper egentligt ikke i denne rose. Det er den eneste engangsblomstrende jeg har, så det er der ingen grund til. 
Også denne rose er ALT, ALT for stor til min lille have, men smuk er den i al sin magt og vælde, og den får lov at kaste sig rundt.
Jeg har for et par indlæg siden også vist et fuglehus, som sidder på en stolpe, og lidt til venstre for mariehønehuset sidder et andet lille fuglehus gemt bag Arvensis Splendens og klematissen Broughton Star, som også giver den gas lige nu, og passer så smukt med rosen.
Claire Austin er lige sprunget ud. Hun har masser af knopper og nye skud. Hun starter med denne farve, som falmer til næsten hvid med et gulligt strejf. Hun dufter også vidunderligt. Jeg er begejstret for denne rose, som har fået en central plads i min lille have ved vandhullet.
Austinrosen St. Swithun består egentligt af 3 roser, som skulle dække et rionet på 3 m i bredden og 1,8 m i højden. Det gør de til fulde. 
Dem fik jeg heller ikke klippet i, så de er blevet meget store og blomstrer som en vanvittig. 
Dem kommer I nok til at se mere til her på bloggen, for de er imponerende.
Tante Grøn skrev på min Instagram, at dette billede var ren Morten Fuglekorch, og det har hun ret i. Flaget i baggrunden tilhører en anden lille have et par haver væk. Ejeren døde meget pludseligt og blev begravet for 1 uges tid siden. Det får jo én til at komme i tanke om, at man skal huske at nyde de små ting. Hver eneste dag.

15 kommentarer:

  1. Hej Nette.Det er da bare en fantastisk tid lige nu med alle de smukke roser.Og smukke roser har du da til fulde.
    Både min Constance og Alfred blomstre også helt fantastisk her hos mig.
    Du skriver at din Arvensis er din eneste engangsblomstrende..........men Constance er da heller ikke remonterende!!Men elsker de smukke roser der står i fuld flor lige nu.
    Og i år er vist et rigtig rosenår med al den varme vi har.
    Har aldrig haft flottere roser end i år.Måske skal jeg lade være med at klippe mine roser ligesom dig..........for de ser da bare utrolige ud.
    Og hyggelig med alle de små fuglehuse.
    Ja !!! Tante Grøn har jo sit eget blomstrende sprog.Glæder mig til at se hende igen på søndag.
    God dag Knus Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jette

      Tak for din kommentar. Hvis du genlæser teksten ovenfor, vil du se, at Constance Spry ikke er min rose, men min havenabos ;-) Jeg har nu klippet de fleste af mine roser ned til sokkeholderne, så det varer lidt endnu, før de blomstrer.

      Slet
    2. Hej igen. Sorry--- så mig ikke ordentlig for.Nogle gange går det lidt hurtigt.Men dejligt at du så kan nyder Gros skønne rose.
      Hils hende fra mig Knus Jette

      Slet
  2. Hej Nette.
    Skønne skønne billeder.
    Lige som dig, så elsker jeg små overraskelser i haven. Fuglehuse gemt i vildnisset og små skulpture som pludselig dukker frem helt uventet. Det er nogle af de ting, som gør det spændende at gå på opdagelse i haven.
    Hilsen Heike

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, Heike, det er den slags ting, som medvirker til at skabe sjæl og atmosfære i en have.

      Slet
  3. De små fugle- og insekthuse rundt omkring hygger i haven og det tror jeg også at insekter og fuglene synes. Morten Fuglekoch - er et skønt Tante Grøn udtryk:-)
    Ja vi skal huske at nyde at vi lever og det er svært at lade være når man ser alle dine dejlige roser. Claire Austin..... hun er da helt vidunderlig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Lisbeth, du om nogen hygger op med små - og store - finurligheder. Din have er fyldt med overraskelser.

      Slet
  4. Det er altså så hyggeligt med alle de små huse i haven til insekter og fugle. Roserne er altså bare noget af det skønneste lige nu, mine blomster også helt vildt. Jeg tro det må være varmen de er så glade for. Claire Austin blomstre for første gang hos mig i år, hvor er den fantastisk smuk. Jeg har bundet den ned på C.D måden på et stativ og det har virkeligt givet et blomsterhav præcis som CD lover.
    Rigtig dejlig dag og aften fra Linda

    SvarSlet
    Svar
    1. Nedbinding af roser er et rigtigt super trick. Det har du ret i. Desværre har jeg ikke nok plads til at gøre det, for rossens omfang øges også. Det giver dog ganske rigtigt mange flere blomster.

      Slet
  5. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  6. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  7. nøøøj hvor ser det fint og romantisk ud - roser gør altså noget særligt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, roser med historisk look (i modsætning til roser på stive stilke) giver haven den bløde, nostalgiske stemning.

      Slet
  8. Det er lige som alle os andre vi folder os ud i varmen for det er da blevet sommer....dejligt at se frodigheden hos dig..

    SvarSlet
    Svar
    1. Hehe ja smil på læben gør os også kønnere ;-) Jeg er en elendig fotograf, og jeg kan ikke få vist, hvordan min lille have næsten er pakket ind i hundredevis af rosenblomster disse dage. Arvensis Splendens alene har mange hundrede af de yndigste lyserøde/hvide blomster, og dækker en kæmpeoverflade på hen ved 10 m i bredden og den kaster sig højt op og ind over alt. Jeg må hellere give dem alle noget vand i aften.

      Slet

Du er altid velkommen til at lægge en kommentar!